Intelligentsia

Evelina lever i faktionen Intelligentsia ligesom hendes forældre. Intelligentsia vejer viden højere end alt andet, men Evelina ved ikke hvad hun synes om alle de regler og hele samfundet i faktionen. Hun begynder stille at gøre oprør ved at læse fiktive bøger, som faktionen ikke mener kan bruges til noget, men hun overvejer aldrig at flygte. Lige indtil hun møder Ben.

20Likes
21Kommentarer
1037Visninger
AA

2. Fiktion

I vores faktion er vi besatte af viden. Det er i hvert fald, hvad de siger. Vi er Intelligentsia, så vi må være utrolig kloge. Der er en vis forventing fra alle mine medmennesker, om at vi alle sammen er kloge og opfører os på en bestemt måde. Det er urealistisk.
På min skole var alting helt normalt bortset fra en dreng, der gik i min klasse. Han hed Evan, og han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, hvis man kan sige det sådan. Han plejede at vandre rundt i skolens krogede gange, og hans blå Intelligentsia-tøj sad altid lidt skævt og sjusket. Det virkede ikke som om han nogensinde redte sit hår eller tog et bad, men han var venlig, og han holdt sig for sig selv det meste af tiden. Han var altid bag ud med lektierne, og hans liv bestod næsten udelukkende af fantasyromaner. Jeg så ham engang uden én i hånden, og jeg tog mig selv i at blive en smule chokeret. Han virkede utilpas og malplaceret. 

"Hej Evelina," sagde han, da jeg gik forbi en dag. Jeg smilede mit bedste falske smil. Jeg var ikke vandt til at snakke med ham, og jeg tror han opfattede min undren, for han kiggede ned og forklarede: "Jeg må ikke rigtig læse fantasy mere. Det er mine forældre; de har forbudt mig det." Han kiggede ned i gulvet, når han snakkede, og jeg fik medlidenhed med ham. 
"Det var da ikke særlig rart" prøvede jeg. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til ham. 
"Jeg tror, at skolen har bedt dem om det," sagde han og trak på skuldrene. "De har aldrig forbudt mig det før. Det var endda min far, der introducerede mig for fiktion."
Jeg nikkede ude af stand til at formulere et ordentligt svar, selvom min hjerne arbejde på højtryk. 

Jeg tænkte på Evan, da jeg gik hjem den dag, og jeg tænkte på, hvad han havde sagt. Fiktion var ikke en ønsket genre i vores faktion. Viden skal vejes højere end noget andet. Fiktion er ikke viden. Det er meningsløse ord skrevet ned på papir og sat sammen i ligegyldige bøger, som ikke kan nærme sig bøger fyldt med fakta. 
Men alligevel kunne jeg ikke modstå lysten til at læse en fiktiv roman. Det virkede spændende og udfordrende, på en måde jeg aldrig havde prøvet før. Udfordringer var der ikke mange af i Intelligentsia. Det lod vi Skytsenglene tage sig af. Længe havde jeg beundret deres faktion, fordi de ikke kiggede ned på noget. De tog det som endnu en udfordring. Endnu en grænse der skulle afprøves. 
Jeg plejede at kigge på de sortklædte mennesker, der styrtede forbi hinanden i susendes fart, når faktionerne mødtes. Deres livsglæde og gåpåmod virkede enorm i forhold til, hvad de andre faktioner kunne præstere. 

Nogle dage senere fortalte vores klasselærer os, at Evan ikke længere gik i vores klasse.
Hun fortalte os ikke hvorfor, men jeg fandt senere ud af, at han havde læst i al hemmelighed, og at han nu var smidt ud af faktionen og endt som faktionsløs. Jeg har aldrig været så fyldt af raseri, som da jeg hørte det, og jeg lovede mig selv, at jeg også ville læse, og at jeg nok skulle vise dem, at der ikke er nogen, der bestemmer over os. Faktionsløs i så ung en alder. Hvad tænkte de dog på? Hans familie måtte være knust.

Problemet var bare, at jeg ikke havde de største chancer for at få fat i bøger. Jeg havde hørt om et undergrundssamfund, som holdt af fiktion, og som solgte det under næsen på faktionens overhoveder. En gruppe af mennesker der bragte bøger ind fra Pacifisternes kvarter, når der var et smuthul mellem de to faktioner. Det får det til at lyde farligt og dumt, som stoffer eller ulovlige sprængstoffer, men der er meget strenge regler i Intelligentsia, som skal overholdes, hvis man vil blive. 

Den første bog, jeg læste, slog benene væk under mig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne lade bøgerne ligge for evigt. Jeg måtte læse, så jeg begyndte at opbygge mig mit eget personlige bibliotek. Jeg drømte om boghylder fyldt med gode historier og flotte omslag, som jeg kunne kigge på og på den måde mindes bøgernes indhold. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev en smule besat. 
Bøgerne skaffede jeg fra hemmelige boghandler, som ingen kendte til, og det er svært at sige, hvordan jeg fandt frem til dem, men ingen faktion er perfekt. Der er altid folk, som ikke passer ind fuldstændig, og de hvisker i krogene. Jeg overhørte nogle samtaler hist og her, som endte med at lede mig i retning af bøgernes sælgere.
Mine bøger ville blive opdaget af min familie, hvis jeg opbevarede dem hjemme. Ikke engang på mit eget lille værelse ville de være i sikkerhed for nysgerrige blikke, for mine forældre kiggede nu og da ind, for at tjekke, om jeg nu også lavede mine lektier. Det var typisk Intelligentsia-forældre. 
Så jeg fandt en øde kælder i en forladt bygning lidt udenfor byen. Det var ikke så langt væk, at der boede faktionsløse, men heller ikke så tæt på, at der kom almindelige folk forbi. Det var helt mit eget. 
Der lå en samling grå huse, som var blevet forladt en gang for længe siden, og hvad var meningen med at vandre hele vejen der ud, når man vidste hvad der befandt sig der, og der var endnu uopdaget viden i diverse bøger derhjemme? Jeg vidste, at resten af folket i Intelligentsia ville tænke sådan, så mine bøger var i sikkerhed derude blandt affald og grusveje. 

Jeg besøgte kælderen hver dag i lang tid.
For at nå derud måtte jeg trave gennem buske og støv. Det virkede næsten som en ørken derude. Især når det ikke havde regnet i flere dage. Murstenenes støv svævede i luften, og jeg måtte gøre mig umage, for ikke at ødelægge mine bøger ved at lade døren stå åben ned til kælderen. 
Jeg fortalte selvfølgelig mine forældre en eller anden løgn om, at jeg lavede lektier hele tiden, men jeg sad bare og læste i en gammel gyngestol af mørkt træ, som jeg havde fundet i en stor, grøn skraldespand bag bygningen.
Det er utroligt, hvad folk smider ud.
Den virkede fint, bortset fra at det ene armlæn var knækket af, og så knirkede den en smule, når jeg vippede frem og tilbage. 

Så sad jeg dér og læste blandt vaklende reoler fyldt med bøger; i en kælder som ikke var min egen. Det var gråt, og det eneste lys kom fra to smalle vinduer i væggen tæt på loftet. Det mindede mest af alt om en fængselscelle.
Hvis jeg sad i lyset fra vinduerne, kunne jeg sagtens se til at læse. Væggene var dog grå, og det var en smule fugtigt dernede, så en gang imellem vågede jeg mig udenfor, hvor jeg sad i skyggen fra et kæmpe æbletræ, som dannede den eneste skygge ude foran huset. 

Jeg troede, at jeg var lykkelig, når jeg sad der. Det var lige indtil, jeg fandt ud af, at det var muligt at stikke af fra faktionens fangeskab. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...