Friendship - Madeline, Version 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2014
  • Opdateret: 24 mar. 2014
  • Status: Igang
Madison Glenn finder sin tvillingesøster Madeline død. Da hun uden at tænke over det, stjæler fra gerningsstedet, må hun sætte i en søgen efter at finde morderen. Uheldigvis viser det sig, at morderen ved hvad Madison laver, og derfor vil skaffe sig af med hende, inden hun ved for meget. Dette er 2. version af Friendship, og det vil klart være en idé at læse denne i stedet for den gamle. Også selvom du har læst 1. versionen.

10Likes
9Kommentarer
414Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Den Nye Dreng

Langsomt strækker jeg mine smalle ben op mod de skinnende stråler, der kommer fra den rødglødende sol. Græsset omfavner mig som et varmt blødt tæppe, men en behagelig brise skyller over fra syd. Langsomt skiller jeg mine læber fra hinanden og puster ud. 

  En svedperle på min pande triller ned ad tindingen og falder ned på en af de lysegrønne græsstrå. Det er den varmeste dag i dette år. D. 29. juli.

  Hvis jeg kigger igennem den lille hul i busken, har jeg udsigt til den nye nabodreng. Han er kun 2 år ældre end mig. 18' tror jeg vidst nok. Han er allerede blevet træner på skolens fodboldhold. Han må virkelig vide noget om det. Og kunne finde ud af at sparker til bolden med sine gyldenfarvede ben med perfekte markerede muskler, ligesom på hans mave og brede kanteformede hage. Lige nu er han i gang med at træne.

  Selvom hun er let som en pind, hører jeg stadig Madelines skridt. Hun lister sig ind på mig, og giver mig et kunstigt chok. Hendes bikini er helt nede, så jeg prøver at fortælle hende det, men som altid misforstår hun mine hentydninger.

  Jeg fortæller hende det ikke for at gøre hende flov, mere fordi, at jeg ved at hun bliver mere flov, hvis en anden fortæller det.

  En fugl flyver henover den skyfrie himmel. En elegance spredes over dens smukke sorte vinger.  En solsort, mener jeg den hedder. Men fugle ved jeg intet om, kun hvis jeg er heldig, kan jeg gætte rigtigt, hvis nogen spørger hvad fuglen hedder.

  Madeline ligger en blomst i mine hænder. Se, blomster ved jeg noget om. Og jeg er kløgtig nok til at vide, at den ikke kommer her fra området. En Alpe-Mandstro hedder den, og den er meget smuk med dens flotte blå nuancer, der skifter mellem lyseblå og mørkeblå, dens fascinerende pigge, der ligner istapper vendt på hovedet og dens halvlange stilk, der giver blomsten dens sidste perfektion.

  "Den er flot, ikke?" smiler hun og sætter forsigtigt pegefingeren på dens blå højblade. Hun lader fingeren glide ned ad stilken.

  "Jo, men du behøver ikke ligge den sådan. Jeg er ikke død?!" jeg griner højt, i håb om at nabodrengen hører mig. På den anden side hører han mig selvfølgelig. Han er jo lige ved siden af, desuden lytter han sikkert til vores samtale. Jeg ved, at han på enten nuværende tidspunkt eller senere, vil falde for min elegante accent omend ikke min slanke og lækre krop. Vi ville være perfekte sammen.

  "LOL, du ser lidt død ud!" svarer hun igen og kigger på mig, som lå jeg på mit dødsleje.

  "I lige måde, zombie!" jeg sætter mig op på græsset og kigger ind i hendes blå øjne. De samme som mine og mors. Akkurat samme fortryllende og bølgede nuancer, og dog klæder de bedre mig. "Hvor har du egentlig blomsten fra?" jeg løfter den op foran hende, men hun kigger ikke på den.

  "Ude foran huset. Jeg tog den sidste." Hun lyder pludselig mere seriøs og dyb i sin stemme. Som om hun prøver at overbevise mig om det. Som om hun ved, at jeg ikke tror hende.

  I samme øjeblik, hører jeg en bil parkere udenfor vores hus. Jeg kan ikke se den, men jeg ved hvem det er; Alice.

  "Hey, dudes! Jeg håber ik' I er begyndt festen uden mig?" hendes stemmer runger ud over hele kvarteret. Det var selvfølgelig bevidst, at hun råbte det så højt. 

  Madeline sender hende kolde øjne, og Alice sender igen. De har hadet hinanden siden afgangsfesten sidste år. Jeg har efterhånden hørt den så meget, at jeg kan den uden ad.

  Dengang var Madeline og Alice og jeg bedsteveninder. Om man så kan kalde tvillinger for dét, ved jeg ikke. I hvert fald var både Madeline og jeg venner med Alice. 

  Alice var som altid den store festabe den aften. Hun var vild, og havde i smug taget for meget narkotika. Hun ville have mig med, men jeg sagde nej.

 Om hun var ved sin bevidsthed på det tidspunkt, ved jeg ikke, men hun gik i seng med ham, der var Madelines date og som Madeline altid havde været forelsket i.

  I starten ville hun ikke tale med mig igen, fordi jeg stadig var veninder med Alice, men det gik over efter et par uger. Søskende bor jo sammen til de flytter hjemmefra, så vi kunne ikke undgå ikke at tale.

  "Jeg skal noget," bruger Madeline, som en plat undskyldning for ikke at virker som den-tredje-og-uønskede, og går så derefter ind i villaen.

  "Der er fest i aften, hos Mike," siger jeg til Alice og smiler. Hendes blonde slangekrøller bliver blæst tilbage af vinden.

  "Damn it, jeg skal til noget familiemiddag.." Hun kigger ned i græsset. Alice undgår normalt aldrig en fest.

  "Kan du ikke snige dig afsted, eller noget?" spørger jeg og vifter mit mørkebrune år bagud.

  "Eller noget?" hun bruger gentagelses-tricket. Den som man bruger når man er i tvivl eller vil snige sig ud af samtalen.

  "Ja. Du plejer at være vild efter at komme med til Mikes fester. Hvad sker der så lige nu?"

  "Jeg har været væk fra min familie i så langt tid. Du ved, fester. Jeg har ikke lyst til den familie-middag, men jeg bliver nødt til det. Kan vi ikke please lade hver med at tale mere om det?" 

  "Jo.." Min stemme er så svag, at jeg tvivler på om hun bemærkede at jeg sagde noget.

  Der bliver så stille, at jeg kan hører ormen grave sine små huller i jorden og græshoppens karakteristiske lyde.

 

 

 

"Skal dig og Alice til fest i aften?" spørger far, mens han lægger tøj sammen. Jeg føler, at jeg synker ned i lænestolen. Det gør jeg måske også.

  "Nej, hun skal til familiemiddag," siger jeg og bider i mine negle. No way! Det gør jeg jo kun når jeg er deprimeret.

  Han lader til at være træt af at jeg skal blive hjemme. Jeg kunne have mobbet ham, og sige at jeg har besluttet mig for aldrig at tage afsted fra ham og mor. Men han vil begynde at græde, og det hader jeg at se på. Mest fordi jeg ved, at han syntes det er for tabere at græde.

  "Årh.. Er der andre du kan tage med?” han lyder desperat. "Måske ham den nye? Han vil sikkert glæde sig ved at se sine nye venner!"

  "Jeg kunne tage ham med.. men, så ville folk jo bare tro at vi er sammen.. Og det er vi jo ikke."

  "Men det har du jo ikke noget imod?" han rynker brynet.

  "Nej, du har ret. Jeg går over og spørg ham." Jeg rejser mig fra lænestolen og går stift ud af stuen.

 

 

"Hallo?" Råber jeg ind i huset. Der er temmelig rodet og støvet. Det minder mig om et hus, som jeg så i en gyserfilm. Så skulle der om lidt komme en klovn om bag mig og sprætte mig op. Det vil jeg ikke bryde mig om, så jeg holder mig fra tanken.

  Der lyder en hosten oppe på 2. sal. Jeg går forsigtigt derop, og sørger for ingen hører mig. Folk skulle jo nødigt tro jeg ville snerre i folks sager. For det gør jeg jo ikke. Der kunne ligeså godt ligge en døende deroppe, og jeg vil være helten der redder denne døende person?

  I det at jeg når enden af trappen, er der en der prikker på min skulder. Jeg skriger forvildet, og fægter med armene.

  "DU MÅ IKKE SPRÆTTE MIG OP! DU MÅ IKKE SLÅ MIG IHJEL!" jeg skriger hysterisk og vender mig om. Men det er bare den lækre dreng der står der og kigger forvirret på mig. 

  "Jeg gør dig ikke noget!" siger han og tager sine store mandlige hænder op af hans mørkeblå shorts, som er han ved at blive anholdt. Det går op for mig, at jeg danner en pistol med mine hænder. Øv, hvor pinligt. Ikke en god start på et perfekt forhold.

  "Undskyld, det var ikke min meningen, at liste rundt i jeres hus," siger jeg og klør mig i håret. Jeg bider mig selv i læben, og håber han tilgiver. Det går ikke at være uvenner med sine naboer.

  "Det er lige meget. Du prøvede vel at finde nogen?" han rømmer sig.

  "Ja, dig.." Jeg kan mærke mine kinder blusser op.

  "Åh, jeg var udenfor."

  Jeg øver mig i sandheds replikken; "Det vidste jeg da egentlig godt. Jeg ville faktisk bare se hvem der hostede. Jeg er ikke nysgerrig."

  "Nåh.. Jeg ville bare spørger, om du ville have lyst til at mødes med lidt flere fra klassen, end bare fodboldholdet. Det ville måske være rart inden sommerferien slutter? Der er fest i aften hos en der hedder Mike." Jeg smiler bredt. Måske lidt for bredt.

  "Jo, det kunne være rart. Hvor tid?" han smiler også. Men mere det frække smil, som i åh-kom-her-og-kys-mig-smil.

  "Vi kan følges derover. Jeg henter dig bare klokken 19.00?" øjeblikket hvor man opdager, at det hele går forkert. Det er drengen der skal sige sådan noget!

  "Okay, det fint."

  Jeg begynder langsomt at gå ud, men drengen stopper mig ved at tage fat i min hånd.

  "Hvad hedder du egentlig? Jeg mener, hvis nogen spørg'?" han kigger ind i mine øjne, og jeg kigger ind i hans dybe smukke og brune øjne. De er næsten sorte. De varme mig indeni.

  "Det skal du ikke være bange for at nogen gør." 

  Jeg går hen til døren og kigger så på ham.

  "Madeline."

 

 

Hvad for noget tøj skal jeg tage på? Den grønne tanktop, med sorte jeans? Eller den hvide T-shirt, hvor der står Fashion på, sammen med de sorte jeans? God damn it! Jeg hader sådan noget.

  Efter langtid har jeg valgt, det bliver den hvide.

  Madeline kommer ud fra sit værelse. Hun ser på mine negle, og begynder at grine.

  "Skal du til fest med de negle?" spørger hun og leer.

  "Ja.. Måske.. Vil du med?" jeg smiler.

  Hun ryster på hovedet.

  "Come on! Alice er ikke med!" råber jeg og tager fat i hendes arm lidt for hårdt. Det efterlader et rødt håndaftryk på hendes lidt for blege hud.

  "Fint. Men jeg tager selv af sted. Jeg er ikke klar endnu.."

  "Tak, søs," siger jeg og krammer hende.

  Det virker akavet. Og det må se akavet ud. To piger der ligner hinanden på en prik, krammer. Det er næsten som at kramme sig selv.

  

 

Jeg holder i længe i bilen og venter på at Gabe kommer. Og ja.. Jeg fandt ud af hvad drengen hedder. Lidt research a la google-stalking giver pote til sidst.

  Efter 20 minutter beslutter jeg mig for at gå ind. Hvad nu hvis han tog med en anden pige? Eller bare vil være ond og brænde mig af?

  Jeg stiger ud af bilen og banker på døren. Han åbner.

  "Undskyld det tog lidt tid, jeg er stadig i gang med at pakke ud.." Siger han og prøver at smile, men det ligner bare et akavet forsøg på at få mig til at grine.

  "Yeah, bare du kommer nu," siger jeg koldt.

  Vi sætter os ind i min bil og sætter fart mod festen. I langtid er der bare tavshed. Total stilhed. Men han er drengen, så han burde tale. Men på den anden side, hvad skal vi så tale om?

  "Hvor kommer du fra, Gabe?" Spørger jeg.

  "Gabe?" spørger han og rynker panden.

  "Det kalder vi folk her, når de hedder Gabriel. Det lyder ligesom lidt mere.. Checket.." Jeg må bare ikke allerede gøre ham fornærmet. På den anden side er han jo en dreng. Udspiller der sig overhovedet følelser på dét punkt?

  "Nåh.. Jeg kommer fra Canada," siger han og smiler på den helt rigtige måde.

  "En Canadier.. Cool." Jeg må undgå ikke at begynde at ryste. Men jeg kan mærke mine hænder sveder, for jeg kan næsten ikke holde ved rettet. "Så er vi her."

  En hver ville vide at dette var festen. Der kommer røg og lys ud fra huset og der stænker kraftigt af alkohol.

  Jeg smækker døren op og går ind med Gabe lige bag mig.

  "Her er der nogen du kan snakke med.." Siger jeg, og skubber ham ind i nogle drenge.

  Selv går jeg direkte hen til Joel. Han står sammen med et par drenge, men jeg hiver ham udenfor.

  "Skat, har du det hele med?" spørger jeg og holder ham i hånden. Han smiler med det helt unikke blik i øjnene, det sortbølgede hår og den perfekte kropsbygning. Sexet.

  "Selvfølgelig, smukke," siger han og tager posen med sprut frem fra hans ryg.

  "Tak," jeg giver ham et kys og tager alkohollet.

  "Er det ikke din søster, der står derover?" spørger han og ser forskrækket ud. Jeg vender mig om for at se. Jeg får helt tårer i øjnene. Det er langtid siden hun sidst var til en fest. Derfor har hun nu det helt det forkerte tøj på. For ikke at glemme hendes bizarre makeup. Bare ingen siger det til hende, hun er nemlig alt for sårbar. Jeg må stoppe hende i at gøre sig selv til grin. Og trods jeg selv er lidt af en mode-politi, ved jeg at folkene derinde ikke skåner et lille lam for slagtning.

  "Jo, jeg smutter lige skat, ses." Jeg løber alt hvad jeg kan, men det er for sent. Hun er allerede gået ind. Jeg kan høre de første grine. Det var mit værste mareridt engang. Jeg når kun hen til døren, før hun styrter ud med tårer i øjnene. Jeg ser hende løbe ud i skoven, og jeg følger efter hende.

  En træstamme står i vejen for mig, jeg falder, slår hovedet mod en sten, alt bliver sort.

 

 

"Av, for satan, mit hoved gør ondt," mumler jeg og sætter hånden til panden. Jeg mærker noget vådt og tykt væske samt bemærker en kras stank af sødme og rust, og da jeg tager mig til panden, ser jeg mørkrødt blod.

  Månen er stadig over mig. Jeg kigger på min mobil, og den er syv minutter i fem. Så har jeg fandme ligget her i langtid. Der er en ubesvaret opkald, fra et ukendt nummer. Personen har lagt en besked. 

  Jeg sætter den til øret for at kunne høre.

  "Madison.. Undskyld jeg løb fra dig.. Jeg er bange.. Jeg er i skoven.. Vil du ikke nok komme? Jeg er så frygtelig bange.." Der bliver lagt på. Jeg kører fingrene igennem mit hår. Helvedes. Bare hun er kommet hjem. Jeg prøver at ringe hende op, men hun tager den ikke. Jeg må ud og lede.

  Skoven er i sig selv ret stor. Men ikke nok til at farer vild, og heller ikke nok til at forsvinde væk i.

  Jeg forstår Madeline. Jeg har aldrig rigtigt behandlet hende godt. Ikke på den rigtige måde, jeg har aldrig hjulpet når hun virkelig har haft brug for det. Nu får jeg måske chancen. Men hun er vel alligevel ikke mere her? Hun fandt vel en anden, der kunne hente hende, da hendes tvilling svigtede hende igen.

  I dét at jeg når til et lille sted midt i skoven, med en mellem areal hvor der ingen træer er, får jeg øje på hende. Hun ligger der i samme påklædning med dybe sår over det hele. En kniv plantet i hendes hjerte, mens indvolde hænger ud fra hoften og maven. Hendes tøj er gennemblødt af det klæbrige varme blod, og i den ene hånd holder hun et videobånd. I den anden en blomst. Men ikke en hel normal blomst. En Alpe-Mandstro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...