Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3273Visninger
AA

10. (E) Kapitel 7 (Del 2) - "Det tror jeg ikke vi har aftalt?"

Callum stirrer intenst ned på sin pastaret, sukker og ser mig så ind i øjnene. Han ser nervøs ud. Jeg har utrolig meget lyst til at se væk, for han har flirtet med mig hele aftenen, og jeg kan ikke helt forstå hvorfor. Han kyssede Gabrielle. Hvorfor skulle han så være vild med mig? 

Der er aldrig denne slags problemer i Adra. Man er bestemt for en person, så man gifter sig, og sådan må det være; lige meget om man er forelskede i hinanden eller ej. Men efterhånden som tiden går, plejer folk at forelske sig bare en smule i hinanden. På en eller anden måde kan jeg langt bedre lide den version, end hvad jeg sidder midt i lige nu. Når der ingen vej er tilbage - jamen så er der jo ingen vej tilbage. 

   Callum åbner munden, men lukker den hurtigt igen. Han ved lige så godt som jeg, man ikke kan hviske sine ord og handlinger ud, som med blyant og hviskelæder. Verdenen er en dyb, sort kuglepen. 

"Er du færdig med at spise?" spørger han endelig. Jeg nikker, og imens Callum betaler for maden, overvejer jeg mine muligheder: hvordan kan jeg komme væk fra dette her sted, tilbage til Adra, og uden at fortælle Cal om det? Jeg vil ikke lade ham i stikken, det vil jeg virkelig ikke, men samtidig er der jo ikke rigtigt andet for. Der var en Jæger så tæt på i går - jeg kan snart ikke tage flere chancer. 

Da Cal har betalt, går vi ud af restauranten. Den er ikke specielt fin, men fin nok til en date. Jeg er bekymret over så tæt på han går ved min side, jeg er bekymret for min egen og Cals sikkerhed, og jeg er bekymret for Gabrielle og Stewart. 

Jeg tror han kan mærke det på mig, for han standser os, lidt efter vi er kommet ud af restauranten, og har gået lidt. 

"Karen?" Callum stirrer mig dybt ind i øjnene. Jeg gør mig klar på det værste. 

"Ja?" Jeg gør alt for ikke at lyde nervøs, men jeg lyder uden tvivl nervøs, da ordene kommer ud fra mine læber. Callum kan sige alt mellem himmel og jord. Han kan sige han kan lide mig, og han kan sige han ikke kan. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente af ham. 

Men ingen af os når heller at sige noget, for før jeg når af det, kysser han mig. Alverdens følelser strømmer igennem min krop. Irritation, glæde, forvirring. Jeg havde regnet med han ville sige noget, så da hans læber rammer mine, falder jeg bagover af forskrækkelse. Aldrig kys en pige som ikke har luret den. Hun ender med at komme voldsomt til skade, tænker jeg, da jeg falder ned på brostenene.  

 

 

"Jeg bliver altså nød til at køre dig på skadestuen, Karen," siger Callum for tiende gang. Jeg vil virkelig ikke på hospitalet. Først og fremmest er jeg jo ikke registreret som menneske i denne verden overhovedet, og udover det vil jeg heller ikke skabe problemer, eller tiltrække opmærksomhed.  

Til sidst får Cal dog slæbt mig med. Ellers måtte jeg fortælle ham, at der var Jægere efter mig, at de var ude på at dræbe mig, og mit visit på hospitalet højest sandsynligt ikke ville gå forbi Jægernes ører. 

Så vi sætter os ind i en taxa, Callum bange og utrolig nervøs (og med meget røde ører), og jeg kvæstet efter et fald, der konstaterede jeg fik en skalle i knolden. Jeg kan ikke lade være med at se utrolig bange ud, men jeg prøver at smile til Cal, som det ser ud som om han er lige ved at kaste op. Jeg forstår ham uden tvivl godt, men jeg har ikke rigtigt lyst til at forstå ham. 

For hele aftenen er ødelagt, jeg burde måske ikke have købt den kjole, for så ville Callum måske ikke have kysset mig. Alle de ting jeg kunne have gjort anderledes suser igennem mit hoved, hurtigere end en flyvemaskines motor. 

Jeg har lyst til at kaste op. Det gør jeg ikke. I stedet kigger jeg lummert ud af bilens vindue, da vi kører afsted mod hospitalet. Måske er jeg hårdt kvæstet, evt. med en mild hjernerystelse, men jeg sværger på, jeg ser en Jæger da vi kører væk.

Så er kapitel 7 del 2 her. Meningen var Katrine skulle skrive begge dele af kapitlet, men eftersom hun er væk i øjeblikket, har jeg skrevet det for hende (hvor er jeg rar, lol).

Jeg håber I kunne lide kapitlet, som det var fyldt med drama. Katrine og jeg har lige skrevet storyboardet helt færdigt, så det er utrolig mærkeligt allerede at kende slutningen til historien!

Vi regner med at få den færdig i start november, da vi har noget papella bestilling at få ordnet. Vi køber nemlig et eksemplar til os selv, men også et til en af jer heldige læsere! (Info om konkurrencen kommer ved historiens slutning)

Anyway. Vi vil også sige tusind gange mange tak, for de 40 favoritlister! Tænk virkelig vi er ved at nærme os de 50 ... det er jo surrealistisk!

Derudover vil jeg også være på ferie de næste to uger, men kan måske få en smule internet, til at kunne lægge kapitel 8 ud. Men kan desværre ikke love noget.

Mange knus og skæbnebrydiske kys,

- Edith

P.S. Er der nogen af jer, som søger ind som ambassadører i år?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...