Valget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2014
  • Opdateret: 21 mar. 2014
  • Status: Færdig
Hun løber gennem byen, og møder en mand der spørger, om hun vil være hans lærling. Hvad vælger hun?

0Likes
0Kommentarer
210Visninger

1. Mødet

 

England 1775

Det var sent på eftermiddagen, og skoven henlå i stilhed kun afbrudt af de forskellige dyrs gøremål.  Pludselig stoppede alle dyrene, og gik ned i skjul, da de hørte en vogn komme kørende hen ad den bumpede vej, der kun sjældent blev benyttet. Vognen stoppede da den nåede midten af skoven, og ud kom en mand. Han havde et besynderligt udtryk i ansigtet. Som om han skulle til at gøre noget forfærdeligt, men nødvendigt. I det samme hørte man en klynkene lyd komme inde fra vognen, manden rakte ind i vognen og tog en tildækket kasse ud. Manden mumlede trøstende ord ned i kassen, mens han begyndte at gå ned af en stejl mosbegroet trappe, der førte ned til floden der løb igennem skoven. Han satte kassen ned på jorden ved flodbredden, og tog nogle søm op ad lommen. Han tog låget til kassen, som han havde haft under armen, og skulle til at sømme det fast, han kiggede ned i kassen med et blidt udtryk i ansigtet. ”Undskyld.” hviskede han ned til det sovende barn der lå i kassen. Han begyndte at hamre sømmene i. Da han var færdig med det sidste søm, tog han kassen og krammede den blidt. ”Undskyld.” hviskede han igen, i det han kastede kassen ud i floden, han havde ikke haft noget valg, hun var mærket af magi, hun ville aldrig få et ordentligt liv hos ham. Han kiggede ud over floden der glimtede dovent af solens sidste stråler. Han vendte sig brat, og gik op til vognen.

Manden kiggede trist tilbage på floden. ”Farvel.” sagde han og satte sig op i vognen og kørte væk. Da manden var væk, begyndte alle dyrene igen at fortsætte som om intet var hændt. Og kun fiskene på bunden af floden var nysgerrige angående den mystiske kasse. De fulgte efter den, da den begyndte sin lange rejse ned af floden, omgivet af mørkt vand og visne blade. Ingen af dem vidste, hvad det lille barn i kassen ville komme til at opleve. For nu, var det bare en lille kasse der strømmede roligt ned af den mørke flod.

”Din lille tøs kom så her!” Råbte den vrede mand, der løb efter hende. Ha, som om han nogensinde ville fange hende. Hun var ligesom vinden, når hun løb. Hurtig, vild og lige pludselig væk. Og eftersom hun kendte byens gader bedre end sin egen bukselomme (hvis hun havde haft en) var der ingen der kunne fange hende. Og det var nemt at forsvinde i en stor by som denne her. Et skarpt sving til højre der, klatre over muren her og pist så var hun væk. Hun tog det stjålne brød frem, som hun havde gemt under kjolen. Det var stadig varmt, og dets liflige duft fik hendes tænder til at løbe i vand, og hun glemte alt omkring sig. Hun var så sulten. Hun nåede lige at se en hånd stikke frem for at tage brødet, da hun hurtigt fik det gemt ind under den lasede kjole igen. Hun kiggede op med et anklagende blik, til den der havde prøvet at tage hendes brød. Hun fik et chok, da hun så hvem det var hun havde beskyttet brødet imod. Hun kiggede direkte ind i et par brune hårde øjne, der hurtigt inden hun nåede at stikke af, havde fået fat i hendes nakke. Han løftede hende op, så de var i øjenhøjde. Hun sank hurtigt det klynk, der var på vej op ad hendes hals. Man måtte ikke vise svaghed, så var man død. Hvor dum var hun også lige, at vifte det brød rundt når de fleste der boede i den her del af byen sultede. ”Hvor gammel er du?” spurgte manden med en hård stemme. Hun var lille af sin alder, så hun plejede at lyve, men hun turde ikke, det føltes som at de kolde øjne, så lige igennem hende. ” Fjorten, herre” sagde hun med en stemme, som hun var stolt over ikke rystede. ”Hvor har du fået det brød fra?” spurgte manden. Hun spyttede ham i ansigtet, hvilket fik ham til at løsne grebet om hendes nakke, hun røg ned på jorden, og sparkede ham hårdt mellem benene, så han faldt sammen med en fløjtende lyd. Hun spildte ikke mere tid, og løb hurtigt væk. Hun undrede sig lidt over manden, mens hun løb. Han havde ikke lignet en der boede i slummen. Ganske vist havde hans tøj været laset, men alligevel hans holdning havde ikke været som en tiggers, mere som en med pengesæk(øgenavn til rige folk). Nåh, det var lige meget, nu hvor hun var sluppet væk, og hun fik ham nok aldrig at se igen. Hun grinede lavt frem for sig og tog en pung frem fra sin beskidte kjole, han havde ikke engang opdaget, at hun havde taget hans pung. Dumme mand.

Senere på aftenen i hendes lille skjulested, sad hun og gumlede brødet i sig. Hun hørte pludselig en lyd udenfor, og hun stivnede. Hun havde lært at være på vagt over for sådan nogle lyde. Hun flyttede nervøst rundt på sig, der blev stille udenfor hendes lille hule. Hun blev nødt til at se efter, og med hamrende hjerte stak hun forsigtigt hovedet ud, og alt blev sort omkring hende

Hendes hoved dunkede, da hun kom til bevidsthed igen. Hun havde ikke lyst til at sætte sig op eller åbne øjnene. Hun rørte lidt på sig, men stivnede da hun hørte nogle stemmer komme nærmere. Hun slappede af i kroppen, og prøvede ihærdigt at ligne en der var bevidstløs. Det var nu ikke svært at slappe af. Hun havde ekstremt ondt i hovedet og hvad end hun lå på var det virkeligt blødt. Stemmerne kom endnu nærmere, og hun spidsede ører, for at høre hvad de talte om.” I skulle jo kun bringe hende herhen, ikke slå hende bevidstløs” sagde en vred stemme, som hun forskrækket genkendte, som manden hun havde sparket. Ved satans skæg, sig ikke at hun havde angrebet en pengesæk. Hun var så færdig. Hun kunne høre manden, hun havde sparket sendte den anden væk. Manden kom hen til hende og sagde højt ”Du kan godt åbne øjnene nu, jeg ved du er vågen.” Hun åbnede nervøst øjnene.

Jep, han var helt sikkert en pengesæk. Det hår der før havde været uredt og fedtet, var nu børstet og var bundet omme i nakken. Hans før lasede klæder var blevet udskiftet med nogle broderede kjortler og bukser, som garanteret havde kostet mere end hun nogensinde ville kunne stjæle. Han var omkring de tredive, ville hun gætte på. Han kiggede underligt ned på hende, og hun kunne ikke lide det glimt han havde i øjet. ”Du er den første der nogensinde har stjålet fra mig.” Sagde han med et smil, hun flyttede uroligt rundt på sig. Sikke noget sludder. Alle havde prøvet at få noget stjålet, altså med mindre man var en… troldmand. Hun kiggede uroligt op på manden ved siden af sig, han kunne da ikke være… nej. Hun bildte sig bare noget ind, men alligevel… Som om han kunne læse hendes tanker, sagde han ”Du bilder dig ikke noget ind. Jeg er en troldmand.” Hun kiggede bange op på ham, hvad ville han med hende. Hvorfor havde han ikke bare efterladt hende i en mørk gyde. Hun trak hurtigt det tæppe der lå over hende, så det dækkede mere af hendes sparsomme beklædning. ”Bare rolig, jeg er ikke interesseret i børn.” Sagde han hånligt, da han så hende beskyttende bevægelse. Hun kunne mærke sine kinder blev varme af flovhed. Han sagde noget igen, ”faktisk tænkte jeg på om du ville være min lærling?”

Hun kiggede forskrækket op på ham, hvad sagde han? Hende hans lærling, der måtte være en spøg! Han fortsatte ” Nåh, hvad siger du? Vil du eller ej?” Han så ud til at mene det alvorligt, hun tænkte over hendes liv, gå tilbage til slummen eller blive her. Være sulten hele tiden eller blive mæt. Være kold og våd eller blive her i varmen. Hun tænkte sig om, men jo mere hun tænkte over det, kunne hun ikke se nogle fordele ved sit tidligere liv. Han rakte hånden ud til hende, hun kunne tage den eller lade være. Hun kiggede op på ham med sine blå øjne, og tog fat i hånden med et fast greb, og derved beseglede hun sin skæbne.

 

New York 2014

Han løb frem og tilbage mellem folk. Det var som om at han var vinden. Ingen kunne fange ham. Politiet havde opgivet ham et par blokke bagud, som sædvanlig havde han løbet fra dem. Han løb ind i gennem en gyde og videre ud på den åbne gade. Han var usynlig.  Han slappede lidt af. Bam, han løb direkte ind i en eller anden. Han blev bleg, da han så hvem han havde løbet ind i. Nogle hårde blå øjne kiggede på ham, som de kunne se igennem ham. Kvinden der havde taget et fast tag i hans arm, kiggede lidt underligt på ham. Hun smilede et uhyggeligt smil. Hun gik helt tæt på ham, og hviskede ind i hans øre. ” Kunne du tænke dig at blive min lærling?”…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...