Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3274Visninger
AA

3. (K) Kapitel 1 - "Nogle mennesker er bare dumme."


Nogle mennesker er dumme. De glemmer deres disciplin i alt deres ustyrlige selviskhed. De gør ting, de godt kender konsekvensen af. De gør ting for ”frihedens” skyld. Jeg synes det er uforsvarligt. Og dumt. Mest dumt. Frihed er et bandlyst ord, og ikke noget nogen her overhovedet burde tænke. Mennesker er skabt for at styre deres lyster og lære at tjene verden. Sådan burde alle være. Og heldigvis er der ikke nogen i nationen, der har begået den dumhed at bryde deres skæbne. Endnu.

 

 

 

 

 

 

 

 

Asfalten er klinisk ren. Det er næsten som om jeg får dårlig samvittighed jo længere hen ad den lange gade jeg bevæger mig. Langsomme skridt, med blikket fæstnet til vejen. I den anden ende står en kvinde med et rødt tørklæde i håret og sod i ansigtet. Hun fejer hurtigt og rutineret skidtet væk fra vejen, som to drenge netop lige har smidt ud af deres lommer, med det formål at gøre arbejdet endnu mere hårdt for hende. Kvinden fortrækker ikke en mine men bliver bare stædigt ved, som om der aldrig var gået nogen forbi. Som om de to rigmandsdrenge aldrig havde grinet af hende. 

Jeg knytter arrigt hænderne og gemmer den bag ryggen. Det ville være forkert at hjælpe hende. Jeg er ligesom dem. Jeg får penge sendt fra Præsidenterne hver måned. Jeg burde gøre ligesom dem. I et forsøg på at se hånende ud, spankulerer jeg akkurat ligesom de to drenge forbi hende. Det må da være et godt kompromis. Jeg suger luft ind mellem tænderne og sætter farten op. Hvis jeg er heldig, kan jeg nå at se Wayne før Tællingen begynder. Hvis jeg dog bare vidste hvor han var. Sølvdaleren ligger og brænder i min lomme. Hvis Jægerne begynder at hyle i deres horn inden to, kan jeg ikke være sikker på at se ham før om lang, lang tid. En kulde skyller igennem mig ved bare tanken, og jeg kigger bedende op på solen, for at få den til at skinne. Noget skal jo få mig i bedre humør.

Jeg leder i lang tid. Ind i mellem gyderne, og langs torvet hvor Præsidenterne plejer at placere de kønneste. Wayne er smuk. Hans lille ansigt plejede at få alle i nabolaget til at smelte, når han og jeg gik tur langs bredden for at fodre ænderne. Egentlig er han bange for ænderne. Men han var ment til at blive vagt på Internatet, så far tænkte at det var en god ide-, Jeg synker, selvom der ikke er noget at synke. Tårerne truer med at flyde ud, men jeg tørrer dem arrigt væk med mit ærme. Kunne de ikke bare have ladet ham slippe? En ting var at de tog mor. Men behøvede de at tage Wayne? Og så helt uden varsel?

Lille optimistiske Wayne, der altid fik smilet frem på andres læber. Jeg trækker op i mundvigen da mine tanker falder hen på den dag, da gamle Dave var blevet pisket for at have spist hvidt brød midt i sin fastetid. Jeg sagde til Wayne, at han skulle gå videre. Dem, der undviger deres skæbne, har altid været dårligt selskab. Men lige meget hvor meget jeg end talte om konsekvensen af sådanne ting, løb lille, søde Wayne ned og krammede den gamle mand og lovede ham, at det nok skulle gå alt sammen.

Jeg opdager, at jeg er alt for langt fra Torvet. Jeg gisper let og skal lige til at sætte i løb, da jeg får øje på en skikkelse bag skraldespanden. Han sidder helt stille, og er kulsort. Sortere end kvinden ved fortovet. Han bevæger sig ikke en millimeter da jeg nærmer mig ham. Han kigger tranceagtigt ud i luften, mens han knuger om en lille læderpose. ”Hej du, ” hvisker jeg, og smiler skævt. Jeg kigger op og ned ad ham. Han er udmagret og blåspættet på de steder hvor sorte stykker læder ikke dækker. Jeg lader min hånd glide over hans kind, - den er stadig glat og blød som den altid har været. Som så mange andre gange stikker det mig i hjertet, at han ikke svarer mig. Han ænser mig ikke. De har forgiftet hans sind og formørket hans ellers så lyse øjne.

Jeg kommer i tanke om daleren i min lomme. ”Her, Wayway.” Jeg bruger stadig hans kælenavn.

”Så.. så bliver de nok glade. Hils mor hvis du ser hende. ” Jeg lader mønten glide ned i hans pose, og ser til mens han automatisk strammer den. Jeg når lige at kysse ham på panden og kigge en sidste gang ind i hans sorte øjne, inden han metallisk rejser sig og tripper væk på sine små ben. Ét skridt, to skridt og så er han væk. Jeg presser øjnene i børster støvet af mig. Han har mønten. Han bliver skånet. For hvad, ved jeg ikke.

Mine øjne klør da jeg rejser mig. Jeg ved ikke om det er lyset eller tårer, og jeg opgiver at finde ud af det. Jeg har ikke noget ur, og må dømme efter menneskemanglen, at jeg er sent på den. Jeg sætter farten op, og lader den kølige brise strømme imod mig. Hurtigere, som lynet bevæger jeg mig hen ad gaderne, forbi butikkerne. Mine fødder rører næsten ikke jorden, og jeg gør intet for at sætte farten ned. Jeg vil ikke komme for sent. Jeg har allerede brudt én regel i dag. Og jeg kan ikke forestille mig hvad far ville sige. Han ville måske ikke sige noget, bare være skuffet over at jeg ikke nåede det. Han ville rense mine sår med sine bedste lægeevner og bede mig om at passe på. Men det ville også gøre ondt. At se ham skamme sig over mig.

Jeg tager et skridt, men opdager, fliserne er forsvundet under mig. Jeg rammer ikke den hårde flade. Jeg kan ikke gå videre. Jeg falder bare. Dybt, dybt, ned i mørket.


Så blev det mig der fik æren af at åbne ballet! Jeg sad i lang tid og overvejede, om kapitlet her var godt nok, og til sidst sendte jeg det til Edith-, og hun gjorde det hun er så god til, -nemlig at hjælpe. Hun fortalte mig hvad jeg skulle gøre om, og da min hjerne ikke rigtig kunne finde ud af det, skrev hun det. Det er det, jeg glæder mig så meget til at opleve med hende. At vi kan supplere hinanden.

-Nu hvor første kapitel er kommet, er vi selvfølgelig meget spændte på jeres feedback. Var det en god afslutning, eller skulle kapitlet have været længere? Var der noget i savnede?

  Kom bare igang med at kommentere, det er det der motiverer os!

Kyskys Katrine. <3

PS: (E) er for Edith, og (K) er for Katrine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...