Intelligentsia

Evelina lever i faktionen Intelligentsia ligesom hendes forældre. Intelligentsia vejer viden højere end alt andet, men Evelina ved ikke hvad hun synes om alle de regler og hele samfundet i faktionen. Hun begynder stille at gøre oprør ved at læse fiktive bøger, som faktionen ikke mener kan bruges til noget, men hun overvejer aldrig at flygte. Lige indtil hun møder Ben.

20Likes
21Kommentarer
1035Visninger
AA

3. Ben

En tyk bog på over 600 sider hvilede i mit skød, mens jeg læste gennem et par store, blå solbriller i solens klare stråler. Jeg vendte siderne igen og igen, og snart opstod den smukke film, som viste bogens historie inde i mit hoved. Det var det, jeg elskede ved at læse. Når ordene ikke længere skulle tygges igennem og forstås, men bare smeltede sammen til en handling helt af sig selv. Det var næsten magisk. 
Det var weekend, hvilket betød ingen skole, så jeg havde mere tid for mig selv. Et almindeligt medlem af Intelligentsia ville sidde derhjemme og fordybe sig i bøger med tunge facts omkring emner, som de alligevel ikke ville få brug for på noget tidspunkt i deres liv. Mine forældre var af den slags mennesker, så de lagde sikkert ikke engang mærke til, at jeg var væk. 

"Du burde ikke læse det der, ved du nok." En stemme hørtes bag mig. "De accepterer det ikke her."
Jeg vendte mig hurtigt rundt og så en dreng med mørkt hår og lysegrønne øjne stå få skridt bag mig. Han så ud til, at være en smule ældre end mig, så omkring de atten. Han var klædt i sort, hvilket betød Skytsenglene, men jeg lagde nu mere mærket til det skæve smil, som var smurt ud over hele hans ansigt. Han missede lidt med øjnene mod solens lys. 
"Hvem er du?" røg det ud af mig. Jeg havde aldrig set ham før, og jeg var straks nysgerrig efter at finde ud af, hvad en Skytsengel lavede i den fjerne ende af Intelligentsias kvarter. 
"Ben" sagde han. "Ben Earl." 
"Det er nok det korteste navn, jeg nogensinde har hørt." 
Han grinede.
Jeg stirrede bare på ham, indtil han rakte mig sin hånd, og jeg tog den. 
"Rart at møde dig...." Han tøvede, som for at få mig til at fortælle ham mit navn. 
"Evelina Mosby" tilføjede jeg så og smilede tilbage til ham.
Hurtigt tog jeg mine solbriller af og lagde dem på jorden ved siden af mig. Jeg lukkede også bogen, men beholdte den hos mig, så den ikke blev beskidt af at ligge direkte på jorden. 
Han satte sig ned, og kiggede nysgerrigt på bogen i mine hænder. Jeg havde mest af alt lyst til at kaste spørgsmål i hovedet af ham. Det var yderst usædvanligt at se et medlem af en anden faktion sådan en helt almindelig dag. 
"En ægte Intelligentsia-pige sidder og læser fiktion." Han grinede igen lidt for sig selv. "Hvorfor valgte du Intelligentsia?" spurgte han og kiggede fra bogen og op på mig. 
Jeg rødmede en smule. "Min familie er her."
Han nikkede forstående. 
"Ja, undskyld jeg spørger, men hvad laver du her? Du kommer vel fra Skytsenglene, sidden du har sort tøj på." 
Han kiggede op på skyerne, der svævede forbi, inden han svarede: "Det er rigtigt, at jeg kommer fra Skytsenglene. Jeg valgte dem til ceremonien, men min familie efterlod jeg hos Intelligentsia."
"Så du er her for at besøge dem? Men der er først besøgs-dag i næste måned." Jeg prøvede, at forstå hvad han mente, men jeg kunne ikke sætte tingene ordentligt sammen i mit hoved. 
"Jeg er ikke på besøg. Jeg er ikke engang kommet for at se dem igen." Han sukkede og tog tilløb til den næste sætning. "Jeg er stukket af." 
Først var jeg forvirret og så en smule imponeret. "Hvordan? Jeg mener.... hvorfor?" 
Han så mig direkte i øjnene. Han virkede ikke genert på nogen måde, og det gjorde bare, at jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. Også selvom jeg havde kendt ham i to minutter. Oven i det var han så flot, at jeg nærmest smeltede.
Desperat prøvede jeg at glatte mit hår ud, så jeg ikke lignede en faktionsløs. 
"Du gider da ikke høre hele min historie, gider du?"
"Ork jo, jeg har masser af tid." Og med den ene sætning fremstod jeg straks som en total taber, der ikke havde et liv ud over sine bøger. 
"Ser du, jeg er født og opvokset her hos Intelligentsia, men jeg har altid følt mig udenfor, for jeg stræber ikke efter den viden, som man finder i kedelige bøger. Jeg stræber efter at lære verden at kende, og jeg vil ikke leve bundet fast til en faktion. Jeg troede, at hvis jeg skiftede til Skytsenglene, så ville jeg passe ind. Så ville jeg endelig leve livet frit, men jeg tog fejl. Det hele var bare træning oven på træning hele tiden. Det er det eneste, de går op i. De træner til en kamp, der aldrig kommer." Han holdt en lille pause. Måske for at samle tankerne. 
"Jeg begyndte at forme en plan, for at slippe væk fra faktionerne. Jeg tænkte, at hvis jeg vandrede fra faktion til faktion og holdt mig til de øde steder, så ville ingen opdage noget."
"Så du blev faktionsløs?"
Han smilede for sig selv. "Det kan man vel godt sige." 
"Hvad så nu? Hvor er du på vej hen?" 
"Jeg har længe opholdt mig her." Han smilede, og det gik straks op for mig, at han måtte have set mig flere gange. Han havde sikkert også set mine bøger i kælderen, når jeg ikke havde været der. "Har du set mine bøger?" spurgte jeg for at afprøve min teori.  
"Det er en lettere imponerende samling, du har dig."
Bingo.
"For at besvare dit spørgsmål," fortsatte han, "så har jeg tænkt mig at aflægge et visit hos Pacifisterne i næste uge." 

Jeg fik en klump i halsen, og mit hjerte bankede lidt hurtigere. Alle de gange hvor jeg havde tænkt på at flygte, havde jeg altid smidt tanken væk igen, fordi det virkede urealistisk, at en pige som mig ville klare sig alene uden en faktion at støtte sig op af. Så sad Ben bare dér, og selvom jeg vidste, at jeg ville komme til at fortryde det, så sagde jeg det alligevel, fordi tanken i sig selv virkede fantastisk og uimodståelig.
"Tag mig med."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...