Valget

Isa er en 19 årig pige, hendes liv lægger i ruiner og har svært ved at finde ud af hvad livets store mening er. Hun har oplevede et liv der indtil videre kun har været spækkede med forfærdelige stunder, hendes forældre døde da hun var helt lille så hun har aldrig mødt dem og blev derfor i en ung alder budt velkommen ind i en plejefamilies arme men det var den plejefamilie som nærmest ødelagde Isas liv mere end det var i forvejen. Hun står med et valg i hånden, et valg hun kan træffe og muligvis starte på en frisk, præcis som hun har brug for, hun skal træffe et valg omkring hendes religion, skal hun konvertere til en ny religion, islam og starte på en frisk eller skal hun blive i kristendommens hårde favn?

7Likes
8Kommentarer
403Visninger
AA

2. Del 1 - Helvedes hårde greb om min krop

*****

De små hvide snefnug plantede sig på ruden, de var så smukke at selv blomsterne en solrig sommerdag virkede ækle i forhold til dem. Et lille slag blev plantede på mit lår, jeg trak mine høretelefoner ud af mit øre. ”Isa hvorfor svare du ikke? Jeg sidder her og prøver og komme i kontakt med dig, du ved udmærket godt at du skal svare mig.” Hendes hårde tone, var som de hårdeste slag  der blev ved med at ramme min uskyldige kind. ”Jeg hørte dig ikke.” Jeg plantede et stille smil, på mine læber. ”Jeg gentager det igen. Skal du af ved Sofie?” Jeg nikkede og trak mig tilbage i sædet, med blikket ud mod de mange snefnug, mon de vidste hvor de skulle hen? Mon de vidste at de overhovedet landede på ruden? Jeg tror snefnuggene levede deres helt egen liv, de var ikke styrrede af en modbydelig verden, der altid skulle anse en for at være det næste offer, det eneste de skulle var at fremhæve himlen som noget smukt, så smukt at man næsten blev fristet til at flyve der op en dag. Bilen stoppede, det her var mit stoppested. ”Vi ses Jytte.” jeg baskede hårdt døren i, jeg vinkede ind af ruden og gik mod Sofies lejlighed. Jeg løb op af de mange trapper, der føltes som bestigningen af Mount averest.

”Hej Isa.” Sofie stod med armene åbne og grinte mod mig. Jeg løb forpustede ind i hendes arme, tiden stoppede omkring mig og jeg indhalerede kun øjeblikket med Sofie i min favn. Alle minderne røg op i mig, alle skænderierne, alle de lange samtaler og alle de mange drukture vi tog på, når vi var mest nede. Det var som om, at når Sofie og jeg var sammen, gik alt op i en højere enhed, vi var en enkelt person, samlede i to forskellige kroppe, jeg var brunetten med de store kasser og hun var blondinen med de små kasser, men alligevel var vi ens. Vi var begge omringet af sorg, vi havde begge gennemgået forfærdelige ting, i vores 19 år lange liv, som vi helst så som noget der lå plantede, som en byrde, hos en anden person end os selv, men desværre var det ikke sådan at tingene hang sammen. Jeg mistede mine forældre som en meget lille pige, jeg husker dem ikke,  de hed Birgitte og Svend. Havde jeg kendt Birgitte, havde jeg også kendt min mor. Havde jeg kendt svend, havde jeg også kendt min far og havde jeg kendt dem, havde jeg kendt en familie, min familie. Sofie havde gennemgået nogenlunde det samme og jeg vidste hvordan hun havde det, hun var som synket dybt i jorden, præcis som mig og til tider kom hun op til overfladen og pustede den stærke luft ud af hendes lunger og indhalerede noget nyt. ”Jeg har savnede dig.” Jeg plantede et kys på hendes kinder og trådte indenfor i hendes lille lejlighed, placeret i midten af Istedgade.  ”Er du klar på i aften.” Et suk forlod hendes læber. ”Ja jeg er klar.” Jeg smilte mod hende og lagde en stille arm omkring hendes ødelagte krop. Vi gik mod hendes soveværelse, vi tog vores ting frem og gik i dyb koncentration, med vores heftige makeup. Sofie sagde at make-uppen var det vigtigste, når man skulle trække på gaden, det var udseendet der gældte. Mænd var så overfladiske, de tænkte kun på en eneste ting og det var hvor store pigernes bryster var, hvor god en numse de havde og hvordan deres tøj sad klistret fast, med en limpistol mod deres kroppe. Jeg ville ønske at alle mænd var blinde, så de kun kunne lytte til ens stemme og ud fra det, få en opfattelse af ens personlighed.

”Er du sikker på at du vil det her?” Sofie kiggede bekymrede mod mig. Jeg havde aldrig trukket på gaden før og jeg vidste endelig ikke hvorfor jeg ville prøve det, det var vel et forsøg på at finde ud af hvem jeg var, var jeg den prostitueret Isa der kunne tilmelde sig til casting på den nye pigerne på Halmtorvet, eller var jeg bare en nedtrykt eksistens, der ikke fungerede ude i blandt mennesker? Jeg havde ingen ide, og jeg havde ikke haft en ide hele mit liv. ”Ja, jeg er sikker.” Jeg placerede endnu engang mine arme rundt om Sofie, jeg slap ikke grebet rundt om hende, før at hun gav slip, forhåbentligt ville hun aldrig nogle sinde give slip på mig, metaforisk ment, uden hende ville jeg ikke være andet end et stort nul, og var jeg et stort nul, ville jeg flyve fra helvedes hårde greb om min krop og forsvinde ind imellem skyerne.

Kulden ramte min krop, jeg frøs allerede og havde allermest lyst til at sidde, med en varm mokka i den ene hånd og Beautiful bastard i den anden, den bog fortjente en oscar. ”Det er fandme koldt.” Jeg krammede mig selv, i håbet om at jeg ville få varmen. ”Welcome to my world sister.” Sofie ladte et voldsomt, næsten skræmmende grin forlade hendes læber. ”Thank you.”

En sort Mercedes stoppede foran os, jeg kunne mærke hvordan min krop stivnede. Frygten stod ud af øjnene på mig. Hun tog fat i min hånd og stoppede op. ”Lov mig at du passer på dig selv.” Jeg nikkede. ”vi ses klokken 12 foran min lejlighed.” Sofie vinkede mod mig og steg ind i den sorte Mercedes, typisk en stinkende rigmand, er ikke fik noget af konen og henvendte sig til unge piger, i håbet om at få lettet trykket. 

Jeg pressede min kolde krop op af væggen. De blinkende lys fra bilernes lygter, ramte mine øjne og besatte dem med frygt, den frygt for at blive samlet op af en mand, der havde kone, hund og to børn derhjemme, der sikkert sad og så Disney show, i mens faren kørte ud for at få sig noget på den dumme, uden at skænke sine børn en tanke, uden at skænke konen en tanke, havde han sex med en ung pige, som kun gjorde det for pengenes skyld, fordi hun var så langt nede i dybet, at det var umuligt for hende at komme op igen, uden at ødelægge den del af sin krop der betød allermest – Værdigheden.

Mine øjne forfulgte en stor sort bil med skarpe lygter, der var på vej hen mod mig, alt i min krop stivnede, jeg kunne ikke engang rykke mig og fordufte væk fra mandens søgelys. Før jeg så mig omkring holdt bilen foran mig, manden rullede sit vindue ned. Mine tanker fløj rundt, som et tog uden kurs. Jeg kunne ikke hoppe fra nu, jeg kunne ikke bare lade Sofie i stikken, jeg skulle gennemføre det her, ellers ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg krydsede fortovet, samtidig med at jeg krydsede min største grænse. Jeg åbnede den sorte bildør og placeret min numse i det dybe sæde. Jeg kiggede mod manden. ”Hvor meget tager du for en græsk?” Græsk? Fuck. Græsk? Det eneste græske jeg kendte til, var tzatziki og jeg troede på ingen måde at den her mand snakkede om tzatziki. ”Nej, jeg gør ikke i græsk.” Jeg kiggede ned af mig selv, mine ben trippede frem og tilbage, til lyden af den tændte motor. ”Gør du i en god gammeldags dansk missionærstilling?” Hans ord ramte mig med lynets hast, jeg har aldrig i mit liv været ude for noget mere akavet, end at blive spurgt om jeg gjorde i græsk og derefter om jeg gjorde i en dansk missionærstilling. Tag dig sammen Isa, tag dig sammen. ”Ja, det er det jeg gør i.” Han sendte et slesk smil mod mig og satte speederen i bund. ”Så har jeg fundet min pige til aftenen, det er rart når man ikke skal lede i så lang tid.” Jeg sendte ham et forsigtigt smil og bed mig selv i læben, smagen af blod, flød igennem mine smagsløg, jeg havde bidt mig selv så hårdt i læben, at jeg blødte, typisk mig i en nervøs situation, for ikke at nævne hvor akavet situationen var.

Han stoppede foran Marriott Copenhagen, den her mand måtte have en god stak penge i sin pung, ellers havde han ikke haft råd til sådan et fint hotel og så lige ud til vandet. ”Kom med.” Han åbnede døren for mig. Kulden tog mig igen på ferskgerning, men til mit held, havde han holdt tæt på hovedindgangen. Lyden af travle stemmer fra receptionen fik mig til at kigge mod den. To smukke, unge piger sad bag disken, de havde sikkert et fantastisk liv, fyldt med fremtid, det kunne man ikke ligefrem sige om mit liv. Hvad mon de ikke tænkte om mig, og så i den her mundering, jeg havde en alt for kort nederdel på, en crop top der gik til lige nedenunder mit bryst og 13 centimeter hæle på. Jeg hørte ikke til her, jeg hørte til på Istedgade, præcis som alle de andre piger der ingen fremtid havde. En biplyd lød fra elevatoren. ”Kommer du smukke?” Mandens valg af ordet ”smukke” gav mig næsten kvalme, ikke fordi at ordet smuk ikke var et kompliment, men fordi det kom fra en halvgammel, overvægtig mand, der havde haft spredt sin salatdressing udover salatpizzaen, på andre piger hele sit liv, og jeg ville bare være endnu en statuette til samlingen. Jeg gik hen mod ham, hans hånd blev lagt mod min talje. Jeg bed endnu engang smerten, nervøsiteten og alt det akavet i mig. Jeg gjorde ikke andet end at stå frossen som en ispind mod gulvet. 

*****

Jeg håber at i vil læse del 2 også, husk i må meget, meget gerne kommentere, kritisk, ros og ris, da den her novelle skal fremlægges i skolen næste uge. 

//

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...