Born To Be Somebody

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2014
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Igang
Jeg har længe gået og dagdrømt om denne her, og nu fik jeg lyst til at skrive den. Den handler om Allison (tilfældigt navn) som vil gå på High School i USA. Hendes High School ligger i Los Angeles. Hun har ikke selv valgt det skulle være der, men EF som er dem der hjælper en med at komme der over osv. I hendes fritid går hun til dans. Danse holdet får gode nyheder og må derfor selv vær i sær vælge et sted i Nordamerika de vil hen og optræde. Allison er Belieber, derforvælger hun selvfølgelig Stratford. Da turen går til Stratford møder hun er person hun vidst har gået og drømt om noget tid ;)

3Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

4. I Thought You Were Another

"Undskyld vi vidste ikke at i..." Ashley stoppede med at sige noget. De så meget forvirret ud. "Okay, men vi ses i morgen så...ja...vi ses" Hele denne her situation er meget akavet. "Vent!" Skyndte jeg mig at sige. De vendte sig om. "Hvad vil i?" Spurgte jeg nysgerrigt. De kiggede på hinanden og så på mig. "Vi ville bare sige undskyld. Vi håbede på vi kunne snakke lidt sammen igen, men vi kan se du har travlt med en anden" sagde Ashley surt. "Det er ikke fordi jeg ikke vil snakke med jer. Det er bare lidt svært at komme fra et andet land, fra andet kontinent til, at komme her over og møde nye mennesker. Jeg havde håbet, at da jeg stødte ind i jer ville i forstå mig". Jeg var ved et græde igen. Jason lagde en hånd på min skulder og smilte skævt. "Du har jo også bare byttet os ud med ham!?" halv råbte Emmy. "Det har jeg ikke! I ville ikke opføre jeg sådan, hvis i forstod mig. Sådan opføre Jason sig heldigvis ikke" sagde jeg surt.

 

Jason kiggede skiftevis på os alle. Han så også ret forvirret ud. "Om man forstår dig eller ej, har intet med det her at gøre" sagde Ashley. "Jo! Jeg vil gerne kunne snakke med en masse forskellige, hvis det her fx. skulle ske. Så har jeg da nogle andre at snakke med. I kender jo stort set alle" Årh hvor flabet kunne de lige være? "Da jeg mødte dig, tænkte jeg at du ville være sådan en sød veninde. Emmy og jeg er heller ikke altid gode venner, og man kan ikke altid komme til alle andre. Og heller ikke hvis man stort set kender alle. Men du var bare så sød og dig selv. Jeg tænkte du kunne være vores perfekte perle" sagde Ashely trist. Jason kiggede underligt på Ashley. "Perle?" sagde han forvirret. "En god ven" sagde Ashley hurtigt. Jeg kiggede på Jason og smilte. "Ses i morgen" sagde Emmy trist, og så gik de begge to ud ad terrassedøren. 

 

"Jeg vidste ikke jeg er sådan et stort problem" sagde Jason, imens han gik over mod sofaen. "Det er du heller ikke, de er bare" Pludselig blev jeg afbrudt af nogle rasle med døren. Jason og jeg kiggede underligt over mod døren. "Luk den nu!" hviskede Emmy højt. "Jeg kan ikke. Hjælp mig nu!" hviskede Ashley også højt. "Hvorfor tager de ikke bare den anden vej?" spurgte Jason forvirret. "Terrassedøren kan jo alligevel ikke lukkes udefra". "Fint. Jeg har ikke lyst til at sige det, men fint". Jeg gik over mod dem og stod nok 1 meter fra dem. "I kan bare tage døren og ikke terrassedøren" skyndte jeg mig at sige akavet. De vendte sig om mod mig, og gik så om til døren. 

BANG!

Jason og jeg kiggede hurtigt og forskrækket over mod hoveddøren.

 

"Nå, men du er ikke et problem" sagde jeg til ham. Han kiggede trist på mig "Det kan du jo sagtens sige. Du kan da se jeg skaber store problemer i jeres venskab. Måske har de ret. Måske skal vi bare lade være med at tale sammen". Han kiggede ned i gulvet. Jeg satte mig ved siden af ham og kiggede over på det ting der var over for os. "Jeg har før mistet min bedsteven. Altså hun døde ikke. Men vi stoppede langsomt med at snakke sammen. Selvom vi dengang for bare 1 eller 2 år siden gik og sagde, at vi skulle være bedstevenner forevigt, så holdte den ikke" Jeg tog en dyb indåndning. "Jeg mistede så også roligt kontakten med en anden, men jeg samlede heldigvis lidt op på det. Derefter var det svært for mig, at finde en ven jeg bare altid ville snakke med og altid ville være sammen med, og en jeg bare holdte 100% af og følte vi havde et ægte venskab. Jeg fik nogle flere venner i Danmark og de er også rigtig søde, men det er bare ikke det samme. De andre her jeg jo kendt siden børnehave. Det føltes bare mere ægte, at have kendt nogle stort set hele ens liv. Men tag nu ikke fejl. De er nogle rigtig gode venner, og jeg er glad for at kende dem. Du har fået mig til at føle, at jeg har kendt dig hele mit liv. Desuden orker jeg ikke at miste flere. Jeg er så tak nemlig for mit liv. Jeg savner bare stort set alting. Jeg vil bare ikke miste kontakte med flere venner"

 

Han kiggede trist på mig. "Vil du ikke nok blive?" følsomme mig var ved, at græde igen. Han smilte skævt og gav mig det største kram. "Det vidste jeg ikke" sagde han. "Det er der næsten ingen der ved" sagde jeg trist. "Undskyld" sagde han. Jeg svarede ikke tilbage. De havde jeg ikke nok kræfter til. Jeg begyndte at bryde sammen. De gode minder jeg har mistet. De gode venner jeg har mistet. Mine andre venner fra Danmark snakker jeg heller ikke med i øjeblikket. Og jeg er langt væk fra min familie. Okay skidt tænkt. Nu havde jeg ihvertfald ikke flere kræfter til at smile. Han tog hurtigt mig helt ind til ham og var helt stille. "Undskyld" sagde han. "Jeg kan ikke lide du græder. Det gør mig ked af det" sagde han ret sødt. Han tørrede en tåre væk fra min kind, og kiggede trist på mig med at lille smil. "Nej det er mig der undskylder. Jeg satte min op med mine våde røde øjne. "Jeg har sikkert overdrevet for meget"

 

Jeg kiggede ned må mine fingre, og pillede ved mine negle. Han lagde hans hånd på mine og satte mit hår om bag øret, med den anden hånd. Jeg kiggede op og smile kort. "Hvad hvis nu vi snakker sammen nogle gange efter skole, og nogle gange når vi har fag sammen. Og så lige lidt ude på gangene. Måske også lige meget lidt til frokost. Så snakker du med Ashley og Emmy, og jeg snakker med Luke" sagde han glad. "Det lyder super, bortset fra at jeg er uvenner med Ashley og Emmy". "Hmm" Han kiggede nysgerrigt rundt og lavede et "jeg tænker" ansigt. Han kiggede glad på mig "Jeg har en ide" smilte han. "Godt hvad er det?" smilte jeg tilbage. Han kiggede ned på sin mobil. "Skal hjem nu. Du finder ud af det i morgen" Sagde han imens han tog sko på. "Okay, tak". "Det var så lidt" smilte han.

 

*Næste dag på skolen*

 

Jason og jeg gik sammen ind på skolen. "Jeg tog min søster blad med" sagde han, da han tog et blad frem. "Vi sætter os alle sammen ved samme bord. Så du starter bare med, at gå med Luke og jeg. Så sætter vi os alle 3 hos Ashley og Emmy. Så finder jeg bladet frem, og så..." Et blad frem? Ham? Haha. Jeg begyndte at grine en smule. "Hvad er der?" Han kiggede underligt på mig. "Det lyder som god plan, men der er bare ikke ret mange drenge der tager et blad med i skole" små grinte jeg. "Ej okay. Vi siger bare at den gled i min taske i går. Så er der så meningen, at i skal falde i snak om bladet og bum, så smutter vi, og det er det" Jeg kiggede tvivlede på ham. Men jeg havde ikke selv noget der var bedre. Jeg har ikke engang nogen plan, så vi prøver da bare. "Okay" nikkede jeg.

 

Min første time var med Ashley og Emmy. Desværre. "Godmorgen alle sammen. I må gerne finde jeres ting frem fra i går, og arbejde videre med det" sagde vores matematik lære. Jeg sad for mig selv, da alle andre sad sammen. Jeg satte en hånd op til min kind, og lænede mig op ad den. Det er bare nødt til at gå godt i frikvarteret, ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør

Jeg skimtede min lære komme over til mig. "Ashley og Emmy er her i dag Allison" Jeg kiggede akavet over på dem. "Ja det er de da også" Jeg lod som om, jeg ikke havde set dem kan i sikkert gætte. "Det er bare fordi i altid arbejder sammen" Hun kiggede smilende på mig. Jeg kiggede bare op på hende og så ned i mine papir. Nu kiggede hun over på Ashley og Emmy, som også kiggede herover. De vendte hurtigt deres hoveder ned i papirende. "Hvad er der med jer?" spurgte vores lære overraskende. Det var meget akavet, og jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige. "Nå ja, men det må i også selvom". Jeg kiggede over på Ashley og Emmy, og så hurtigt tilbage igen. Der her vil nok blive min længste time nogensinde. Det er kedeligt, trist, akavet, og generelt bare kedeligt. Jeg sad og hang meget med hovedet. Humøret er jo heller ikke ligefrem i top. Jeg skimtede Ashley kiggede over på mig, da Emmy lavede opgaver. Hun kiggede trist på mig. 

Jeg lavede ingenting. Jeg lagde bare 'på' mine arme, som var overkors, på bordet. Når ja. Jeg havde også time med Jason og Luke i dag. Jason kiggede trist på mig, og så kiggede han liiidt surt på Ashley. Hun kiggede ned i bordet og arbejdede videre. Emmy havde bare ingen ide om, hvad der forgik bag hende. Jason prøvede at kommunikere med Ashley om, at hun skulle gøre noget.

Jeg kiggede op på dem, og så lod de som ingenting. Jason kiggede på Ashley. "Undskyld. Vi tænkte ikke lige over det med, at du kom fra et andet land osv..." Ashley kiggede spændt på mig. Spændt på hvad jeg skulle sige? Sikkert. Jeg nikkede kort "det er okay". "Det ved jeg det sikkert ikke, men har du ikke lyst til, at arbejde sammen med os?" Et lille smil poppede op på mit ansigt. "Det vil jeg gerne". Jeg kiggede over på Jason. Han lavede en tommel op, som fik mig til at smile mere.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...