Love Conquers Slavery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum vågnede en dag op i fangeskab, solgt i slavehandel. Han er blevet solgt til en rig familie ude på landet, familien Kim. Kim Jonghyun er sønnen på gården, og langsomt får han øjnene op for den kattelignende dreng. Men vil de nogensinde blive mere end herrens søn og en simpel slave? Langsomt opstår der følelser imellem dem for hinanden og det gælder nu om, at holde deres forhold skjult overfor de andre slaver, men specielt også for Jonghyun's forældre. Kan kærligheden virkelig overvinde slaveri? (OBS: "Love conquers slavery" er egentlig inspireret af biograffilmen, "12 years a slave" ;) !!)

4Likes
15Kommentarer
828Visninger
AA

3. Den hjemvendte søn

 

”Kibum? Kibum.. Kibum, vågn op..” 

   Langsomt da han åbnede øjnene, fik han øje på sin gode veninde blandt slaverne, der nu sad foran ham med en tallerken i skødet. Hun sad lænet indover ham og  med mørke øjne, der udstrålede varme. 

   ”Jeg er oppe..” mumlede kattedrengen til sin veninde, Sarang, og satte sig op i en sløv og træt bevægelse. Han tog bamsen op i sin favn og holdt den tæt ind til sig. ”Hvad er der?” spurgte han og gned sig i det ene øje for at få søvnen ud. Det føltes som om, han slet ikke havde fået sovet hele natten.

   ”Du er blevet kaldt til villaen, men jeg ved ikke fra hvem,” svarede Sarang og hjalp ham op på benene. Hun børstede lidt jord af hans bluse og bukser og rettede hans hår, ”Men det skulle vidst være fra sønnen, så vidt som jeg har fundet ud af. Fortæl mig lige hvordan han er, vil du? Det er rart at vide, hvilken slags fyr han er og hvad han er i stand til.”

   Kibum nåede ikke rigtig at reagere. Han knugede bamsen ind til sig og kiggede på sin veninde med et par store øjne. ”Sønnen? Jamen, hvad vil han med mig?” spurgte han og bed sig lidt i underlæben, som var en vane, han havde.

   ”Du må hellere skynde dig. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke lade ham vente for længe.”

   Det tog ikke lang tid for Kibum at skynde sig ud af hytten og indenfor i den store og hvide villa. Men nu skulle han bare finde ud af hvorhenne, sønnens værelse lå. Han turde ikke spørge om vej, for så ville han nok blive skældt ud over, at han ikke vidste det. Men hvordan skulle han vide det? Han var sjældent indenfor i huset og da slet ikke i nærheden af soveværelserne. 

   ”Der er du,” lød den velkendte, bløde stemme pludselig bag ham og han stoppede brat op, ”Mit værelse er lige her. Jeg tror, at du er gået forbi omkring tre gange nu.” Stemmen lo blidt.

   Langsomt vendte Kibum sig om og stod endnu en gang ansigt til ansigt med den hjemvendte søn. Hurtigt bukkede han et par gange og slog blikket ned i gulvet foran sønnen, ”Undskyld. Jeg har aldrig været i den her del af huset før.” undskyldte han og fortrød straks, da han udmærket godt vidste, at dårlige undskyldninger gjorde alting værre. 

   Han gjorde sig klar til at få skæld ud, eller i værre fald, at få slag. 

   ”Nej? Nå, men nu ved du i hvert fald, hvor mit værelse er,” svarede Jonghyun ham ganske blidt, ”Kom med indenfor. Jeg har noget, jeg gerne vil tale med dig om.” Pludselig ændrede tonefaldet sig og stemmen blev alvorlig. 

   Åh nej, hvad havde han nu gjort? Kibum bed sig i underlæben og luskede efter Jonghyun ind på værelset, da sønnen gik derind. Døren blev lukket efter ham. 

   Værelset var gigantisk. Der var en stor dobbeltseng, som så så blød ud, at hvis Kibum lagde sig på den, ville han aldrig komme op fra den igen, det vidste han. Ved siden af stod der et lille natbord med en kande vand og nogle blade liggende derpå. I hjørnet var der et stort klædeskab i træ, hvor begge låger var lukket og som skjulte det sikkert store lager af tøj og diverse ting. Der var en stor lædersofa, samt et par matchende læderstole tæt ved klædeskabet. Selve værelset var lyst med store og flotte vinduer og det eneste der hang på væggen var billeder og malerier ovre ved det store og pænt rodet skrivebord, hvor der ovenover hang billeder i rammer med forskellige mennesker på; Kim familien. Ved siden af skrivebordet var der en dør, hvorpå der hang et lille skilt med teksten: ”Badeværelse”

   Et rigtig rigmandsværelse, ifølge Kibum. 

   ”Nå, sæt dig ned. Lige hvor du vil.” Jonghyun så så venlig og blid ud, men hvorfor? 

   Kibum tøvede længe, men valgte så at sætte sig hvor han stod, på gulvet. Han ville ikke sætte sig i sengen, på stolen ved skrivebordet eller den store luksuriøse sofa. Han turde ikke gøre værelset beskidt med sine beskidte lagner af tøj.

  ”Øh.. Okay så,” sagde Jonghyun med et løftet øjenbryn, idet han langsomt satte sig ned overfor den kattelignende dreng på en stol, som var han bange for at skræmme ham. 

   De sad længe og kiggede på hinanden. Jonghyun havde de fineste markeringer i ansigtet og de søde og flotte mørke hundehvalpe øjne var endnu mere perfekte så tæt på.

   ”Undskyld.” Kibum brød mumlende tavsheden og slog straks blikket ned i gulvet. Han følte sig malplaceret og det gjorde ham ked af det. Lige nu ville han hellere være ude i hytten sammen med bamsen, som han kunne trøste sig med.

   “Hvor længe har du været her?” spurgte Jonghyun og lod sig ikke bemærke af undskyldningen, hvilket Kibum var en smule taknemmelig for. 

   “Siden jeg var 14 år. Jeg er 16 år nu.” svarede han og forholdte blikket nede i gulvet. Han begyndte nu i stedet at pille ved sine slidte bukser. Han vidste, at hvis sin mor så ham i det slidte og beskidte tøj, ville det blive smidt ud med det samme.

   “Omkring to år så?” Jonghyun’s stemme var blid og det lød som om, han havde medfølelse med ham, “Hvordan er det derude? Ude i hytten, altså?” 

   Kibum løftede hovedet en smule og kiggede over på ham. Han forstod stadig ikke hvorfor, Jonghyun virkede så sød imod ham. Det gav jo ingen mening. “Det er fint.” svarede han ham kort og slog blikket ned igen. 

   Jonghyun rykkede tættere på, kunne kattedrengen mærke og det fik ham til at krølle sig sammen på gulvet. Samtidig med han følte sig mere tilpas sammen med Jonghyun end med Herren og konen, så var han stadig bange og utryg. Lige nu ville han bare gerne være sammen med fru Kang.

   “Okay.” Jonghyun lød som om, han ville sige mere, men der kom ikke flere ord ud af hans mund. 

   Kibum tøvede lidt, men løftede så hovedet og kiggede på ham med små øjne. “Hvad ville du, siden jeg blev sendt herind?” spurgte han lavt og slog straks blikket ned igen.

   Der gik lidt tid, før Jonghyun svarede: “Hør her, jeg er strengt imod, at mine forældre har slaver her på gården. Slaveri generelt. Rent ud sagt, så hader jeg det. Det er åndssvagt og det giver ingen mening for mig. Intet menneske burde blive udsat for slaveri, lige meget hvem er de, hvad de har gjort eller hvor de kommer fra.”

   Kibum anede ikke, hvad han skulle sige. Han var helt tom for ord, for det var ikke ligefrem det, han havde regnet med at høre fra sin Herres søn. Var det mon derfor, at Jonghyun altid var ude at rejse?

   “Hvorfor har du aldrig gjort noget imod det så?” spurgte han og tænkte nu ikke videre over hvordan, han snakkede til sin Herres søn. Han løftede blikket og kiggede på Jonghyun nu med tårerfyldte øjne, “Hvis du virkelig er imod slaveri, hvorfor rejser du så hele tiden og bliver ikke her og gør noget ved det?!” Uden at vide det, hævede han stemmen, “Du lever det luksuriøse liv, det er let for dig at sige til mig, at du er imod det, når du ikke engang tør stille dig op imod dine forældre og gøre noget ved det, men i stedet flygter du fra land til land, så du ikke behøver at sige noget! Ved du hvad jeg tror? Jeg tror, at du er bange for at sige din mening og at du bare er en kujon!” 

   Der blev helt stille i værelset. Kibum rejste sig op og trak ned i sin trøje, der var kravlet en smule op, imens han havde siddet ned. Han kiggede ned på Jonghyun, der sad helt stille på gulvet et stykke fra hvor han selv havde siddet. 

   Havde Kibum mon gået over stregen? Havde han sagt for meget? Det var han ligeglad med, for han gad bestemt ikke være inde på det værelse mere eller i det hus, for den sags skyld. 

   “Jeg går nu.” mumlede han og gik ud fra værelset. Han hørte Jonghyun kalde på ham, men det fik ham bare til at løbe ned af gangen og videre ud til hoveddøren, som han næsten rev op og forlod huset. 

   Kibum håbede nu på, at han havde givet Jonghyun noget at tænke på. Enten skulle den dreng lade være med at sige sådan noget og stoppe med at lyve, eller skulle han tage sig sammen og stille sig op imod sine forældre og sige sin mening ligeud. 

   På en måde, så håbede Kibum inderligt på det sidste, for der var et eller andet over sønnen, som han fandt fascinerende. Det havde der altid været, siden han så Jonghyun første gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...