Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3276Visninger
AA

11. (E) Kapitel 8 - "Er det her så vores offer?"

 

Jeg har kun prøvet at være på hospitalet en gang i mit liv. Det var en dag hvor jeg hjalp mor med at lave mad, og jeg fik varm olie ud over min arm. Jeg har stadigvæk et lille ar, men jeg kan huske hvor slemt det havde set ud, for et par år siden.

Dette er den anden gang. Jeg er bare ikke i Adra, og jeg har ikke min mor ved min side. Alt er sløret, og det er svært at skelne farverne fra hinanden. Det må være nat, for der er ikke noget tændt lys, og hospitalet er helt stille, bortset fra man kan høre en pige klynke et par senge væk.

Der er et gardin trukket for min seng, så jeg kan sove i fred. Jeg vil bare hjem.

Gardinet trækkes for, og en mørk skikkelse kommer ind. I første hug regner jeg med det er en sygeplejeske, som skal tjekke til mig. Derfor skynder jeg mig at lade som om jeg sover. Men des tættere på skikkelse kommer, jo hårdere banker mit hjerte, og jeg undrer mig over hvorfor.

”Jeg ved du ikke sover,” hører jeg en hviskende stemme sige. Jeg genkender stemmen. Den er dyb og hæs.

”Du skal snart hjem, Karen …” Stewarts stemme føles som det eneste i verdenen, jeg ryster og prøver at holde en klynk inde. Er det nu han dræber mig? ”… hvis du når det, inden vi får kløerne i dig.” Han rejser sig og går ud, som en normal hospitalsbesøger. Jeg er bange og bekymret for mit liv. Jeg skal handle hurtigt nu.

 

”Navn?” spørger sækrateren, da jeg er på vej til at checke ud af hospitalet. Jeg bider mig i læben.

”Gabrielle Lancaster,” siger jeg og håber for gudsskyld, Gabrielle rent faktisk er borger i New York.

 Sækrateren nikker. Jeg får et par cowboybukser og en hvid t-shirt, så jeg ikke behøver at have kjolen på. Trøjen er dog lidt for stor.

Det er dagen efter Stewart kom, så jeg har heldigvis ikke været så længe på hospitalet. Jeg kan bare ikke tage chancen, at der skal stilles endnu flere spørgsmål til, hvem jeg er.

På vejen over til bageriet når jeg at græde ud.

Det er i dag jeg skal hjem. Det er i dag jeg skal sige farvel til Cal. Kun Gabrielle kan fortælle mig hvordan jeg kommer hjem igen.

   Da jeg kommer over i bageriet, står Callum og er ved at sælge en kage til en ældre kvinde. Efter kvinden har betalt, skynder han sig over til mig, med et lykkeligt blik i øjnene.

”Er du okay, Karen? Jeg kunne ikke blive på hospitalet, for nogen skulle jo betjene kassen, og undsk-”

”- Jeg har det fint, Cal,” siger jeg så roligt jeg kan. ”Er Gabrielle her i dag?”

”Hun er blevet syg. Så det er bare os to. Men undskyld, jeg kan ikke engang … jeg skulle aldrig have kysset dig. Eller det er noget fjollet noget at sige, for …” han sukker. ”Kan du ikke gå i gang med at dekorere honningkagerne?”

Jeg griner, men inderst inde kan jeg ikke lade være med at tænke på jeg burde fortælle ham det hele. At jeg skal væk, alt. Men jeg gør det ikke. Jeg laver bare honningkagerne i ro og fred. Både for Cals og min skyld.

   Jeg stiller honningkagerne ud i vinduet, og smiler til Cal, der pakker en dekoreret fondant kage ind i en æske.

”Cal?” spørger jeg, og vender mig om imod ham. Han nikker. ”Jeg er virkelig ked af det,” får jeg fremstammet. Jeg kan mærke tårerne presse på, men jeg begynder ikke at græde.

”Hvorfor? Det var mig, som kyssede dig, og fik kørt dig på skadestuen.”

”Hør – Callum – jeg kan … jeg kan ikke forklare det, men jeg burde virkelig være den, som skal sige undskyld her. Så …-”

Vi bliver afbrudt af to jævnaldrende piger, som træder ind i bageriet. Deres Chanel tasker hænger på deres slanke arme, Gucci solbrillerne bliver trukket bag i håret. Den første pige svinger sit lange lyse hår, mens den anden, med helt kulsort hår, smiler for sig selv, og flipper sin hår om bag skulderen.

Jeg ser på Callum, som måber ved siden af mig, og jeg prøver på at klemme latterbrøl inde. ”Hvad kan vi hjælpe Dem med?” spørger jeg, og støver mel af mit forklæde.

”Vi leder efter Karen.” Pigen med det lyse hår træder frem, og ser hurtigt på sin telefon, for derefter at ligge den ned i designertasken igen.

”Det er mig,” siger jeg nervøst. Hvem er de?

”Er det her så vores offer?” spørger den anden. Jeg begynder og gå i panik indvendigt. Hvad nu hvis de er i ledtog med Jægerne, og de er kommet for at dræbe mig?

”Kom med.”

Selvom jeg er meget skeptisk, tager jeg alligevel mit forklæde af, og følger med den ud. Jeg når at sende Callum et mærkeligt blik, der så meget fortæller jeg har ingen anelse om hvad der foregår, såvel som det siger, at han skal komme at redde mig.

”Laver du så ikke andet end at arbejde i bageriet?” spørger den lyshårede pige, som jeg har fundet ud af, hedder Megan. Hende den anden er Kaitlyn.

”Nej,” siger jeg nervøst. Megan løfter et øjenbryn, men trækker på skuldrende.

Kaitlyn træder op ved siden af mig, og siger så: ”Gabrielle fortalte du mangler lidt … hjælp. Vi er de bedste af de bedste, skal vi sige dig.” Jeg gyser, og er nu hundrede procent sikker på det må have noget at gøre med Jægerne. Men da vi stopper op, står vi udenfor et kæmpestort center.

Jeg taber min kæbe. Det kan de seriøst ikke mene. Shopping? Jeg har ikke tid til shopping. Jeg skal tilbage til Adra. Jeg må finde Gabrielle.

”Undskyld, men det har jeg ikke tid til. Jeg skal tilbage til bageriet,” siger jeg. ”Come on, vi har aftalt det nøje med Gabrielle. Og desuden har du også virkelig brug for det.” Kaitlyn trækker sin arm ind under min, og så bliver jeg ellers trukket med på shoppingtur.

Vi besøger hver butik i centeret. Der bliver prøvet tøj. Jeg skal åbenbart også males i hovedet med makeup.

   ”Hvor kender I Gabrielle fra?” spørger jeg, da vi går ind i Prada.

”Hun har jo sikkert fortalt, hun flyttede til New York for et år siden. I den tid lignede hun lidt dig – langt, redt hår, kikset tøj. Man kunne næsten tro I var søskende.” Megan trækker en kjole frem fra stativet, og siger så: ”På det tidspunkt havde hun ikke fået noget sted af bo, så den stakkel rendte bare lidt rundt omkring de forskellige bygninger i nærheden. En dag kom hun hen, og spurgte om vi vidste hvor bageriet lå. – Vi har været venner lige siden.”

”Hvor kommer du egentlig fra?” spørger Kaitlyn. ”Øh …” stammer jeg, ”… I kender det nok ikke.”

”Gabrielle sagde det samme. I ligner virkelig hinanden,” siger Megan. ”Prøv den her kjole. Med den vil du nok kunne score den dreng i bageriet, som vi så dig snakke med. Man kan se fra miles afstand, du er vild med ham.”

”Jeg er altså … ikke vild med ham. Vi er bare venner.” Jeg køber kjolen alligevel. 

Efter noget ventetid, kan jeg nu endelig lægge kapitel otte ud til Skæbnebryder! Jeg har været i sommerhus de sidste to uger, så har kun kunne skrive i Word, men ikke udgive kapitlet.

Men glæd jer til Katrines næste kapitel - vi er begge to så spændte, eftersom vi snart er ved at være halvvejs i Skæbnebryder - halvvejs!

- E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...