Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3277Visninger
AA

5. (K) Kapitel 3 - "Der må da være en vej."


Det er varmt. Selvom det er morgen. Træt og udmattet åbner jeg forsigtigt det ene øje, og glipper. Lyset stormer sig i mod mig, og jeg må vende mig om af ubehag. Asfalten er hård, og et sted har en sten sat sig fast i min ene sandal. Jeg vrider mig, og kommer op at sidde, mens jeg forpustet forsøger at skubbe mit hår væk fra øjnene. Hvad laver jeg? Hvorfor ligger jeg ikke i min trygge, gode seng hjemme i Strædet i Adra? Jeg er lige ved at få et panisk anfald, da minderne fra gårdsdagen pludselig svømmer ind over mig. ”Vil du ikke have et job? Så kan du jo betale for dit eget brød næste gang. ”

Den arrogant udseende blondine, hans uforståelige skæve smil, og duften af kager..., nu kan jeg pludselig huske det alt sammen. Jeg læner mit hoved tilbage på den hede mur, og lukker øjnene igen. Måske er det hele bare en uhåndgribelig drøm. Måske ligger jeg faktisk i min seng, og fantaserer om at jeg sidder her. Vent! Fantaserer? Jeg må stoppe min egen tankegang.

Fantasi er generelt et positivt ord. Og det her, frihed, igen planer, ingen grænser, er bestemt ikke positivt. Det er fuldstændig sindssygt. Jeg nikker hurtigt for at bekræfte mig selv, og rejser mig som et lyn. Pludselig er jeg fuldstændig vågen, helt klar over hvilken suppedas jeg er havnet i.

Tillykke Karen. Du er nu officielt Skæbnebryder. Den eneste af slagsen. Ved et tilfælde.

Jeg er lige ved at knibe en tåre og begynde at løbe for fuld hammer, da en stemme pludselig lyder bag muren.

”Hey, Karen! ”

Det er Callum. Jeg gisper, og går langsomt frem. I dag har han en hvid T-shirt på, og tager jeg ikke meget fejl, er det som den glitrer. Jeg rynker brynene, men kigger så op med et smil, jeg ikke har nogen idé om hvor kommer fra.

Jeg glatter mine jeans, mest for at tørre sveden fra mine håndflader af et eller andet sted. ”Hej, ” svarer jeg med drævende accent, og jeg bider mig selv hårdt i læben som straf. Min far er fra Sydén, og han da jeg var helt lille insisterede han på, at jeg skulle lære det sprog først. Men Callum ser ikke ud til at mærke sig med det.

”Du, ” begynder han, og fisker et tykt nøglebundt op af sin rygsæk. ”Jeg er altså ikke så god til alt det der med formelle ting. Du ved, jeg bager jo bare. ” fortsætter han, og låser op i andet forsøg. Jeg nikker, og kigger tilbage. Der må da være en vej tilbage.

”Og derfor, ” Callum åbner døren, og duften af ovn siver ud og blander sig med morgendisen. Jeg følger efter ham ind i det lille, bekvemme rum.

”Jeg har ikke så meget styr på det der med love og papirer. Og det får jeg nok heller aldrig. ” Han griner svagt, og læsser så sin jakke og taske af på en stol bag disken.

”Jeg… forstår ikke helt? ” Jeg begynder at bide i min ene negl, en dum vane.

Callum kigger med et smil på mig, og jeg bliver i tvivl om, om jeg mon har sagt noget virkelig, virkelig dumt.

”Altså, alt det der med kontoer og sådan noget-, kan vi ikke bare springe det over? Hvis du absolut vil have din løn udbetalt på en konto, så skal jeg nok bøvle med det, men Karen.,”

Han har slået sig ned på stolen ved siden af, kigger på en eller anden plan. Mit hoved er fuldstændig tomt for idéer, inden jeg kommer i tanke om det man får tilbage når man arbejder. Løn.

”Nej, nej, det gør ikke noget hvis det er kontant. ” Udbryder jeg, og ville ønske jeg kunne trække ordene tilbage. Hvad laver jeg overhovedet her? Hvorfor er jeg ikke i gang med at komme hjem hurtigst muligt?

Callum puster lettet ud, og jeg gør tegn til at jeg kommer lige om lidt. Så snart jeg er uden for udstillingsvinduernes syne, begynder jeg at løbe.

Hvor var det jeg kom op fra? Hvordan kommer jeg tilbage?

Jeg sætter overhovedet ikke farten ned, og da jeg endelig finder et kloakdæksel, nærmest falder jeg over det.

Aggressivt begynder jeg at hive i kanten. Mine fingre bliver klemt, og jeg river mig slemt på albuen, -men det betyder ingenting. Dækslet er ikke til at få af. Det rokker sig ikke den mindste smule. Uanset hvor meget jeg hiver og slider giver det ikke efter. Det bliver bare ved med at sidde fast. Til sidst er jeg så afkræftet og forpustet, at jeg falder sammen på fortovet. Jeg har ingen anelse om hvad klokken er, - men det få antal af mennesker på gaden siger mig, at den umuligt kan være mere en syv.

Jeg skal lige til at gå i gang med at råbe og jamre og bande i vilden sky, da en stemme lyder bag mig.

”Du er altså mærkelig. ” Det er Gabrielle. Hun står der, tårnet op foran mig med at sit gejl og gøgl mens jeg ligger på jorden, indsmurt i blod fra mine fingerspidser og skidt fra gaden. I Adra er gaden altid ren.

Hendes blik er hånende, nærmest fjendtligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Skal jeg fortælle hende at jeg lever i en anden verden, spørge, om hun vil hjælpe mig hjem? Jeg burde gøre det. Men et eller andet i hendes øjne fortæller mig at jeg skal lade være.

Jeg rejser mig demonstrerende op. ”Hvad me-ener du? ” stammer jeg langt mere nervøst end jeg havde tænkt mig. Jeg børster noget fnuller væk fra mit ene ærme, og suger på mine tænder. Gabrielle kaster med sit lyse hår.

”Jeg mener, at du er weird. Du går i totalt lamt tøj, har ikke en konto, og tror at du kan betale med små røde papirlapper? ” Hun ser ud til at være ved at dø af grin, og jeg skutter mig. Uanset hvad man bliver dømt som er det aldrig sjovt.

Pludselig ændrer hendes udtryk sig. Er det en anelse af medlidenhed jeg kan ane i hendes ansigt? Jeg gør mig umage for at tyde hende.

”Undskyld min opførsel, ” siger hun pludselig med en sukkersød stemme. ”Jeg ved jo selvfølgelig ikke hvilken baggrund du kommer fra. Det må du meget undskylde. ” Hun har hovedet lidt på skrå, og ser ud som om hun kunne omfavne mig hvert øjeblik det skulle være. Jeg vrider mig lidt og ved ikke hvad jeg skal svare.

”Skal vi gå tilbage til bageriet? Jeg skal alligevel møde nu. ” Hun stopper ikke med at smile, og stiller sin arm til rådighed. Men jeg ignorerer den, og går bare ved siden af hende. Berøringer har aldrig rigtig været min stærke side.

På vejen kigger Gabrielle på sit ur jævnligt. Hun fortæller mig ikke hvad klokken er, men ud af øjenkrogen kan jeg skimte at den er fem. Ergo, sover hele byen nok endnu.

”I går så vi jo dine evner som bager, ” konstaterer Gabrielle, men kigger stadig lige ud i luften. Jeg nikker langsomt, og klør mig på armen.

”Og ordren i dag er rimelig stor. Callum siger at du måske kan tage kagerne. ” Nu smiler hun igen stort, og jeg bliver faktisk helt varm i kinderne. I Adra er var jeg i lære som konditor-, ikke fordi det var det jeg skulle være, bare fordi Præsidenterne åbenbart synes at jeg skulle prøve noget. Gud takke dem.

Der går et lille jag igennem mig da jeg kommer til at tænke på Adra, - jeg kommer til at tænke på min far der nok er dødssyg af bekymring, og det værste, Jægerne. Jeg skal hjem før de finder mig.

Før jeg får set mig om er vi nået tilbage, og Gabrielle åbner døren, og sender det største tandpastasmil til Callum, der begejstret vinker tilbage og sender et bekymret blik mod mine fingre. Jeg skal lige til at sige noget, da Gabrielle braser ind. ”Hun faldt bare. Jeg hjalp hende selvfølgelig. ”

Jeg kigger overrasket op på hende. Hvordan kan hun få sig selv til at lyve? Det er der da ingen der tør, eller burde.

Callum nikker medlidende på mig, og holder så en lang liste med kager op.

Gabrielle går hen til ham. ”Karen har lovet at hun kan tage de fleste kager. Så kan vi jo gå i gang med at lave brød? ” Hun blinker til ham, og jeg forvrænger ansigtet.  Fint med mig.

Callum ryster på hovedet. ”Det er jo sværere at lave kager. Tror du ikke det er bedst hvis jeg hjælper med kagerne? Selvom Karen er dygtig, er hun jo stadig ny, og vi er rimelig meget i tidspres. ”

Han kaster hovedet mod det store ur på væggen.

Gabrielle nikker sammenbidt, og da Callum vender ryggen til for at skrive noget ned, kan jeg se at hun surmuler.

 

 

Kagerne vi skal lave er svære. I Adra var de selvfølgelig også avancerede, men det her er virkelig svært. Flødeskum, kagedrys, glasur, skumfiduser og marcipan, - for et par timer er søde sager hele mit sind. Ved siden af mig guider Callum mig igennem de mest udfordrende ting, som for eksempel at skrive kursiv med lakridshonning. I den anden ende af bageriet står Gabrielle, som har det knap så sjovt som os. Et par gange forsøger hun at komme ind i samtalen, men så begynder Callum at snakke om noget andet, inden jeg får taget stilling til hvad det egentlig var hun sagde.

Sådan går der lang tid, og på et tidspunkt ringer en alarm fra Callums lomme. Op ad den tager hen en lille flad kasse. Det ligner mest af alt en af Præsidenternes nyeste udviklinger, - en telefon man skal tale til, som kun de rige har råd til. Han trykker på skærmen, og den bippende lyd holder øjeblikkeligt op. Jeg forsøger nysgerrigt at se hvad det er han gør, men han lader den glide ned i lommen øjeblikkeligt.

Jeg kaster mit blik ned på kagen jeg netop har lagt glasur på. Den er flot, og jeg får lyst til at spise den.

Callum rømmer sig.

”Okay, Karen, tager du de to dér, så skal jeg nok bære resten. ”  Jeg nikker hurtigt, og griber godt fat rundt om fadene. Jeg skal bare ikke tabe dem. Gabrielle kigger op, og tager sit fad med uendeligt mange boller på, og i fælleskab får vi bakset dem ind bag disken, og stillet dem så fint som muligt i udstillingsvinduet.

I det samme lyder der en kraftig ringen, og Callum og Gabrielle smiler.

”Så, nu tror jeg den første kunde kommer. ”


 

 

Så blev det mig der igen skulle diske op med et kapitel, og hvor har det været en fornøjelse! Jeg har siddet på min trappe lige ud til baghaven i dette dejlige sommervejr, mens jeg bare har skrevet, skrevet og skrevet. Det er en fornøjelse endelig at se historien blive til, efter alle de lange måneders planlægning. Jeg håber at det er godt nok, og hvis det ikke er, er i mere end velkomne til at give lyd fra jer, lige dernede!

-Jeg kan godt love jer for at Edith skal give jer noget af et kapitel, meget snart! Jeg kan sige så meget, at det bliver hæsblæsende.

Skæbnebryderlige kys, 

K. <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...