Valget

Isa er en 19 årig pige, hendes liv lægger i ruiner og har svært ved at finde ud af hvad livets store mening er. Hun har oplevede et liv der indtil videre kun har været spækkede med forfærdelige stunder, hendes forældre døde da hun var helt lille så hun har aldrig mødt dem og blev derfor i en ung alder budt velkommen ind i en plejefamilies arme men det var den plejefamilie som nærmest ødelagde Isas liv mere end det var i forvejen. Hun står med et valg i hånden, et valg hun kan træffe og muligvis starte på en frisk, præcis som hun har brug for, hun skal træffe et valg omkring hendes religion, skal hun konvertere til en ny religion, islam og starte på en frisk eller skal hun blive i kristendommens hårde favn?

7Likes
8Kommentarer
398Visninger
AA

3. Del 2 - Hjemsøgt af fortiden

*****

Jeg satte mig på sengen. Rummet var flot, men udsigten var endnu smukkere. ”Hvad synes du så?” Han satte sig ved siden af mig. ”Gør du altid det her, når du skal, du ved.” Han nikkede mod mig. Tanken om, at han altid gjorde det, for de piger han samlede op, bevidste hvor slesk manden i virkeligheden var, ikke nok med at han købte en pige, til at have sex med, så skulle han også vise dem, alt det de gik glip af, ved at leve et lorte liv i forhold til det søde liv.  ”Hvor mange penge snakker vi så om?” Selvfølgelig tænkte manden på penge, det eneste jeg tænkte på, var at skride ud af det her værelse og aldrig sætte mine ben i det igen. ”1000.” Var 1000 mange penge når det kom til prostitution? Det kan det umuligt være, jeg sagde 1000 men tænke en halv million, mindst. ”Du er dyr i drift.” Et grin forlod hans fyldige mandelæber. ”Men det kan vi vel godt finde ud af.” Han hev sin pung frem og rakte mig en hel tusse. Det var længe siden, at jeg havde holdt så mange penge i min hånd.

Manden pressede sine læber mod min hals, hans hænder klistret sig fast mod min krop, på de værst tænkelige måder. ”Du er så smuk.” Et støn forlod hans læber. Han skubbede mig tilbage i sengen og pressede sine kys videre fra halsen og ned til mit bryst. En kold hånd blev lagt mod mine kraveben og blev ført videre ned til mit bryst. Jeg bed smerten i mig. Det var ren tortur. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg forstod ikke mine egne valg, jeg var nok den dummeste brunette på hele jorden. ”Stop, jeg kan ikke det her.” Jeg pressede mine hænder hårdt mod mandens overvægtige overkrop, så han faldt tilbage i sengen. ”Hvad fanden snakker du om?” Han rev mig tilbage i sengen, den her gang brugte han sin vægt til at holde min tynde krop nede. Han trak op i min korte nederdel og et skrig forlod mine læber. ”Hold kæft din beskidte luder.” Tårerne gled ned af mine kinder. Hans hånd, gled ned under mine underbukser, det gav et sæt i mig og det sæt blev til et knæ i hans nedre regioner. ”Undskyld.” Jeg smed den tusindkroneseddel jeg lige havde fået foræret ovenpå sengen. ”Din kælling.” Råbte han mod mig. Jeg løb ud mod gaden, så hurtigt jeg overhovedet kunne løbe. Jeg skulle væk herfra, i det hele taget skulle jeg væk fra den her jord. Jeg kunne ikke klare et minut mere, af den smerte der befandt sig i min krop. For hver eneste dag der gik, groede smerten sig større og større i mit hjerte og ødelagde hvert eneste lille stykke, af glæde der var tilbage, hvis der overhovedet var noget tilbage.

Stilheden i bussen var ensom. Jeg kiggede ud mod gaden, da lyden af to grin fangede min opmærksomhed. Ind af bussen kom to unge piger, muslimske piger, med tørklæder på. Deres tro islam var den tro jeg altid var mest fascinerede af i folkeskolen, alle de ting som Allah sagde, var fyldt med respekt, den respekt som et menneske burde behandles med. Min plejemor og plejefar fortalte mig altid, hvor stor en røvfuld jeg ville få, hvis jeg bragte en muslimsk dreng med hjem. Deres fordomme var forfærdelige, de fortalte mig at jeg ville blive kogt levende, bundet fast til sengen, fået skåret mine fingre af og stenede til døde. Fordomme som var så forfærdelige, at jeg lukkede dem ude. Det kunne godt være at nogle, NOGLE muslimer gjorde det som de fortalte, men hvad fanden gjorde nogle kristne ikke mod deres hustruer? Endnu en grund til at verden var et helvede, alle de fordomme man skulle lytte til, hver eneste dag, som der enten var racisme, eller homofobiske anfald, verden var et forfærdeligt sted, men kun hvis man ikke levede, med en mening med det hele, en mening med livet. I islam havde man altid en mening med livet, den mening med livet, at gøre Allah stolt og tilbede hans ord, og give ham respekt. I den kristne tro kunne man godt vinke farvel til respekt, der var nærmest ingen jeg kendte der virkelig, inderligt brændte for kristendommens gud, de så oftest gud som en undskyldning for deres problemer, eller deres fejlagtige valg, og jeg, jeg så kristendommen som en stor omgang lort. Der var intet klart budskab med kristendommen, men i islam derimod var budskabet klart.

Jeg åbnede stille døren til Sofies lejlighed, stilheden ramte mig, hun var stadig under varetægten af manden i den sorte Mercedes, desværre. Jeg samlede alle min ting i min taske. Jeg trak min sorte nederdel af og smed den i tasken, jeg trak et par sorte, slidte jeans på, der gik til min talje. Jeg trak en sweater over min crop top og tog min taske over skulderen. Tanken om bare at gå, uden en afsked med den pige der betød allermest for mig, gjorde ondt indeni, kunne jeg virkelig det? Ville jeg være en dårlig veninde. Jeg valgte at tage en blank seddel frem.

Hey Sofie.
Jeg blev nødt til at smutte, skriv over mobil når du ser det her.
Elsker dig.
Din Isa.

Jeg plantede sedlen ovenpå det lille tebord, der stod foran hoveddøren. Jeg trak i dørhåndtaget og forsvandt hurtigt ud af lejligheden.

Jeg havde gået i over en time. Min krop gjorde ondt og jeg var træt, så træt, at jeg kunne falde sovende om hvert et sekund. Ikke kun min krop gjorde ondt, men alt indeni gjorde ondt, præcis som det gjorde for en time siden.  Jeg satte mig på en bænk. Nattens måne lyste mod mig, som solens stråler en varm sommerdag og det var der at det ramte mig, en åbenbaring som sendt fra gud selv. Jeg rejste mig op fra den kolde bænk. Valget var det valg, der kunne ændre hele mit liv, et valg der kunne fylde mit hjerte med mere glæde, end der nogle sinde havde været. Det her valg, kunne give mig en mening med livet.

Jeg gik mod min fremtid, jeg havde ingen intentioner om at stoppe op og kigge tilbage mod fortiden, den fortid der havde hjemsøgt mig, siden jeg var en lille pige, en lille bange pige der ikke engang kunne stå på sine egne ben uden et lille skub fra andre, den lille pige der voksede sig stor og forblev hjælpeløs og styret af en plejefamilie, der var mere en byrde, for hendes ødelagte hjerte, end en hjælp til at reparere hendes forsømte hjerte. Den pige ved navn Isa, pigen der levede sit liv i en ulykkelig aura. Isa der tog det sværeste valg i hele hendes liv, det valg der ville ændre alt det hun troede var rigtigt. Isa var mig. Jeg var pigen der tog valget. 

*****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...