Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3264Visninger
AA

9. (K) Kapitel 7 (Del 1) -"Det tror jeg ikke vi har aftalt?"

Jeg læner mig op ad kassen, og puster ud. Foran mig står Callum, med et lettere forvirret ansigt i øjnene. Jeg skynder mig hurtigt at tælle penge op igen, for at slippe for at kigge på ham. Det er ikke første gang jeg er stoppet op og sluppet det jeg har haft gang i,- bare for at kigge på ham.  

 

Gabrielle har startet en ny strategi. Nu holder hun sig ikke demonstrativt fra os. Nu er hun konstant i kontakt med Callum, (ikke mig) og hvis hun kan komme til det rør hun ham også gerne. Jeg forstår hende ikke, og ved ikke hvorfor hun ikke bare lader ham være. 

 

Da eftermiddagen nærmer sig, og mine tanker stadig er rettet mod Stewart i går, Gabrielles baggrund, og Adra, kan jeg høre Callum tage en dyb indånding bag mig. 

 

"Du..øh, Karen?" Spørger han fjoget, og jeg vender mig forskrækket om. Det er det første han har sagt til mig i dag. Hans lektioner har foregået stiltiende. 

"Ja?"  Jeg gnider mig i øjet, og mærker et skarpt blik i ryggen.  

 

Callums pande er fugtig, men jeg ved ikke om det er sved eller om han lige har vasket sig. 

 

Han gnider sig nervøst i fingrene, og jeg kigger uforstående op på ham. Hvad er det han vil sige? 

 

"Tjoh, altså, jeg ville bare høre om..," mere når han ikke at sige, før Gabrielle pludselig står ved siden af mig med et fast tag i armen. 

 

"Om hun er fri i eftermiddag? Nej, skulle vi ikke på shoppingtur?" Griner hun, og skæver til mig. Men hendes mascara og lipgloss narrer mig ikke. Hun kan skride ad helvede til. 

 

Jeg griner lavt. "Æhm, det tror jeg ikke vi har aftalt?" Jeg udveksler et sigende blik med Callum, og ville ønske jeg kunne trække det tilbage. Behøvede jeg at være så hoven? 

 

Men Callum ser bare glad ud, selvom Gabrielle ligner en tordensky.  

Jeg forstår hende godt, men jeg har ikke tid til at have medlidenhed med hende. Nysgerrigheden gnaver indvendigt.

 

”Såeh, hvad var du ved at sige?” Jeg sætter den ene arm på kanten af bordet for at støtte mig, hvis jeg nu skulle gå hen og falde. Callum bider sig i læben.

 

”Jeg har to værdikuponer til Hazel’s, hvis du vil med?” Han ånder lettet ud, og jeg kigger overrasket op på ham.

 

Har han lige inviteret mig ud at spise?

 

”Tjah.. Okay!” Smiler jeg mere begejstret, end det var meningen. I øjeblikket skal jeg gøre alt for at Gabrielle ikke bliver sur på mig.

 

Hans ansigt lyser op, og jeg får et glimt af hans perfekte hvide tænder.

 

 

 

Nuw York, eller hvad det nu hedder, er uhyggelig. Folk går rundt, gør hvad de vil, og nogen gange vender de om. Noget, folk i Adra aldrig gør. De ved præcis hvor de skal hen. Mange står og snakker, og rigtig mange ligger på gaden og drikker øl. Ikke så meget anderledes fra Adra, men det at folk rent faktisk skænker dem et blik, -det ville være et privilegie.

 

Jeg holder stædigt fast i den bunke sedler jeg har sparet sammen. Kigger mig fra side til side, for at få øje på et eller andet jeg kan købe. Jeg har stadig den samme grå t-shirt på, og de slidte jeans. Og nu hvor Callum har inviteret mig ud, vil jeg finde et eller andet jeg kan bruge mine penge på, udover mad.

 

Men mine tanker kredser stadig om Stewart. Hvis jeg ikke finder en måde at komme hjem på meget snart, er det ude med mig.

 

Ingen ved præcis hvad Præsidenterne gør ved Skæbnebrydere. Men siden jeg ligefrem har fået mig eget navn, Pigen Der Faldt Igennem, kan straffen ikke just være blød. Og jeg frygter den som pesten.

 

Da jeg har mast mig forbi en gruppe drenge der lugtede af mundskyld og cigaretter, får jeg øje på et udstillingsvindue. På mannequinnerne hænger der pelsjakker og denimtoppe, men det er ikke dem jeg får øje på. Det er en lille kjole der er skubbet hen i hjørnet, halvt dækket af et gardin. Jeg skynder mig derhen og kigger nærmere på den. Hvem kunne dog finde på at gemme sådan en fin kjole, så ingen lægger mærke til den?

 

Ding, dong, siger det, da jeg nervøst træder ind af døren. En silkeklædt dame går mig smilende i møde, og fører mig hen til den del af butikken, der vender væk mod vinduet. Jeg forstår ingenting.

 

”I denne uge har vi tilbud på alt fra Chanel til Paul Rick.” Smisker hun, og lægger en hånd på min skulder. På bøjlerne hænger der højhleæde sko og læderjakker, kortærmede t-shits med V-udskæring og øreringe så store som tekopper. Damen skal lige til at fortælle mig et eller andet, da jeg gør mig fri af hendes greb, og går hen i den anden side. Den knaldrøde kjole ligger stadig i hjørnet, og jeg bukker mig ned for at samle den op.

 

”Hvor meget for den her?” Smiler jeg nervøst, og damen fortrækker ansigtet i græmmelse. Jeg løfter øjenbrynene. Er det af mig, eller kjolen?

 

”Den hæslige sag kan du få ganske gratis. Den gik af mode i 60’erne.” Griner hun hånligt, og jeg sender hende et såret blik.

 

”Sludder,” jeg ryster på hovedet, og går ind i prøverummet. Inde i butikken kan jeg høre damen og hendes kollega grine højt, men jeg er ligeglad. Langsomt tager jeg den på.

 

Lader stoffet glide længere og længere op, indtil kjolen sidder perfekt. Jeg vender og drejer mig, og smiler så. Jeg elsker den, uanset hvad.

 

Jeg hopper i mine jeans igen, og lægger omhyggeligt kjolen sammen. Da jeg ruller gardinet fra, ser de to pludselig smilende ud igen.

 

Vi har faktisk lige fundet ud af, at det er en gammel Frappé kjole, og derfor skal du betale en del ekstra, fniser den ene, men jeg ryster bare på hovedet.

 

”Hvis i to var spioner, ikke? Så var i fyret for længst.” Jeg smiler, og smider 5 dollars på bordet, hvorefter jeg går ud.

 

 

 Hello, ladies 'n' gentlemen!<3 Her kom det syvende kapitel, men til en afveksling kun den ene del! Ser i, kapitel 7 er simpelt hen for spændende, til at være i ét kapitel, og derfor har jeg delt det op i to, bare så jeres nysgerrighed bliver pirret en anelse mere. Undskyld. 

 

Nå, men Edith er i sommerhus, og jeg ved ikke hvad hun går og laver udover at se fodbold med sin morfar, men i hvert fald kan hun ikke skrive, så derfor bliver det også mig der må servere del to for jer. Bevar tålmodigheden, og skriv et par sætninger om hvad i synes indtil videre! Er der noget der skal ændres på?

 

Jeres, Katrine.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...