Det var bare for sjov


3Likes
1Kommentarer
152Visninger
AA

1. Det' bare for sjov

Vis rettelser - Mikkel, du gør det ikke, hør nu efter, for fanden. Kim kunne høre panikken i sin egen stemme, tøsepanikken.

Drilagtigheden boblede i Mikkels brede grin, mens han løftede en sten op over broens rækværk. En pænt tilhugget firkantet sten, rustikt ru i overfladen, en pyntesten til en nysselig indkørsel.

- Slap af, mand. Der sker sgu da ikke noget.

- Men hvad hvis der gør? Du kan jo ikke vide hvordan den rammer.

- Det’ jo bare en lille sten, Kim. Hvad helvede går der af dig? Mikkel trak sig tilbage til broens strømlinede sikkerhed, mens stenen uroligt flyttede sig frem og tilbage mellem hans hænder, altid i bevægelse, altid søgende.

Nede på motorvejen fræsede strømmen af biler af sted. Lyskegler voksede, kom truende tæt på, fejede ind under dem, de næste lige i hælene. Uophørligt, utæmmet, udfordrende.

Kim gned panden med nervøse fingre, prøvede forgæves at huske.

- Den vejer jo ikke ret meget. Prøv selv. Mikkel vippede hurtigt stenen over i Kims hænder. - Se selv. Gjorde det måske ondt? Hvad skulle der så ske?

- Det’ jo noget andet. Der er sgu da langt ned. Hvor meget tungere tror du ikke den er når den rammer?

- Ikke spor tungere end nu, din idiot.

Mikkel vendte sig igen mod vejen. Det sydede og drønede dernede. Flere og flere. En stadig hvirvlen af biler på vej, mod havet, mod byen, mod livet et sted.

Kim kunne ikke sige mere, kunne ikke finde på, kunne ikke stoppe galskaben, kunne ikke vende om og løbe sin vej.

- Den der, triumferede Mikkel og nikkede mod en sort BMW i yderbanen, men da var den allerede svisjet ind under broen.

- Eller skal det hellere være en Audi? En lille Mini måske? Grisetransport, var det ikke noget? Så kunne de få lidt at hyle over. Bare en lille bule i taget. Det er jo for helvede bare for sjov. Vi kan jo også lade den selv vælge.

Og pludselig slap han stenen.

Bagefter kunne Kim ikke huske noget om tiden. Stenen dalede langsomt som en fjer, svævede lidt frem og tilbage over bilerne der sneglede sig af sted, frosset i et øjeblik af tonløs uundgåelighed.

Så skar bragene sig gennem stilheden, det ene efter det andet. For hans blik væltede sølvgrå, sorte og røde biler rundt i luften. Grise skreg, løsrevne hjul trillede væk, en pludselig regn sydede på overophedede motorhjelme, bag ved ham var der en der græd. Han løb. Ville væk fra lydene af kaos, stanken af ødelæggelse, væk fra den vanvittige gråd, men den satte sig på hans skulder som en djævel der havde grebet alt for godt fat. Den fulgte ham hele vejen gennem skoven, gennem gaderne, ned ad kældertrappen, så måtte han lukke sig om smerten og klemme den sammen til en knude i et hjørne af maven. Roligt og ubekymret gennem køkkenet, et hej ind ad stuedøren, trappen i de sædvanlige trespring, et fordækt skrig ned i hovedpuden.

Neden for trappen kaldte moren. Om han vidste hvad der var sket? Var der sket noget da? Det vidste han ikke. Om han ikke havde hørt ambulancerne? Nej, ikke før nu. Det var nok bare nede på motorvejen.

Søvnen gav ingen ro. Derude i mørket blinkede ulykken stadig. Gule lyskegler skar natten op i billeder han ikke ville se og lyde han ikke ville høre. Drømmene kørte for stærkt og pressede sig op i halsen på ham. Han vågnede ved en bleg stemme der klynkede. - Det var ikke min skyld.

Om morgenen hang Mikkel som sædvanlig på sin cykel og ventede udenfor, udramatisk fløjtende. Det udfordrende grin hang stadig i hans ansigt, stemmen var klar og uden skyld, uden ansvar. Han var blevet derude, pralede han, havde talt de blå og gule blink og lyttet til sirenerne, indtil en politibil langsomt nærmede sig broen og alle tilskuerne deroppe. Så var han stukket af, men ingen havde set ham. Altså ingenting at bekymre sig om. Bare satans man ikke kunne fortælle om det. Mon politiet ville finde hans fingeraftryk på stenen? Nej, den var der sgu nok ingen der lagde mærke til. For øvrigt var der vel ingen der sagde at det overhovedet havde noget at gøre med den åndssvage lille sten, vel?

Kim sagde ingenting. Knuden i maven lavede huller i hans stemme, følte han. Tavshed i timerne, i frikvartererne, et eftertænksomt blik fra klasselæreren som dog ikke sagde noget, men lod ham sidde. Havde hun sagt noget, var knuden vokset og blevet til ord, til sorte vilde ord som han ville fortryde, forsikrede Mikkel ham om. Det havde måske været bedre, men nu var det for sent, de havde alle sammen sagt at de ikke vidste noget.

I sidste time kom politiet. En venlig betjent med en munter forstående stemme. Han kendte nok til drengestreger, sagde han, til det at gøre noget for sjov, for man tror jo ikke . . . . Det var måske heller ikke gået så galt som det kunne have gjort. Kun et par enkelte biler involveret, men alligevel var en ældre mand afgået ved døden. Kim løftede hovedet. Hvad med grisene? Nej, der havde ikke været nogen grise, hvorfor han dog troede det? Det var bare noget han havde hørt. Bare noget de sagde.

Betjenten snakkede videre. Løsrevne stumper af hans indtrængende ord landede på bordet foran Kim. Strafansvar, uagtsomt manddrab, sociale myndigheder, den dødes barnebarn på intensiv. Blå blink blandede sig, de hvirvlede rundt mellem hinanden som efterårssyge blade. Uagtsomt fængsel, intensive myndigheder, ansvar, mor, døde formyndere. Forvirringen sved i hans blå øjne. Han så op, så den langsomme forståelse i betjentens blik. Så ringede det.

- Du er godt dum. Hvad fanden var det for noget med de grise?

- Det var dig selv der. . .

- De var sgu da længe væk.

- Men jeg hørte dem. Jeg hører dem hele tiden. Og ser alle bilerne. Hvorfor sagde han der kun var et par stykker? Du havde da. . . .

- Det var bare for sjov. For helvede, Kim, der skete jo næsten ikke noget.

- Der var sgu da en der døde. Kalder du det ikke noget?

- En gammel mand med krykstokke. Sådan en skulle for fanden ikke have lov at køre bil. Hvor skal du nu hen? Skal vi ikke. . . .

- Nej jeg skal hjem. Jeg tror min mor får gæster. For resten, så tror jeg det bliver dyrt, flere hundrede kroner. Mindst. Tager du dem med i morgen? Ja, til kransen. Det er da det mindste vi kan gøre.

Så kørte han. Ned ad bakken. Hjem. Alt for tidligt hjem. Det plejede han ikke, men mor ville ikke spørge, ikke i dag. Bag sig hørte han Mikkel råbe noget. Han hørte ikke efter. Ikke engang for sjov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...