Love Conquers Slavery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum vågnede en dag op i fangeskab, solgt i slavehandel. Han er blevet solgt til en rig familie ude på landet, familien Kim. Kim Jonghyun er sønnen på gården, og langsomt får han øjnene op for den kattelignende dreng. Men vil de nogensinde blive mere end herrens søn og en simpel slave? Langsomt opstår der følelser imellem dem for hinanden og det gælder nu om, at holde deres forhold skjult overfor de andre slaver, men specielt også for Jonghyun's forældre. Kan kærligheden virkelig overvinde slaveri? (OBS: "Love conquers slavery" er egentlig inspireret af biograffilmen, "12 years a slave" ;) !!)

4Likes
15Kommentarer
813Visninger
AA

4. Uretfærdige hændelser

 

De næste par dage var nogle hårde dage. Solen bagte mere end nogensinde den sommer og Herren ville have sine slaver til at arbejde hårdere, end de oprindeligt gjorde. Flere vagter stod ude på markerne, så det var næsten lige før, at hver tredje slave havde sin egen vagt, som stod og råbte af dem. 

   Kibum var så heldig, at han stod et stykke fra den nærmeste vagt. Han stod med ryggen til og kunne hurtigt proppe et par bær i munden og spise dem. Han følte sig svagere og svagere dag for dag og kunne knap nok holde til få timers arbejde ude på markerne. Men det tog Herren sig ikke af, selvom der var flere af slaverne, der måtte holde lange pauser, før de kunne fortsætte med at så og plukke. 

   “Hey, du skal ikke spise bærerne!” udbrød en af vagter og det kom som et chok for Kibum, der lige havde puttet en håndfuld bær i munden. Han gjorde store øjne og kiggede hen på vagten, der nu havde opdaget ham. 

   Helt automatisk smed han kurven fra sig på jorden og stak halen mellem benene. Han løb så hurtigt som han kunne, længere ud på marken. Hvorhen, det vidste han ikke. Flere slaver stoppede deres arbejde og kiggede på drengen, der kom løbende med to råbende vagter efter ham.

   Hurtigt blev Kibum forpustet og snublede over sine egne ben, så han landede på jorden imellem græsstråene, lige så lang som han var. Luften blev slået ud af ham, idet han ramte jorden og han kunne mærke en dyb rift ved sit ene knæ. 

   Der gik ikke to minutter, før Kibum blev samlet op i hver sin arm af de to vagter, der begge holdt stramt fast i hans spinkle arme. Det gjorde ondt. Langsomt løftede han hovedet og kiggede rundt omkring i sine omgivelser, specielt over på fru Kang og Sarang, der stod tæt på hinanden og kiggede tilbage på ham. Han fik øjenkontakt med fru Kang, der så både bekymret og sørgmodig ud. Hun rystede kort på hovedet.

   Vagterne slæbte Kibum med sig over marken og imod villaen. Herren og fruen i huset stod et stykke fra deres hoveddør og kort fik Kibum øjenkontakt med fruen, men hurtigt slog han blikket ned. Han vidste udmærket godt hvad, der nu ville komme til at ske. 

   Kibum blev skubbet ned på sine knæ foran sin Herre og hans kone. Han udstødte et lille støn i smerte, da det dårlige knæ med riften ramte stenene. Hurtigt slog han blikket ned i jorden igen. 

   Vagterne fortalte, hvad de havde taget drengen i at gøre, idet de gav slip på drengens arme og trådte tilbage bagved ham. 

   Konen knælede ned foran Kibum og han løftede blikket for at kigge op på hende. Han nåede ikke at reagere, inden han fik en syngende lussing over kinden og han kunne straks mærke sin kind hæve op. 

   Ganske langsomt tog han en hånd op til sin kind, men nåede ikke at lægge den til på kinden, da Herren greb fat i Kibum’s trøje og trak ham op på benene igen. Herren trak den stakkels dreng helt tæt på sig og hviskede ham i øret:
   “Jeg har haft mine øjne på dig længe nu, knægt. Du er ikke andet end en byrde for de andre slaver, og også for mig og min gård. Hvis du ikke passer lidt på og hører nøje efter hvad, der bliver sagt til dig, så bliver det værst for dig selv. Er det forstået?” Stemmen var mørk og dyster, ingen medlidenhed på nogen måde. 

   Kibum havde lukket sine øjne og skælvede næsten af frygt. Kort nikkede han. Han var mere bange for sin Herre end noget andet. Sidste gang der blev taget fat i ham, var det Herren ham selv. En aften, hvor de andre slaver sov. Han havde ført Kibum ud af hytten og videre et stykke ind i skoven ved siden af hytterne og markerne. Bukser blev flænset af, der blev skreget og Kibum måtte halte tilbage til hytten, helt nøgen forneden. 

   Herren gav slip på Kibum igen og skubbede ham ned på jorden foran sig. “Gå tilbage til marken og fortsæt dit arbejde resten af dagen og fortsæt i nat. Hvis der bliver det mindste med dig, så ved du godt, hvad der kommer til at ske, dreng.” 

   Så vendte han sig om og gik indenfor igen sammen med sin kone.

   Kibum løftede langsomt hovedet og kiggede efter ham. Han rynkede brynene, da han bemærkede Jonghyun stå i døren og snakke med sine forældre, før døren blev lukket. Han sukkede. Selvfølgelig havde Jonghyun ikke ment hvad, han havde sagt nogle dage før. 

   Langsomt rejste Kibum sig op og kiggede ned på sit knæ. Bukserne var flænset ved knæet og det piblede ud med blod og efterlod blodmærker på de brune bukser. Måske kunne fru Kang hjælpe ham med at stoppe blødningen og hvis han var heldig, kunne hun sy revnen sammen.

   Kibum gik tilbage til marken for at lede efter fru Kang, idet han fik øje på hende og stoppede op. To vagter kom bærende med den ældre dame i hver sin arm, imens hun råbte og skreg om at sætte hende fri.  

   “Stop! Hvad er det, I gør?!” udbrød kattedrengen og ignorerede smerterne i knæet, da han løb hen imod vagterne, “Giv slip på hende! Hvad er det, I gør ved hende?!” Tårerne trillede allerede ned af hans kinder.

   “Gå tilbage til dit arbejde, dreng!” råbte den ene vagt og skubbede drengen væk fra dem.

   Men Kibum gav ikke op så let; han blev ved med at gribe fat i vagternes arme og rive i dem, imens han råbte og skreg, at de skulle lade den ældre dame være og tage ham med i stedet for. 

   “Kibum! Det her er angår ikke dig! Gå tilbage til dit arbejde!” Tårer trillede ned af fru Kang’s kinder, hendes øjne lyste af bekymring og af frygt.

   Kibum blev ved og ved med at rive og slå vagterne, indtil to andre vagter greb fat i ham bagfra og holdt ham tilbage. Han sparkede ud med sine ben og brugte alle sine kræfter på at kæmpe imod, men intet lykkedes for ham. Tilsidst måtte han give op af udmattelse. Han havde simpelthen ikke flere kræfter tilbage.

   Kibum løftede hovedet og kiggede efter vagterne og fru Kang, indtil de forsvandt om i villaens have. Da han ikke kunne se dem mere, begyndte han at græde højlydt, men stadig svag for kræfter. 

   Vagterne gav slip på Kibum og han sank til jorden i fosterstilling. Han græd som pisket og krammede sine ben ind til sig. Hvor han dog hadede det her sted! I så lang tid havde han håbet, at han snart ville vågne op fra dette mareridt, men det lod ikke til, at det ville lykkedes. Og sådan som det så ud nu, så ville han nok ikke slippe væk derfra lige foreløbig. Måske udover hvis han blev købt af en anden. Alt andet ville være bedre end dette sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...