A Thirst For Revenge (KBV 2)

Macy er stadig fanget hos drengene. Men hun er anderledes denne gang. Efter Harry knuste hendes hjerte fik hun Niall til at forvandle hende til vampyr. En vampyr med to tørste. En stor blod tørst. Men også en enormt stor tørst efter hævn over Harry. Flere skænderiger og kampe mellem dem kommer frem. Hendes had til Zayn bliver ikke just mindre af at hun er vampyr. Måske er det tiden til at vise ham hvem der bestemmer? Under alt hendes hævn lyst og vrede vil det alligevel ende med at en enkel vampyr ikke kan forlade hendes hoved. Følg Macy’s store kamp om at prøve at vænne sig til vampyr leve måden, hævnen mod Harry men også kampen om ikke at falde for den hun allermindst har lyst til at falde for.

111Likes
137Kommentarer
7003Visninger
AA

10. Mirah? The little me...

Så Zayn ville ikke fortælle mig hvad der var sket, og hvad jeg ikke måtte gøre, så måtte jeg jo bare selv finde ud af det. Men egentligt havde jeg andre ting at tænke på, at undgå Niall og Harry. Det var lykkedes meget godt her på det sidste, så jeg var faktisk i rigtig godt humør.

 

Og så også lige dét med at de gav mig lidt løsere tøjler. Jeg kunne faktisk bevæge mig rundt uden at de skulle glo på mig, hele tiden. Enten var det fordi de var bange for at jeg skulle flygte, eller fordi jeg var så utrolig smuk at se på. Jeg holder fast i den sidste mulighed. 

 

Selvfølgelig skulle det da fejres med en tur i skoven, alene. Så jeg havde pakket to skiver brød fordi at jeg ville give dem til skovens dyr, og fordi Liams kæreste er så ufattelig god til at bage, thumbs up for det. Men der var selvfølgelig stadig noget jeg manglede, blod. Jeg kunne ikke komme uden om det, jeg var nærmest besat. Og så pakkede jeg også lige et blødt tæppe, iiihh.

 

"Zayn, jeg tager lige i skoven en smut" Jeg kigger over i hans retning, og da han nikker, smutter jeg. I ved, på den der helt vildt fancy måde, hvor man virkelig er hurtig. Da jeg kommer et godt stykke ind i skoven, stopper jeg.

Jeg sætter mig ned og læner mig op af et træ, da en skramlen pludselig klinger for mine øre. Jeg kigger hurtigt til siden og ser en lille pige, nok 12-13 år, hun har en gul sommerkjole på, med en masse hvide prikker, hendes blonde hår hænger ned om hendes skuldre i et flot fald.

 

"Oh, undskyld, jeg troede jeg var alene" siger pigen med et lille uskyldigt smil om læberne. "Det troede jeg også, men bare tag plads, her er vel nok til os alle" Siger jeg så til hende, mens jeg slår ud med armene, for at vise at der er en hel skov her. Hun går lidt hen mod mig, men så stopper hun 5-6 meter fra mig og sætter sig ned. "Jeg hedder Macy" Siger jeg så til hende, men jeg kigger ikke på hende, jeg har lukket mine øjne og nyder at svaje lidt fra side til side. "Macy.." Siger hun og tygger lidt på navnet. Efter lidt tid smiler hun stort og griner også. "Ej undskyld, mit navn er Mirah, jeg kan godt lide dit navn" Hun rykker sig lidt tættere på mig, men nu er der 4 meter mellem os. "Mange tak, jeg kan også godt lide dit" Vent hvad? Jeg snakker med en dødelig, og det burde jeg ikke. Nej, det burde jeg virkelig ikke. Men ingen behøver at vide det.

 

Efter lang tid hvor jeg har fået snakket med Mirah, besluttede jeg mig for at jeg nok hellere burde komme hjem ad. "Jeg må hellere smutte" Siger jeg, og begynder at folde tæppet sammen. "Det burde jeg også, men jeg bliver her lige lidt" Siger Mirah så.

 

Her er begyndt at blive køligt, og hun har kun sin lille gule sommerkjole på, så jeg kaster tæppet over til hende. "Her, bare tag det" Hun smiler venligt til mig, og tager det om sig. Jeg kan høre noget, en knurren. Med min supergode hørelse. Hendes mave knurre, hun er sulten. Jeg beslutter mig for at gå hen til hende, og giver hende brødet. Jeg ligger den diskret ved siden af hende, før jeg på 0,5 er omme bag et træ. 

 

Jeg smækker døren op og sætter mig hen i sofaen til Zayn. Zayn er fin nok, altså hvis man ser bort fra at han har prøvet at dræbe mig. Like flere gange. Jeg smiler, og det har Zayn fundet ud af. Han begynder at grine, og ser på mig. "Hvad er der? Du ligner en lalleglad idiot" Jeg smiler bare endnu større, og Zayn knækker sammen af grin. "Hvad er der så sjovt her?" Spørger Louis, som sjovt nok lige er kommet. "Jeg ved det ærligt talt ikke" Får jeg ud gennem mit grin. 

 

Louis går, og jeg læner mig over mod Zayn. Sådan langsomt. Det skulle være her hvor jeg snaver ham i gulvet, ik? Men det gør jeg ikke, jeg hvisker noget i hans øre. "Jeg mødte en pige, dødelig, hun mindede om mig da jeg var lille, og.... Normal?" Zayn ser forskrækket på mig. "Vent Macy, har du snakket med, en af 'dem'?" Siger han, og ser forfærdet på mig. Jeg nikker langsomt. 

Zayn jeg må indrømme jeg troede sku du var på min side her!

Vent, eller hvad?

"Macy, det gør du aldrig igen okay? Jeg siger det ikke, men du må love mig du aldrig gør det igen....Okay?!" Jeg ser lidt forskrækket på ham, men nikker så. 

¤¤

 

"Macy gjorde hvad?!" Kan jeg høre der er en der råber, stemmen må tilhøre den klogeste, irriterende Liam. Jeg står lige nu bag en dør, og lytter til hvad de siger. Jeg kan ikke genkende den anden stemme. Men det burde jeg. Den eneste jeg har sagt det til er Zayn.

 

Derfor snakker jeg til Zayn igennem mine tanker.

 

'Zayn din forbandede lorte idiot. Jeg stolede på dig!'

 

Der går ikke lang tid før han dukker op i mine tanker.

 

'Macy, jeg har ikke sagt noget, til nogen'

 

Der stopper jeg, jeg gider ikke snakke med ham, så jeg løber op på værelset og gemmer mig i hjørnet.

Louis's synsvinkel:

Pigen i den gule sommerkjole sidder med et tæppe over sig, hun sidder bare der, og venter nærmest på at blive ædt. Jeg går med hurtige skridt hen mod hende, stiller mig foran hende. "Hello" Siger jeg med en blid stemme før jeg holder om hendes hals, og trækker hende op af et træ. Hendes ansigt er ved at blive hvidt, så jeg slipper, og hun hiver efter vejret. 

 

"Hvad.. hvad vil du?" Jeg ser på hende, før jeg blotter mine tænder og hvisker til hende "Bare rolig, det er Macy der har sørget for at du skal dø, så jeg gør det hurtigt" Jeg bider hende i halsen, og suger til.  A -positiv. Lækkert! Men ved i hvad der er det bedste? At pigen nu dør i troen om at Macy er et forfærdeligt uhyre, og det fryder jeg mig over...

 

Macys synsvinkel: 

Jeg går ned i stuen og smider mig i en sofa. Zayn kommer hen mod mig, men jeg har grædt så meget at jeg ikke orker at bede ham om at skride af helvedes til. "Hør Macy, det var ikke mig, Louis gemte sig bag døren og hørte vores samtale" 

Vent, vent, vent. Så Zayn gjorde ikke noget?

"Okay så, jeg tror dig Zayn" 

Han smiler stort til mig, men det falmer lidt. 

I det kommer fjolset Louis ind, en rød væske smyger sig ned ad hans mundvige, og jeg kan dufte det med det samme. Blod. A- positiv. Han slikker sig om munden, før han tørrer det sidste af i hans ærme. "Hende pigen der, hun smagte lækkert. Hvordan kunne du holde dig fra børne-menuen?" 

 

Jeg farer op, hen til Louis. Jeg griber ham om halsen, og sparker ham, et hvis sted. "Dit dyr!" Skriger jeg, men til sidst falder jeg grædende sammen på gulvet. Nu er det levende, unge eksemplar af mig som lille, død, og jeg har trådt på deres absolut vigtigste regel. Snak aldrig med et menneske.

***

Dette kapitel er blevet skrevet af den nye (og utroligt talentfulde) medforfatter, Sara. 

Sara har en masse idéer i ærmet så det skal nok blive en god historie det her også! :) 

Og til jer der også tilbød at blive medforfattere, jeg er altid villig til at skrive historier med nogen, så i skriver bare til mig (Ida Malik) hvis det skulle være noget. :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...