Begravelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2014
  • Opdateret: 19 mar. 2014
  • Status: Færdig
Bare en kedelig novelle, som jeg har skrevet i skolen. :)

0Likes
0Kommentarer
166Visninger

1. Begravelse

Turen til kirken var ikke lang. I bilen blev der ikke sagt et eneste ord. Jeg kunne godt mærke på mine forældre at de helst ikke ville tale om hende. Det havde jeg heller ikke selv lyst til, og selvom alle kloge voksne altid har sagt, ”det er sundt at snakke om tingene”- kunne jeg ikke selv se idéen ved at snakke om det. Hun var død og væk for altid. Det vidste jeg. Nu ville det kun være dem og mig. Det skete for en uge siden. Hun havde altid været sund og rask. Hun havde været dygtig i skolen, meget dygtigere end mig. Hun havde været både mors og fars yndlings, og selvom jeg gerne vil indrømme at jeg på nogen punkter havde missundet hende, fortjente hun at være deres yndlings. Hun var rar mod alle, og jeg tror aldrig nogensinde hun havde hadet nogen. Hun så det bedste i alle folk, selv i mig. Hendes totalt uduelige tvillingebror.

 

Vi var på vej i seng, da min far blev ringet op af hospitalet. Han og mor havde begge skyndt sig i overtøjet og var løbet ud til bilen. Da jeg ikke vidste hvad der var sket, var jeg bare fulgt med. Jeg havde aldrig set min far køre så hurtigt, og jeg kunne se på min mor at hun ikke var hel rolig ved tanken om at min far kørte meget hurtigere end man havde lov til. Da vi var kommet til hospitalet var det alt sammen gået meget hurtigt, vi blev budt velkommen, vi gik hen ad en lang gang, og endelig blev vi ledt ind i et rum, hvor jeg lige kunne skimme min søster liggende i en seng. Min mor løb grædende over til hende, imens min far snakkede lidt med en læge, der forklarede situationen. Der gik et par minutter, og så lød der en hylen, flere læger og sygeplejersker styrtede ind. Vi blev ledt ud af stuen og ud i en gang. Min mor var brudt ud i gråd og min far stod og holdte om hende. 

 

Kirken var som altid et smukt sted, men især denne dag. Buskene på kirkegården var lige sprunget ud. Hvis det ikke var fordi der blev afholdt begravelse den lørdag, havde jeg nok ligget ude i solen og bare slappet af. Det var den bedste forårsdag vi længe havde haft, og så alligevel ikke. Jeg kunne ikke glæde mig over dagens vejr, når jeg var ked af det.

 

Min far bankede på bilruden, ”Skal du ikke med?” lød hans stemme, bag glasset. Jeg havde været så optaget af vejret at jeg bare havde stirret ud af vinduet, uden at opdage at både min mor og far var steget ud. Selve begravelsen startede først et par timer senere, men vi skulle gøre alting klar. Da jeg trådte ind i kirken, som jeg ikke havde været i siden vi var blevet konfirmeret, var det første jeg fik øje på, en hvid kiste, der stod i midten, foran alteret. Det var den kiste mine forældre havde valgt. Det var svært for mig, at tro på at min søster lå i den. Helt livløs. Død. Min mor og far, som fik hjælp af et par af deres venner, som lige var kommet, var begyndt at bære blomster ind. Jeg prøvede at fange min fars blik, han kiggede på mig og lavede en grimasse, der betød at jeg ikke behøvede at hjælpe, hvis jeg ikke havde lyst til det. Jeg nikkede taknemmeligt og satte mig på den forreste række, hvor jeg senere også kom til at sidde. Jeg kiggede op på alteret og betragtede det lidt, inden jeg lukkede øjnene.

 

 ”Lad vær!” Hun prøvede at skubbe mig væk, men hun grinte så meget at hun ikke kunne skubbe mig væk. Jeg fortsatte med at kilde hende, og hun var blevet helt rød i ansigtet, mens hun grinte. Hun prøvede at skrige, men det grinte hun for meget til. Da hun havde revet sig løs, var jeg også begyndt at grine. Man kunne ikke andet. Hun havde det sjoveste grin, som altid gjorde mig i godt humør. Hun hadede når jeg kildede hende, og det var derfor det var sjovt. Vores forældre grinte altid, når hun grinte. Det gjorde alle. Da hun endelig trak vejret normalt, klemte hun øjnene sammen og kiggede ondskabsfuldt på mig, også brød vi begge ud i grin. Hun løb efter mig, ud af huset og ud i haven. Jeg havde altid løbet hurtigere end hende. Det havde jeg lært da jeg var lille, og altid irriterede 9'ende klasserne på skolen. Det gjaldt om at være hurtig, når de fik nok af en. Hun smed sig forpustet i græsset og grinte. ”Du løber så hurtigt” sagde hun. Jeg smilede og lagde mig ved siden af hende. ”Det har jeg lært med tiden.”

 

 ”Er du okay?” Min mor satte sig ved siden af mig, og lagde hånden på min skulder. Jeg kiggede på hende og nikkede. Jeg var ikke okay, men min mor, som selv slet heller ikke var okay, ville nok blive endnu mere ked af at hendes søn ikke var okay. Det var selvfølgelig helt i orden ikke at være okay, men jeg ville helst ikke se hende græde. Jeg prøvede at smile til hende, men hun lagde armene rundt om mig og jeg kunne mærke tårerne presse på. Min mor løsnede sine arme og kiggede mig i øjnene. Jeg hørte min far kalde og min mor rejste sig hurtigt. Snart ville hele kirken være fuld af grædefærdige mennesker. Min mor havde inviteret hele vores familie og min søsters og min klasse. Vi havde gået i parallelklasse. Personligt ville jeg ikke have at min klasse kom, men min mor havde insisteret på det. ”Mange af dem fra din klasse var også gode venner med hende, og de vil gerne kommer” havde min mor sagt til mig, da jeg havde protesteret. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke ville have at de skulle komme. Måske var jeg bange for at de skulle se mig græde. Jeg var ikke den type der normalt græd. Men når jeg tænkte sådan fik jeg dårlig samvittighed, min søster fortjente bedre end det. Hun var den bedste søster, man kunne drømme om. Hun var ikke bare den bedste søster, men det bedste menneske.

 

Kirken blev langsomt fyldt med mennesker i mørkt eller sort tøj. De så alle meget bedrøvede ud og havde en masse blomster med. Min far stod med armen om min mors skulder, i kirkedøren og tog imod folk. Jeg selv, holdte mig lidt i baggrunden, men folk kom alligevel hen og gav mig hånden. Da min klasse og parallelklasse var kommet satte jeg mig ned, på den stol jeg skulle sidde på. Men jeg rejste mig igen, for at se hvem fra min klassen der var kommet. Alle var kommet. Mon de alle sammen også ville komme til min begravelse? Jeg var ikke ligefrem venner med nogen af dem. En pige med langt brunt hår fra min parallelklasse, som ofte havde været sammen med min søster, hjemme hos os, kom hen til mig. Hun havde været min søsters bedsteveninde. Hun kiggede på mig, og da jeg rakte hånden frem mod hende, brød hun ud i gråd. Hun tog hænderne op for ansigtet og da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, lagde jeg armene rundt om hende, og klappede hende trøstende på ryggen. Hun kiggede taknemmeligt på mig og gik så hen for at slutte sig til hendes og min klasse. 

 

Da alle havde sat sig ned, begyndte orgelet at spille. Alle rejste sig og satte sig så igen. Min mor, som sad ved siden af mig, tog min hånd og jeg kunne se tårerne løbe ned ad hendes kinder, hver gang hun blinkede. Præsten begyndte ”Vi er samlet her i dag, for at mindes Lea Nielsen, som omkom sidste fredag...” Da hendes navn blev nævnt, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg var ligeglad om nogen så mig.

Jeg græd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...