Mandeltyven

En helt almindelig dag, på Strøget, København. Det var den dag, der ændrede hele mit liv. Hvorfor lod jeg hende ikke bare få de mandler?

1Likes
2Kommentarer
343Visninger
AA

9. Computeren

~~Jeg var mundlam. Denne uendelige smukke pige, med den uforglemmelige stemme, hvordan kunne hun dog være så sur, fortvivletog ude af kontrol?
”Hvad skal jeg gøre? ” spurgte jeg med en rystende stemme, men dog stadigvæk rolig. ”Lige nu skal du bare slappe af. Og det skal jeg også” Så satte hun sig ned ved siden af mig. Vi begyndte at snakke om alt mellem himmel og jord, og også om dengang hvor Melanie stjal mine mandler. Der løb også en lille tårer fra min kind, da jeg fortale om hvordan jeg havde taget afsked med min mor, far og lillesøster. Og jeg begyndte også at tale om hvad de mon lavede nu, og om de overhoved savnede mig ”Ja, nu hvor vi snakker om det med savn, er der nok noget jeg må vise dig” sagde hun og tog en lille computer frem. Hun tændte for internettet, gik ind på BBC World News, og trykkede på et billede. Et billede der ætsede ind i min hjerne. Et billede af min mor, far og lillesøster der krammede hinanden, og græd, og overskriften var: En verden i sorg.
Melanie gav mig computeren, og gik ud af lokalet. Jeg trykkede på billedet, og begyndte at læse min egen historie. Om hvordan at jeg var blevet kidnappet og hvordan der ikke var noget håb tilbage. Hvordan jeg i min mors og fars billede var død. En artikel fangede mine øjne: ”Skolekammerater er fortvivlede! ” stod der med stort og fed skrift. Der var et billede af min veninde, Lusy, som græd. Jeg trykkede på linket, og læste om hvordan, skolen havde holdt bede aftener for mig, og havde tændt lys.
Jeg blev både glad og fortvivlet på samme tid. Glad for at de tænkte på mig, men også fortvivlet over, hvorfor de havde gjort alt dette. I skolen var jeg jo bare den stille pige, som så op til den populærere, of havde en masse andre ”almindelige” veninder. Jeg var jo en helt normal pige?
Jeg læste videre i artiklen, og flere og flere interviews med mine klasse kammerater, og selv dem jeg ikke engang gik på skolen blev interviewet. ”Jeg savner hende så meget” var nok den sætning der blev nævnt flest gange, i de utallige siders lange interview, med de personer jeg knapt nok kendte. Til sidst var der en video, med en mand, iført en helt hvid maske, og som sagde: ”Dette er en hemmelig kilde der taler. I får ikke pigen frigivet før at i giver 100 millioner til det kontonummer der står i linket nedenunder ”Bagefter stod der bare:
VI GØR VERDEN RETFÆRDIG
Neden under videoen var der en billedtekst, hvor der stod ”Det er ind til videre det eneste spor i sagen om den forsvunden pige. Politiet kan kontaktes på 114, hvis nogen har nogle informationer. Politiet opfodre alle til ringe ind, hvis de har det mindste. ”
Jeg var mundlam.
Efter et stykke tid kom Melanie ind igen. ”Har du læst det? ” jeg svarede ned et iskoldt ”ja” ”må jeg forklare? ” spurgte hun. Jeg kunne mærke vreden blusse op i mig, og endte med at jeg flippede ud på hende imens jeg skreg hende i ansigtet ”Sådan så du kan bortfører mig, og kræve flere penge af mig? Nej tak! Du er sku så led og uretfærdig at jeg er ved at brække mig over dig! ”
Efter jeg var kølet af, forklarede hun ”Det er ikke mig der har bragt os her. Jeg er også en fange lige som dig. Jeg er blevet bedraget og snydt” ”Så nu er det ikke din skyld mere… Hvordan bedrog de dig? ” Hun kiggede på mig. Direkte ind i øjnene. Og hun sagde ”Hør efter”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...