Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3271Visninger
AA

14. (K) Kapitel 11 - "Er vi sammen nu?"

Jeg døser om på sofaen før Callum overhovedet når at sige noget. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, eller begge dele, -jeg ved bare at jeg er træt. Svagt kan jeg opfange Cal der lukker døren til den lille lejlighed, og kysser mig på kinden. Der går et gys igennem mig, men jeg siger ikke noget, fader bare roligt i søvn. Pesto...tomat.. Jeg drømmer om tomaten og de smukke mænd der kun serverer for smukke kvinder.. Joe.. noget juice.. og Callum.  

Jeg vågner med et sæt. Callum ligger ved siden af mig. Jeg kan mærke hans tunge ånde mod min bare ryg. Jeg rykker mig lidt. Selvom det er behageligt, ligger det ikke i min natur at ligge så tæt på andre mennesker. Jeg rejser mig stille, og kigger ned af mig selv. Mætheden er for længst forsvundet, og jeg kan mærke sulten gnave sig igennem min krop.  

 

Jeg går hen mod køkkenet. På bordet ligger en af de der telefoner som ligner dem Præsidenterne har. "Ikke tænk på Adra," hvæser jeg af mig selv, og åbner med et hårdt tag køleskabet. Et alt for hårdt tag. Køleskabet vakler i et sekund, og i det vælter det ned over mig, og maser mig mod det hårde linoliumsgulv. Det vækker ikke Cal. Jeg kvækker irriteret, jeg har intet luft. 

 

"Cal," stønner jeg så højt som jeg kan, men mine lunger er sammenpressede. Ingen reaktion. Jeg gisper efter luft, og får med den ene hånd løftet køleskabet en centimeter, så jeg kan trække vejret. "Callum!" Skriger jeg, og lader uden at tænke mig om køleskabet falde ned på mig igen med et bump. Endelig vågner han. Han retter sig op og strækker sig, lige indti han får fat på mig. Han styrter hen mod mig, og forsøger at få køleskabet op at stå igen.  

 

"Hvad laver du?" Stønner han bekymret, men jeg ryster bare på hovedet, og signalerer at han bare skal flytte tingesten. Endelig får han den op at stå, og jeg sætter mig besværet op. Jeg begynder at le hysterisk. Callums ansigt er alvorligt, han kan slet ikke se det sjove i det. Jeg sukker. "Morgenmad?" Spørger jeg som om intet er sket. Callum nikker med et skævt smil, hvorefter han med overdrevent langsomme bevægelser viser mig hvordan man åbner køleskabet. Han tager mælk ud, og griber en pose med noget brunt i.  

"Hvad er det?" Spørger jeg nysgerrigt og vender posen om. 

"Chokopops. Man skulle tro at du var faldet ned fra himlen!" Han ler højt af sin joke, og jeg lægger irriteret hovedet på skrå. 

 

"Ha ha ha. Meget sjovt," mukker jeg, og sætter mig ned ved det store egetræsbord. Callum hælder de små brune dimser op i en skål og hælder mælk på. Så skubber han den over til mig. Jeg kigger ned i blandingen. "Vil du have mig til at spise det her?" Spørger jeg med væmmelse i stemmen.  

Callum smiler svagt. "Ja, jeg har ikke andet. Det er bare chokolade." Han ler, da han ser mit ansigtsudtryk.  

"Man kan ikke spise chokolade til morgenmad," mumler jeg, men tager alligevel en skefuld.  

 

"Guuuuud, det smager godt!" Udbryder jeg, og tager straks flere mundfulde.  Cal ler bare af mig, men så får han et alvorligt udtryk i ansigtet. 

 

"Karen...," han tager min hånd, og jeg kigger så overrasket på ham, at noget mælk sprøjter op i mit ansigt da jeg taber skeen.  

 

"Er vi sammen?" Spørger han med et ømt udtryk. Jeg gisper, og mit hjerte begynder at banke. "Jeeg-" jeg får ikke lov at snakke færdig, han har mere at sige. 

 

"Karen, jeg er forelsket i dig. Mere end du tror..." Jeg afbryder ham. "Vent lige lidt.." Mine øjne er  tårevædte. Hvorfor skulle han bringe det op ligenu? Jeg kigger for et kort øjeblik væk for at blinke tårene tilbage i øjenhulerne.  

 

"Cal.. du er den mest fantastiske dreng jeg nogensinde har kendt, og jeg er forelsket i dig.." Nu kan jeg ikke holde tårene tilbage. De pibler ned af kinderne på mig, og jeg gør intet for at stoppe dem.  

 

"Jeg..er stadig udsat, og Gabrielle og de andre er ude efter mig!" Det kommer ud mere bestemt en jeg havde tænkt mig. Cal ser såret ud, og jeg stamper i gulvet. 

 

"Hvorfor skal det være så uretfærdigt.." råber jeg mens tårerne stadig er ustandselige.  Callum får hen og trækker mig ind i et knus.

Baaabies! I er for dejlige! 105o visninger! Vi tror ikke vores egne øjne! Men det er rigtigt, og i er så søøde. <3 Vi er rigtig langt i historien, og i kan godt glæde jer til Ediths kapitel! Der sker noget ingen af jer forventer. Ilden blusser, gløderne ulmer..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...