huset historie

Efter hun er blevet syg, sætter det hans tanker voldsomt i gang. Han kan ikke klare alle de store tanker og prøver derfor af hive det hele ned til jorden. Dette gør han med nogle tanker ingen før har tænkt. Han beskriver hende som et hus. Nu har huset desværre bare fået skimmelsvamp eller en form for bakterier. Alt disse tanker udfolder sig, imens hun ligger og er meget syg. Hun sover meget, og han skal derfor underholde sig selv. Mon han klare sig hvi huset bliver ravet ned, og han bliver hjemløs...

0Likes
0Kommentarer
156Visninger
AA

1. husets historie

Hun lå med lukkede øjne. Hendes vejrtrækninger var dybe. Klokken var 07.00 om morgenen og han sad der stadig. Han havde ikke lukket et øje. Hans vejrtrækninger var hurtige. De nåede ikke rigtig helt ned i maven, inden han igen pustede ud. Han holde om hendes kolde hånd.

Hun var bleg, lige så bleg, næsten helt hvid. Hun var lige så hvid som den kop der stod på det lille runde bord ved siden af ham. En sygeplejeske havde giver ham den i går aftes. Der havde været varmkakao i. En lille tør kage havde ligget på underkoppen. Den havde ligget på af den varme kop, og var derfor blevet varm. Det var en cho-­‐ koladekage, men ikke en særlig god en af slagsen. Det var hun til gengæld, en god en af slagsen. Hun var et menneske, en pige, men ikke en helt nor-­‐ mal en. Eller jo for nogen var hun nok. De fleste så hende nok som den lyshåret pige fra 9. Klasse. Men ikke ham, han vidste hun var mere end det. Hun var lidt som et hus for de andre, hun var kedelig hård og kold uden på. Når man kom læn-­‐ gere ind, lærte hende bedrer at kende var der mange rum. En masse gang som hver førte til et nyt rum. Disse rum indeholdte så hver en masse ting som tegnede nogle helt speciale billeder, som kun han kunne se. Han synes det var arveligt at de andre ikke kunne se disse rum.

   

Kirkegården var tom den morgen. En hjemløs Mand lå på jorden, ved siden af et gravsted. Han havde en sovepose og ikke andet. Hans øjne var lukket og hans vejrtrækning var tung og langsom. Han sov tungt.

På gravstenen stod der ”hun 1998-­‐2014”

Han var en gammel mand, med rynker og intet andet. Det eneste han havde var håbet om at se hende igen. Men på samme tid hvert satte han det liv han havde fået så meget at han ikke havde taget sit eget liv.

En dag ville et nyt hus måske være til salg og han ville måske have råd til det. Og det gamle hus vil-­‐ le måske bare være glad på hans vegne.

End til videre var det ikke sådan og han ønskede sig stadig tilbage til det gamle hus.

Hun døde, mens han måtte leve. Som en fattig hjemløs mand.

Han havde set næsten alle rummende, troede han i hvert fald. Han havde set nogen der mindede om et børeneværelse. Med mange farver, meget rod og en stor tryghed. Det flød med legetøj, men ikke sådan man ikke kunne holde det ud. Det var faktisk en god, varm og tryg fornemmelse der var i dette rum. Det var selvfølgelig barnligt, men der var rart. Han havde også set toilettet. Der var koldt, mørkt og ubehageligt. Der lugtede heller ikke så godt, han havde lænd sig lidt op at væg-­‐ gen, men havde hurtigt trukket skulderen til sig da den var kold og fugtig. Dette rum brød han sig ikke om, men det var der. Hvis ikke det var der ville huset jo heller ikke være til at bo i. Da man så ikke kunne komme på toilettet.

Der var mange spændende rum. Et rum der mindede om et kontor, dette benyttede hun sig meget af vidste han. Hun havde altid styr på sine lektier. Hun skrev også tit sine egne historier og sigte, men dette kendte han kun til. Det var et rum kun ham og hende selv kendte til. Han følte sig speciel, over af havde fået lov til at se dette rum. I det hele taget bare at være blevet lukket ind, med den nøgle kun hun havde.

 

Desværre var huset nu blevet invaderet af skimmelsvamp eller i hver ti falde nogle bak-­‐ terier. Det var sådan han kunne beskrive det bedst, da ham ikke kunne få de rigtige ord ud over læberne. Han ville ikke se sandheden i øjne. Bakterierne var ved af æde huset op inde fra. Der havde også lagt sig et tynd fint lag sne ned over huset. Han prøvede lige så forsigtigt af børste sneen af huset, men det havde sat sig fast. Sneen dalet stadig, og det stoppet højest sandsynligt ikke. Det var blevet vinter for hans hus.

Han kunne ikke engang tænke på hvis han nu skulle til at være hjemløs. Ikke havde noget tryg-­‐ hed, og intet hjem. Hvordan skulle han klare sig. Han kunne ikke klare tanken. Og en tåre rande ned over hans kind. Han knude den mod den kolde mur. Engang havde han set køkkenet, det duftede godt. Der var ikke noget rod. Opvasken var taget. Og maden stod klar. Der var varmt, vandet var i kåg. En kop med kakaopulver stod klar på bordet. Lige som den gjorde nu.
Hun var faktisk god til at lave mad. Tit når de kom hjem fra skole, lavede hun mad til ham.

han kunne ikke forstille sig en hver dag uden hende.

Han rejste sig. Gik op og tog ved kisten. Og gik den lange vej ned af gulvet i gud hus. Han bare sit hjem, sin tryghed og hans et og alt væk. En sang spillede i baggrunden og nogle andre bar selv-­‐ følgelig også kisten. Dørende åbnede. Solen skin-­‐ nede ind og ramte hans øjne. Den varmede hans kinder. De satte kisten ind i bilen og tråde væk. Ligesom den dag på hospitalet. Hvor han havde prøvet på at gå fra det hele. Han stirrede tomt på kisten i bilen. Chefuren lukkede bag-­‐døren på bilen. Men for ham var det som om han lukkede døren til huset og låste og til sidst smed nøglen væk.

Bilen kørte af sted og hun var væk. Væk for altid.

 

Han var trådt ind i guds hus. Han sad på en tynd bænk. Med en bog i hånden hvor alle de smuk-­‐ keste sange sod skrevet i. Han så ikke hvem der ellers var der. For det interesserede ham ikke kun den hvide kiste med blomsterne på, interesserede ham.

Hans hoved var tomt.

Kun en sætning gik gennem hans hoved. Hvordan Skulle han klare sig som hjemløs. Det vidste han ikke. Han slog op på siderne præsten sagde højt, som om det var en rutine. Hans øjne gled let over ordene som om han altid gjorde dette. Han sang som om han gik i kirke hverdag. Men intet var normalt. Kisten var den der træk alt hans op-­‐ mærksomhed. Alle disse måneder med dette som der værste mareridt. Og nu var det virkelighed. Han var træt. Og falde måske i søvn. Eller også var hans hoved, bare så tomt.

Hendes øjne var stadig lukket og hendes vejr-­‐ trækninger var stadig dybe. Klokken var nu 09.00 og han havde fået endnu to timer til at gå. Han var efterhånden van til at tiden gik langsomt. Og at han skulle underholde sig selv.

Hendes mor kom aldrig, hun var gået ned med en deportation. Efter hun havde fået konstateret kræft. Hendes fare var død for mange år siden dette var både hende og hendes mor kommet over. Hun sagde altid at han jo i forvejen var et dumt svin, der slog hendes mor. Og drak pengene op. Hendes mor hade altid været det svage led i flokken. Morens skuldre var smalle. Ikke engang ansvaret for hende selv kunne hun bære. Hvordan skulle hun så nogensinde kunne tage vare på et lille barn. Det kunne hun så heller ikke.

Han kiggede på hende igen, han så lige ind på de store ruder hvor gardinerne var trukket for. Ingen kommunikation, foregik mellem dem længere. Ikke fordi nogen af dem ikke ville, men alle kræfter var taget fra hende. Kun murene stod tilbage. Alt indmaden var ædt op og ravet ud.

Han lukkede øjne. Lænede hovedet tilbage. Hans hoved var ved at sprænges. Alle de tanker om at han ville miste alt det han havde kært.

Han vågnede ved noget larmede, noget som ikke skulle larme. Tre sygeplejesker kom styrtende ind på stuen. Den ene klaskede hende på kind-­‐ erne og råbte på hende. Han slap hendes hånd. Han vidste at alle væggene inde i huset nu var ravet ned. Kun skelettet stod tilbage. Eller lå til-­‐ bage. han slap med hans hånd som havde hvilet på muren. Han rejste sig og trådte tilbage. han så den ene efter den anden mur falde sammen. Han blev ved med at gå tilbage. De kørte hende væk. Han så ikke mere, og han kunne ikke gå længere væk. Han var stødt på en mur med sin ryg. Han gled langsomt ned. Og til sidst ramte han gulvet, med hans ømme numse, som havde siddet ned uafbrudt i to måneder. Han bøgede nakken. Tog hænderne til hovedet. Og lod tårende trille.

Alt forsvandt for ham. Kun et billede af et lille yndigt hus. Murene var malet hvide og sneen lå smukt på taget. Taget var lavet af strå. Istapperne hang ned fra stråtaget. Buskene var også beklædt med sne. Granen var bukket, som bede de for noget. Der var ikke lys i ruderne. Skårstenen stak op over, det sne belagte stråtag.

En postkasse med nummer 15 sat på, holdte nærmest vagt ved døren. Han stod og beundrede det smukke hus. Fem meter fra huset. Han gik med langsomme skridt hen mod døren. Der kom fodspor i sneen, dybe fodspor. En fugl pippede bag ham, den sang. Den sang livets sang. Han trådte nu op på dør måtten, med tunge skridt. Han tog en dyb indånding, der nåede helt ned i maven. Helt ned og fik sommerfuglene til at hvirvle rundt. Som var det en stor vind der kom. Han pustede ud men dette fik ikke sommer-­‐ fuglene i maven til at forsvinde. Langsomt sende hans hjerne signal ned til hånden. Den løftede sig langsomt. Op mod håndtaget. Han trykkede det ned.

Døren knagede. Han tråde ind i huset. Tog skoene af for ikke af træde på nogen. Først der kiggede han op. Ingen rum. Kun ydre væggene stod tilbage. de var malet en lyseblå. Men ma-­‐ lingen var næsten skaldet af. Loftet var hvidt. Et stort vindue på væggen længest fra ham, stod og knirkede. Det var halvt åben og vinden blæste igennem huset. Flirerne fra malingen lå på gulvet. Det var mærkeligt at se det sådan. Et hus han ellers kunne huske som trykt, stærk, smukt og roligt. Var pludseligt revet fra hinanden, og kun få stumper var tilbage.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...