Artian

Jeg er i gang med The secret også, men jeg er gået lidt i stå, og det hele er slettet fordi min computer gik i stykker. Så jeg gik i gang med Artian. Jeg har ikke skrevet så meget, og jeg skriver kun på den når jeg ikke har noget at lave. Artian handler om en at nogle "rumvæsner" kommer på jorden, efter et styrt. Man ser fra 2 synsvinkler, Roman og Emery. Det er ligesom Romeo og Juile. Da Roman og Emery ikke kan være sammen, da Roman er en Artian og Emery er et menneske.

2Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

1. Første skoledag.

Romans synsvinkel:

Det hele startede med at vores fly styrtede, vi landede på en planet, en ukendt planet. Vi kender intet til den, vi kendte kun til vores egen planet. Dog havde vi hørt om den blå planet. Men aldrig set den. Vores fly styrtede og vi landede på den blå planet. Mennesket troede at vi ville overtage den, men vi ville bare skabe fred.
De troede ikke på os. Og min onkel, Carius, gik på marken hvor de stod og skød efter os, for at vise vi bare vil komme med fred og vil ikke skabe en krig. Men de skød ham. Det var sådan det hele begyndte. Sådan min rejse begyndte. Sådan min overlevelse begyndte..

”Allesammen op på en række!” Råber lederen af alle vagterne. Ligenu står vi på en række for at scanne vores armbånd. Vi har et armbånd på os, sådan de kan spore os, sådan de altid kan finde os.
Min far, Ikar, lærte at tale deres sprog, de kalder det engelsk. Min far har lært os alle at vi skulle tale det sprog, for at vise at vi ikke er anderledes. Vi stoler ikke rigtig på menneskerne, men min far siger vi skal. Min far bestemmer alt. Min far er en stor mand. Han er lederen af os.

Der er gået 10 år siden jeg blev reddet.
Efter vi havde styrtet sagde min far at jeg skulle løbe og det gjorde jeg. Væk fra menneskerne som skød og skød. Jeg så et hus og en lille lade. Jeg kunne gemme mig i laden.
Jeg sad bag et par kasser og gemte mig. Jeg var skrækslagen. Ligepludselig åbenede ladeporten op, jeg kiggede lidt til venstre og så en lille pige gå hen i mod mig. Det lignede at hun var på alder med mig. Da hun så mig blev hun bange, hun vidste jeg var en af dem. Hun ville slå mig ihjel nu. ”Hej. Hvad hedder du? Jeg hedder Emery." Sagde pigen med en blød stemme. Jeg kiggede undrende på hende og sagde ”Roman. ” Hun smilte bredt også gik hun hurtigt væk og kom hurtigt tilbage med noget underligt, det var en rundt ting og flad ting, med noget ovenpå. Og hun kom med noget jeg genkendte. Et tæppe. Pigen var så sød i mod mig. Alle andre var så onde. De ville skyde os, men hende her, hun ville hjælpe os. Hun gjorde sådan jeg følte mig tryg.
Ligepludselig kom der nogle mænd med våben stormende ind i laden. ”VÆK PIGE, VÆK, VÆK! DE ER FARLIGE. DE VIL DRÆBE OS!” Råbte en af mændende og sigtede på mig. Men i stedet for at hun gik væk, gik hun foran mig. Hun ville beskytte mig. Men en af mændende tog hende væk fra mig og skød mig. Jeg faldte om og alt blev sort...
Det er heldigt at vi, Artianer, har en backup. 2 hjerter.


Det er første gang vi skal i skole, nu skal vi gå i skole med mennskerne. Faktisk glæder jeg mig lidt, men jeg er også meget bange. Der er 3 af os som er blevet udvalgt. Der er en plan med os, de vil se om vi kan klare det. Hvis vi klare et helt skoleår, som normale elever kan vi få lov til at gå fri, vi kan få lov til at være fri. Ligenu er vi i en kæmpe millitær sektion. Jeg vil sådan ønske at jeg kunne komme ud der fra. Vi stiger ind i bussen og sætter os bagerst. Det er sådan en politi bus, vi skal nemlig helst ikke bruge vold i mod folk. Vi kommer endelig hen til skolen, og folk stirrer på os og råber grimme ting om os. ”GÅ VÆK MED JER ALIENS. GÅ HJEM! DET ER VORES HJEM!” Råber en hen i mod os. Jeg kigger bare i mod ham og kigger væk igen.
Jeg kan sagtens ignorere menneskerne, men jeg ved ikke helt med James, han har noget af et temperament. Jeg kigger straks hen mod James og ser at han skære tænder. Jeg smiler lidt til ham og kigger hen mod skolen igen. Vi kommer ind i et kæmpe rum, rummet var rundt og meget hvidt, kan man sige? Når man kigger op, kan man se masser af mennesker står og kigger ned på os. Det er som om de kigger ned til os, og vi kigger op til dem. Jeg skimmer hurtigt allesammen, men jeg stopper ved en bestemt person. Jeg troede aldrig jeg ville se hende igen, men hun står lige her, lige foran mig. Hende der reddede mit liv.

Jeg kan se på hende at hun ikke kan genkende mig. En flink voksen kommer hen til os og viser os vej hen til vores klasse. Heldigvis er hun her, Emery. Jeg kan føle at hun kigger på mig så jeg vender mig om mod hende, men hun fjerner hurtigt sit blik fra mig og kiggede ned på borderet. Gjorde jeg noget forkert? Da vi endelig for frikvater, beslutter jeg mig for at tage fat i hende, sige tak til hende for at have reddet mit liv. Hun står over ved cafeteriaet. Da jeg står ved siden af hende, kigger hun på mig. For at være ærlig, tror jeg at hun er bange for mig. Jeg overvejer hurtigt at vende om og bare gå, men så begynder hun at smile. Jeg kigger mig hurtigt omkring og ser at alle stirrer på os, men ærligt. Jeg er ret ligeglad, jeg vil bare sige tak.
”Hej.” Siger jeg og smiler skævt. Hun kigger ned på jorden og kigger op på mig igen. ”Hej.”
”Når, men.. Hvad laver du så?” Spørg jeg hende. ”Intet. Skulle til at tage noget mad.” Siger hun og peger mod sit mad. Jeg nikker hurtigt og vender mig om. ”Du behøver ikke at gå?” Siger hun og tager fat på min skulder. ”Emery...” Siger jeg, og med det samme kan jeg se på hende at hun bliver bange. Hun laver store øjne. ”Du kender mit navn?” Spørg Emery om, og begynder hurtigt at smile igen. ”Ja.. Det er mig.. Roman.. Jeg..” Inden jeg når at sige noget afbryder hun mig. ”Roman? Du er ham drengen som døde, men åbenbart ikke døde.. Du døde, gjorde du ikke?” Siger Emery og snakker virkelig hurtigt. Jeg smiler lidt til hende, men ser hurtig seriøs ud igen. ”Det er heldigt at vi har en backup.” Siger jeg og peger på mit hjerte. Hun begynder at fnise og kigger på mig igen. ”Jeg troede virkelig du var død..” Mumler hun og tager et æble.
Jeg bliver helt chokeret. Det lyder lidt som om hun synes det er dårligt at jeg er i live. Ville hun da have at jeg skulle være død? ”Ja.. Det troede jeg også selv ja var, men de ramte heldigvis ikke helt ind til mit andet hjerte.” Siger jeg og begynder igen ”Ville du da have at jeg skulle være død?” Spørg jeg hende om. Jeg ryster på hovedet og tager et bid af æblet. ”Forresten .. Jeg ville bare sige tak, altså. Tak for at redde mig, tak for at være sød i mod mig.” Siger jeg og smiler til hende. Jeg kan stadig ikke forstå, at det er hende. Jeg vender mig om, og går.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...