Love Conquers Slavery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 15 dec. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum vågnede en dag op i fangeskab, solgt i slavehandel. Han er blevet solgt til en rig familie ude på landet, familien Kim. Kim Jonghyun er sønnen på gården, og langsomt får han øjnene op for den kattelignende dreng. Men vil de nogensinde blive mere end herrens søn og en simpel slave? Langsomt opstår der følelser imellem dem for hinanden og det gælder nu om, at holde deres forhold skjult overfor de andre slaver, men specielt også for Jonghyun's forældre. Kan kærligheden virkelig overvinde slaveri? (OBS: "Love conquers slavery" er egentlig inspireret af biograffilmen, "12 years a slave" ;) !!)

4Likes
15Kommentarer
834Visninger
AA

2. De rige og deres slaver

 

Solen skinnede højt på den blå himmel og det høje grønne græs blafrede let i den milde og kølige vind over landskabet. Der var stille den morgen, selvom de stakkels slaver allerede var ude i marken for at plukke bær og så frø på markerne. Ingen talte sammen, ikke så meget som kiggede på hinanden. De var vant til hinandens selskab, men det havde de også god grund til; de havde i flere år gået op og ned af hinanden som de slidte arbejdere de var og de havde mange år endnu i hinandens selskab. 

   Alle arbejdere slidte hårdt på kræfterne den morgen, med undtagelse af én dreng, der stadig sad inde i hytten, som han delte med mange andre af slaverne. Han sad med ryggen til døren og med alt sin opmærksomhed rettet ned imod en bamse, som han havde fundet i en af skraldespandene oppe ved villaen. Det var ikke bare en ganske almindelig og dog grim bamse kun med ét øje, men den lignede helt nøjagtig den bamse, som han havde derhjemme, en gave fra sine forældre, dengang han var mindre.

   Den mørkhåret kattelignende dreng havde tørret det meste af jorden af bamsen. Et lille smil sad på de hjerteformet læber, som var han endelig tilfreds med resultatet af bamsen. Gad vide, hvis bamse det var? Han vidste, at sin Herre havde en søn, men så vidt som han havde forstået, så var sønnen et par år ældre end ham selv, så hvorfor skulle han eje en bamse og ikke have smidt den ud for længst? Det var her for nylig, Kibum havde fundet bamsen i skraldespanden.

   ”Kibum?” lød en kvindestemme bag drengen, der for sammen i forskrækkelse og vendte sig så straks om. En af de ældre kvinder af arbejderne stod i døren med en kurv bær i armene. Hendes ellers blide og varme mørke øjne var alvorlige og rettet direkte imod drengen, ”Hvad sidder du herinde for? Du ved godt hvad der sker, hvis vores Herre opdager, at du ikke arbejder. Kan du huske sidste gang?”

   Kibum lagde straks bamsen fra sig på sin pude og rejste sig op. Selvfølgelig kunne han stadig huske den frygtelig nat, hvor Herren fik at vide, at han havde brugt hele dagen i hytten. Han havde stadig mareridts fra den frygtelige nat og hans krop var mærket for livet. Allerede nu var han i tøjet, det slidte og næsten opbrugte tøj, som han efterhånden havde haft på i et par uger nu, udover nattrøjen om natten. 

   ”Undskyld. Jeg glemte tiden..” mumlede han og gik hen foran hende.

   Kvinden stillede kurven på gulvet og trak den tynde dreng ind i sin favn. ”Du har sat hele morgenen med den bamse. Er det overhovedet din? Du ved godt, at du ikke må stjæle og da slet ikke her i området, Kibum.”

   ”Jeg fandt den i en skraldespand, fru Kang. Den ligner min egen bamse derhjemme, som jeg fik af min mor til min 4-års fødselsdag,” forklarede han sig stille og lagde armene om hende i et svagt greb, ”Jeg har ikke stjålet den. Hvis nogle mangler den, så skal jeg nok aflevere den tilbage. Det lover jeg.”

   Fru Kang lo og trak ham ud fra sig. Hun lagde sine hænder på hans skuldre og gav dem et klem, imens hun holdt øjenkontakten med ham. ”Du er sådan en god dreng,” sagde hun og gav slip på ham for at samle kurven op, ”Kom. Vi må hellere skynde os tilbage til arbejdet.”

   Dagene gik langsomt ude i marken, imens solen bagte og ofte måtte vagterne tilkalde vandforsyninger, da det ofte skete, at mindst to af arbejderne faldt om i løbet af en dag på grund af hedeslag. Den dag faldt hele tre arbejdere til jorden og ville hverken have vand fra vagterne eller hjælp fra de andre arbejdere. I stedet blev de liggende ude på marken. 

   Kibum sad for sig selv i det høje græs og plukkede bær. Han kunne ikke lade være med, at tage et par bær i munden en gang imellem og spise dem. De var så friske og det var sjældent, at han nogensinde fik så friske bær som de. Indtil videre havde ingen opdaget ham.

   Lyden af hestevrinsk og travende hove med lyden af hjul kom tættere og tættere på. Slaverne stoppede med deres arbejde og vendte blikket imod hestevognen, der kom nærmere og nærmere på villaen og markerne. Der sad tre mænd i vognen; kusken, Herren og en ung mand, som Kibum før havde set, men det var efterhånden mange måneder siden, så han kunne ikke helt huske hvem, drengen var. 

   Vognen stoppede op og Herren trådte ned derfra. ”Alle sammen, lyt nu godt efter! Min søn, Kim Jonghyun, er endelig vendt hjem efter sin lange rejse! Vis ham jeres respekt og gør ikke noget overfor ham, som I ikke ville have gjort overfor mig. Er det forstået? Og kom så tilbage til arbejdet, i stedet for at stå og glo!”

   Den unge mand, som måtte være sønnen, Kim Jonghyun, trådte ned fra vognen og kom til syne ved siden af sin far. Han var ikke den højeste, men de sødeste hundehvalpe øjne havde han. Umiddelbart så han ikke ond ud, som sin far gjorde, men man skulle aldrig sige aldrig. Jonghyun lod blikket glide udover marken med de mange slaver, der så småt var vendt tilbage til deres arbejde igen. 

   Igen, med undtagelse af den kattelignende dreng, som sad musestille i græsset et stykke fra vognen og kiggede nysgerrigt over på herrens søn, som nu lignede én, der stod og solede sig fra den bagende sol. Kibum vidste, at han havde set den unge mand før. Selvfølgelig var det Herrens søn.

   ”Du der!” udbrød herren, da han langt om længe fik øje på kattedrengen, der sad i græsset og stirrede hen på sønnen, der så ud til intet at have bemærket, ”Se så at kom tilbage til arbejdet, dreng!”

   Kibum havde svært ved at fjerne blikket fra Jonghyun, men vendte sig så med ryggen til dem og tilbage til kurven foran ham. Den var ikke engang halvt fyldt. Han havde slet ikke kunnet koncentrere sig og maven buldrede og larmede, fordi han var mere sulten end nogensinde før. 

   Hvorfor havde han så ikke spist? Det var svært at få et ordentligt måltid og generelt bare mere end ét stykke brød om dagen, når man levede med flere sultne og voksne mænd og kvinder. Fru Kang havde ofte hjulpet ham med at få bare lidt mad i løbet af dagen, fordi han var blevet mere og mere svag og havde derfor sværere ved at anskaffe sig selv noget mad. 

    Senere den dag var den kattelignende dreng blev sendt indenfor for at dække bordet og gøre rent i spisestuen, eftersom der skulle se så rengjort ud som muligt, nu da den højt elskede søn var vendt hjem. Der var heldigvis ikke så meget, der skulle rengøres, så derefter skulle stearinlysene bare tændes og så var han vidst færdig med sin pligt.

   ”Aish, jeg nævnte det jo bare..!” 

   Forskrækket vendte Kibum sig om og stod nu ansigt til ansigt med Kim Jonghyun, der så lige så forskrækket ud, som han selv måtte gøre. To par mørke kattelignende øjne stirrede tilbage på den anden og med læberne formet i et lille o. Hurtigt slap kattedrengen øjenkontakten og slukkede tændstikken, før han brændte sig på den. 

   ”Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig.” brød Jonghyun stilheden med en dyb, men stadig blød stemme. En stemme, der kunne smelte et hvert pigehjerte. Men hvorfor undskyldte han mon og ikke skældte Kibum ud for at stoppe midt i arbejdet?

   Kibum kiggede på ham med små og uforstående øjne, før han hurtigt bukkede et par gange og tog i en hurtig bevægelse hænderne bag ryggen med den stadig varme tændstik, så han brændte sig alligevel. Han skar en grimasse. ”Det er mig, der siger undskyld, Herre.” svarede han ham stille og slot blikket i gulvet. Det havde han lært at gøre.

   ”Det går nok.” svarede Jonghyun og lød som én, der ville sige mere, men med det samme gik døren op og fruen i huset trådte ind i spisestuen med et par af slaverne, der arbejdede i køkkenet og som kom med fade af mad i armene.

   Kibum fik ordre på at forlade huset og det gjorde han straks. Han bukkede et par gange og forlod huset på ingen tid. Det havde været et underligt, men kort møde med den hjemvendte søn. Det var første gang i lang tid, at nogle som Jonghyun havde undskyldt overfor ham. Et lille smil dukkede op på læberne, da han trådte ind i hytten til de få andre slaver, der var derinde. Men de var ligegyldige for ham lige nu. Med det samme satte han sig hen til sin seng i hjørnet og tog bamsen op i sin favn. 

   Han kunne slet ikke få Jonghyun ud af tankerne igen. Aldrig før havde han snakket med Jonghyun, heller ikke bare kort. Det havde, på en eller anden måde, været en rar ting at få en undskyldning, også endda inde fra villaen af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...