Stripped

En klassisk krimi med en mystisk detektiv og hans makker

1Likes
1Kommentarer
161Visninger

1. Stripped

Min mobiltelefon ringede klokken tre om natten. Jeg sov som en sten, så den havde ringet en del gange, før jeg kom op til overfladen og tog den. Det var Schumacher. Hvem ellers. Der var sket et mord, og han spurgte, om jeg ville med ud på gerningsstedet. Politiet havde kontaktet ham. De havde åbenbart brug for hans ekspertise. Selvfølgelig ville jeg med. Han kom og hentede mig i taxa 25 minutter senere.

 

Byen trak sig forbi os, mens vi kørte. Nogle gange langsomt, nogle gange hurtigere. Rød bølge. Dens ansigt flød ud, dens øjne var halvt lukkede i. Gaderne var livløse. Kun stakler, ludere og forbrydere var i gang nu. Og det sted vi var på vej hen var ingen undtagelse.

 

Da vi steg ud af taxaen, var det begyndt at lysne. Det var en kølig sommermorgen, fuglene sang morgensange for os. Vi var nord for byens centrum, ude ved vandet, men stadig i byen. Uptown. Her havde folk penge.

”Har du lagt mærke til, at græsplænerne altid er grønne herude?” Jeg vidste, at Schumacher ikke forventede et svar, så jeg tav. Der holdt fire politibiler foran huset. To af bilerne var civile. En ambulance holdt pænt parkeret ved kantstenen uden lys på. Den havde ikke travlt. Alt lys syntes at være tændt i det store hus, der gemte sig inde bag hæk og port. Vi gik gennem porten, en betjent stod vagt, nikkede. Jeg nikkede tilbage, Schumacher slentrede indtagende forbi. Slank og høj med hagen højt. En rundkørsel foran huset med et lille springvand. Vi gik i gruset, der knasede under vores sko. En hund dukkede op ud af ingenting, den kom lige mod os. Stille og nysgerrig. Schumacher satte sig ned på det ene knæ. Hunden stoppede og sænkede hovedet lidt. Den snerrede ikke, kiggede blot på Schumacher. Den var nysgerrig. Han kiggede roligt tilbage. Hans venstre underarm hvilede vandret på de tætsiddende sorte, slidte ruskindsbuksers knæ. Venstre fod var i jorden, højre knæ ligeså. Højre hånd var løst strakt frem mod hunden i en afvæbnende gestus. Da hunden endelig gik hen til manden og slikkede ham på hånden, var jeg næsten henne ved trappen og meldte dér vores ankomst til endnu en betjent.

 

Indsatslederen mødte os i lobbyen efter et minuts ventetid. Schumacher var tilbage ved min side med et gådefuldt smil i venstre mundvig og den ene hånd i lommen. Kløede han sig virkelig i skridtet? Der kom Larsen.

”Schumacher og Henry. Det var godt, I kunne komme. Vi står i lort til halsen. Vi har en død bankdirektør. En af de store. En af de dyre drenge, kan jeg godt sige jer. Frank James Roepstorff.” Larsen kiggede dramatisk på Schumacher. Schumacher løftede øjenbrynene ganske let.  

”Roepstorff blev dræbt af et skud i nakken. Pistolen lå ved siden af ham. Ingen fingeraftryk.” vi gik mod biblioteket, hvor liget lå.

”Det var åbenbart pokeraften”, fortsatte Larsen uanfægtet, vendte rundt og trak os videre ind i huset. Malerierne på væggene så dyre ud.

”Vi har fire mistænkte: Tre pokermakkere: Peter Olsen, I ved fodboldspilleren, finansmanden og byggematadoren Michael Nordvig og Kristoffer Tang Møller – Roepstorffs pressechef. Og så Roepstorffs butler, Vikram Kumar, der sørgede for drinks og snacks til drengene. Og når jeg siger snacks, mener jeg ikke snacks.” Han vendte sig mod os og satte en finger mod det ene næsebor og trak vejret hurtigt ind med det andet.

”Det ser tilsyneladende ud til, at en af pokerdrengene har skudt Roepstorff i et anfald af vrede over at have tabt eller at være blevet snydt, måske. De er alle stærkt påvirkede af stoffer og alkohol. Men problemet er, at Vikram hårdnakket hævder at have affyret det dræbende skud. Men han har intet klart motiv. Han har ikke profilen. Jeg ved det ikke. Ingen af de tilstedeværende har krudtslam på fingrene. Vi orker ikke en lang eftersøgning og håber, at du kan tage den her i opløbet. Du ved, så vi slipper for alle rapporterne. Og skatteborgernes penge, ikke? Vi skal også spare. Betjentene afspadserer stadig efter urolighederne i indre by.” Vi var nået til to store massive dobbeltdøre. Brunt træ. De førte ind i biblioteket, hvor liget lå. Mændene i de hvide kitler var i gang med gerningsstedet. Der blev målt, taget billeder; kort sagt undersøgt.

”Bare rolig, Larsen; vi er her jo.” Schumacher kiggede på Larsen. Larsen nikkede og svang dørene op.

 

I biblioteket hang englene fra loftet. Det var et syn, der kunne få mange til at gispe efter vejret. Jeg selv blev ret overrasket, men efter at have arbejdet sammen med Schumacher i mange år, havde jeg vænnet mig til utrolige syn, og det første jeg gjorde var som vanligt at kigge over på ham. Hans ansigt var hårdt, glat træ. Ubevægeligt som en fint udskåret teatermaske. Det fik mig altid til at slappe af. Englene viste sig at være virkelighedstro dukker, der var ekstremt realistiske. Nøgne kvinder, hårløse og med vinger, i sin tid ophængt af den nu døde direktør.

”Det er kunst”, sagde Larsen.

”Bemærk den hvælvede bue langs indersiden af en fod”, sagde Schumacher.

”Hvorfor sidder vi stadig her?”, spurgte en stemme henne ved væggen mellem to store vinduer. Der sad de tre hovedmistænkte på hver sin stol op ad væggen, ved siden af dem stod Vikram. Det var fodboldspilleren, der spurgte. Schumacher kiggede rundt i rummet. Hans grå øjne var barberbladsskarpe. Jeg prøvede at følge hans blik med mit. Spillekortene lå på spillebordet. Nogle med ryggen opad, nogle med ryggen nedad. Esser, femmere, seksere – spar, hjerter, klør, rodet sammen i en pærevælling. Bordet med jetoner var væltet, og jetonerne lå spredt ud over gulvet. Drys af hvidt pulver ud over gulvet. Kokain, selvfølgelig. Et maleri hang skævt på bagvæggen til venstre for bogreolerne. Et mandshøjt spejl var revnet. Bøger var revet ud af reolen. Lå hulter til bulter på gulvet, nogle var åbne, slået op på tilfældige sider. Tilsyneladende havde en kamp fundet sted, gættede jeg i mit stille sind.

”Hvad skete der?”, spurgte Schumacher og pegede på fodboldspilleren. Peter Olsen kiggede op på Schumacher og derefter på de andre mistænkte. Ingen af dem kiggede tilbage.

”Jeg var lige på toilettet, så jeg så ingenting.” Han tænkte sig om. ”Men jeg hørte larm og råb. Ting, der væltede og så et skud. Derefter blev der stille, og jeg løb tilbage. Frank lå på gulvet derude. Pistolen lå på gulvet lige dér. De tre andre stod derhenne og kiggede på Frank.” Schumacher kiggede ligegyldigt på fodboldspilleren.

”Så jeg ved faktisk ikke helt, hvad der skete,” endte Peter Olsen sin forklaring.

”Det var mig, der gjorde det,” fortsatte butleren, ”jeg har længe følt mig dårligt behandlet af hr. Roepstorff. Han var nedladende over for mig, behandlede mig som en hund. Og her til aften kom selskabet nu også med racistiske udtalelser. Jeg vidste hr. Roepstorff havde en pistol i skuffen, og pludselig slog det klik for mig, og inden jeg nåede at tage mig sammen, havde jeg skudt ham. Jeg fortrød med det samme, hvad jeg havde gjort. Men der er også noget i mig, der stadig fryder mig.” Vikram løftede hovedet og kiggede Schumacher i øjnene.

”Du er sikh, ikke? Er du praktiserende, eller er du sekulariseret?” spurgte Schumacher butleren. Vikram Kumar kiggede mystificeret på Schumacher et kort sekund. Så rettede han sig op og svarede klart.

”Jeg går højt op i min religion! Jeg er stolt af mine rødder og lever strengt efter reglerne: Jeg er da praktiserende.”

”Det må være umuligt i en verden som den, vi lever i.”

”Måske for jer,” svarede Vikram roligt.

”I to,” pegede Schumacher mod de to sidste mistænkte, som sad tavse. ”Hvad var jeres forhold til Roepstorff?”

”Vi er – eller var – venner i gennem mange år.” Det var Kristoffer Vang Møller, der tog ordet. ”Vi har faktisk kendt hinanden siden kostskoletiden. Har været på mange eventyr sammen. Fester, kvinder, penge. Du ved,” sluttede pressechefen smilende.

”Roepstorff var den fornuftige af jer, var han ikke?” spurgte Schumacher lidt provokerende. ”Den kloge.”

”Tsk, ha,” reagerede Michael Nordvig spontant, ”joh, det kan der være noget om. Men hans fornuft og kløgt var ikke noget i forhold til hans følelseskulde. Han var snu. Det var umuligt at fange ham i at gøre noget forkert. Men på mange måder var han den værste af os.” Møller drejede hovedet mod Nordvig og kiggede hårdt på ham. Nordvig kiggede tilbage, virkede lidt overrasket, og så tav han.

”Hvem var bedst til poker?” spurgte Schumacher. Nordvig sagde intet. ”Nok ikke dig,” drillede Schumacher Nordvig, ”du kan da ikke holde pokerfjæset.” Nordvig fik røde kinder. Men han sagde ikke noget.

”Nå, Schumacher. Det ser ud til at sagen er klar denne gang. Morderen må være butleren.” Det var Larsen, der snakkede. Schumacher smilede. Nu, hvor jeg tænker tilbage, er jeg næsten sikker på, at Schumacher havde ventet på Larsens fejlagtige konklusion, før han selv gik i gang med sin forklaring.

”Butleren er ikke morderen,” begyndte Schumacher. ”Det er for enkelt. Morderen skal findes blandt pokerspillerne.” Han holdt en kunstpause.

”Men det er hverken dig, dig eller dig,” sagde Schumacher til Nordvig, Olsen og Møller. ”For der mangler en i jeres lille klub. En vigtig spiller. Morderen.” Schumacher holdt håndfladerne ud til siden. Han elskede dramatikken. Han stillede sig henne ved spillekortene, der lå på bordet og kiggede på kortene.

”Pokerspilsvarianten ’Five-card draw’ bliver nogle gange spillet med det, man kalder ‘stripped deck’, der betyder, at ikke alle kort er med. Denne variant er kendt under navnet ‘syv-til-es’ eller ‘es-til-syv’. Den kan blive spillet af op til fem spillere. Når fire eller færre spillere spiller, burger man 32 kort fra es til syv uden jokere. Hvis der er fem spillere tilføjer man sekserne, så man får en 36-korts stak. Sekserne er med i denne stak. Så der mangler en femte spiller.” Et par betjente, som stod ved dørene, lyttede nysgerrigt. Larsen stod med hænderne over kors og smilede let. Muligvis lettet og irriteret på samme tid. Og jeg? Jeg nød scenen.

”Og hvor er den femte spiller? Det er ikke Vikram, for han er rettroende sikh, så han må ikke spille poker. Hov. Jeg har noget i lommen,” fortsatte Schumacher, og trak noget op af lommen. ”Jeg tog det fra hunden, det er dens halsbånd. Der står ’Nehru – Sitas hund’. Hunden tilhører en kvinde, da Sita jo som bekendt er et pigenavn. Det er også et indisk navn, så jeg gætter på, det er et familiemedlem af Vikrams. Yes. Hvem ville Vikram tage med på arbejde, som har en hund? Sin datter vil jeg mene.” En datter? Det havde jeg ikke ventet.

”Og hvad er der sket her? Schumacher strøede sin hånd hen over de væltede og ødelagte ting. ”Der har ikke været håndgemæng, nej. Pokervennerne har ledt efter noget. De har ledt efter noget meget vigtigt og betydningsfuldt efter alt at dømme. Noget, der er gemt i en boks eller måske endda et hemmeligt sikkerhedsrum. De har ledt bag maleriet og bag bøgerne, og de fandt, hvad de søgte; det hemmelige rum bag det smadrede spejl.” Schumacher pegede igen. ”Derinde sidder den femte spiller. Sandsynligvis med en kniv for Vikrams datters strube. Derfor er Vikram nødt til at tage skylden.”

Larsen sendte to mænd til spejlet. Revolverne var trukket. De rykkede det til side, og ganske rigtigt: Der var en dør. De åbnede.

 

”Bliv, hvor I er!” Der kom en desperat mandestemme derindefra. Der var halvmørkt i rummet. Det var et rimeligt stort rum med masser af plads.

”Tag det roligt. Spillet er ude, så at sige,” sagde Schumacher ironisk. ”Læg pistolen, slip pigen og kom så selv ud. Så sker der ikke noget. Gør det ikke værre for dig selv.” Schumacher og vi andre ventede. Der var stille.

”Du tænker for meget,” fortsatte Schumacher, ”vi ved, du skød Frank. Du har ingen trumfer på hånden. Jeg kalder din bluff. Du kan ikke slippe væk. Stop det her og nu.” Betjentene stod klar med revolverne i strakt arm. De ville ind, kiggede på Larsen og kiggede derefter på døråbningen. Larsen holdt hånden op. Vent, sagde den. Der lød puslen.

Først kom pigen ud. Hun gik, lidt fortumlet, fik øje på Vikram og satte i løb. De mødtes på halvvejen, og han tog hende op til sig. Han knugede hende hårdt, panden rynket, næsen mod hendes hals og bar hende væk.

Så kom kniven. Den blev kastet ud i en blød bue. Larsen sparkede den længere væk.

Til sidst kom den femte pokerspiller. Han havde hænderne strakt i vejret. Han var svedig og vild i øjnene. Men han gik roligt med sikre skridt. Det var politikeren Morten Krogh. Han nåede ikke langt, så blev han lagt – ganske hårdt – ned på maven af de to betjente og fik håndjern på. Han sagde ikke noget, men var tydeligt rasende. De løftede ham og førte ham bort. Halvt gående, halvt slæbende.

”Frank ville afpresse os,” råbte Morten Krogh så på vejen ud. ”Det ville vi ikke finde os i. Men det var ikke meningen, at han skulle skydes! Vi ville bare skræmme ham! Vi ville have dvd’en.” Krogh stoppede, selvom betjentene trak i ham. Krogh fangede Schumachers blik. ”Han nægtede. Vi skubbede til ham, truede ham. Men vi var høje og fulde, og pludselig gik pistolen af. Det var mig, der skød, ja.” Schumacher førte med fingeren en brun tot af sit lange hår om bag øret.

 

Vi gik ind i rummet. En stol og et bord. Malerier stod langs bagvæggen. Der stod et tv og en afspiller. En dvd var sat i og sat på pause. Larsen trykkede afspil. På discen var et bevis for en frygtelig forbrydelse. Fire mænd om en ung kvinde. Hun var nøgen. Pigen var barberet helt hårløs, som englene i loftet. Det var en filmet voldtægt af en ung kvinde, med de fire pokerspillere i hovedrollerne. Vi så filmen: Mændene gik i gang. De tog hende en af gangen, tavse og grundige. De var ikke klar over, at de blev filmet. Pigens øjne viste en afgrundsdyb angst. Hun hverken skreg eller græd. Hun var helt stille. Efter en kort rygepause begyndte de fire mænd på ny.

Jeg gik ud af rummet. Kvalmen stak i halsen. De andre kiggede færdigt. Til sidst kom der nogle frygtelige lyde fra optagelsen. Smertefulde halvkvalte skrig. Så var der stille lidt, og så kom de alle ud derindefra.

 

”Tak for hjælpen endnu en gang,” sagde Larsen. Schumacher nikkede og gik lidt væk, og jeg var ham, der gav hånd og smilede. Larsen vendte sig mod sine mænd. ”Sagen er løst, vi kan nu alle tage hjem og få noget søvn.” Han klappede og hans klapsalve betød, ’så pakker vi sammen’. Betjentene gik i gang.

Det viste sig senere under retssagen, læste jeg, at vennerne havde dyrket gruppevoldtægter flere gange før, og at de havde barberet pigerne først, så de var helt hårløse. En idé de havde fået tilbage på kostskolen i sin tid. Renhed, enkelhed og ydmygelse var et fast tema i deres gruppevoldtægter. Ofrene blev efterfølgende betalt for at tie. Alle havde en pris. Og hvem ville man tro på? Roepstorff havde aldrig deltaget, men kun kigget på. Der var efter sigende hans idé med barberingerne. En dag besluttede han åbenbart, at det måske kunne vise sig at være en god idé at filme en seance, for ligesom at have noget på vennerne til en anden god gang. Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for ham.

 

Da vi kom udenfor igen, trak Schumacher vejret dybt ind. Han pustede ud.

”Lad os komme tilbage til centrum. Jeg trænger til noget stærkt at drikke.” Vi gik ud af haven side om side og ud på fortovet. Vi gav os til at vente på en bil.

Det var ikke kølig morgen længere. Det var blevet lyst og hedt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...