Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3277Visninger
AA

4. (E) Kapitel 2 -"Så kan du jo betale for dit eget brød næste gang."

 


Jeg åbner øjnene. Alt er lys, og det tager mig noget tid, før jeg vænner mig til dagslyset. Det er først og fremmest længe siden jeg har set noget så lyst, og derudover må jeg have sovet eller noget i den retning. Jeg er i hvert fald helt fortumlet, da jeg med besvær rejser mig op. 

Mine bukser er beskidte, så jeg tørrer dem af med mine hænder. Der er hudafskrabninger på mine albuer, de er begge røde, men blodet løber ikke. 

Udover at være lettere døsende, og med en blid smerte i albuerne, er jeg også forvirret. Mit blik søger noget genkendeligt, men jeg kan ikke … der er intet, som minder mig om hjem. Wayne er væk, Adras gader er forsvundet. Hvor er jeg henne? Det føles som at være i en anden verden. Men det kan ikke være muligt. 

Rundt i gaderne ligger butikker. En stor bil kører forbi, med skiltet "Coca Cola" på siden. Jeg har svært ved at beslutte sig for om det er en drøm. Det må det være. Hvad kunne ellers være svaret? 

Det sidste jeg husker, var da jeg faldt ned af, ned i mørket. Der gik et sug igennem mig, og siden da, må jeg nok have havnet her. 

Jeg begynder at gå. Jeg føler mig rastløs, for alt er fremmet. Kan man mærke smerte i en drøm? Det hele føles bare så virkeligt. Den lette brise, som får mit mørke hår til at svaje let i vinden, den svigende fornemmelse på begge mine albuer, og lyden af biler og mennesker, der går forbi. 

Jeg bliver ved med at gå. Selvom jeg er træt, og en hovedpine begynder at dunke i mit hoved, bliver jeg ved. Der må da komme noget på et tidspunkt. Jeg må da vågne op snart? Snart vil jeg med et gisp, være tilbage i Adra, og alt er tilbage som det var før. Jeg vil gå hen til Torvet, alt vil være som det skal være. 

Men intet sker. Alt forbliver som det ser ud. Gaderne, bilerne, menneskene der går forbi. Jeg stopper op, for jeg kan ikke gå længere. Min hovedpine er blevet så slem, jeg må bide tænderne sammen for at holde det ud. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. 

Jeg ser mig omkring efter hjælp, og går med faste skridt henover vejen. Alt føles som klokker, der slår i en rasende fart mod hinanden, og sælger voldsomme lydbølger ind i mit hoved, og smadres ved lyden af endnu et klang. Jeg er forbavset. Mine øjne løber i vand. Der ligger en åben butik lidt ned af gaden. Måske har de medicin, måske har de hjælp. Jeg kunne godt bruge bare et eller andet. 

Derfor går jeg så hurtigt jeg kan, hen til butikken. Der stråler varme ud fra den, hvilket ingen af de andre butikker har vidst. Den har sådan en velkommenhed, der får mig til at åbne døren, og høre en lille klokke klinge over mit hoved. Jeg bider mig selv i læben, for ikke at skrige.  

Jeg tørrer tårerne af kinderne, og ser mig rundt i butikken. Der hænger en kringle på væggen, og en glasmontre fyldt med kager og brød, stråler foran mig. Det er hundrede gange flottere end hvad, jeg nogensinde har set i Adra. 

Bag kagerne, står en ung dreng. Hans hår er kortklippet, og øjnene lyser grønt tilbage til mig. Han er normalt bygget og bleg. Han smiler da jeg træder ind i butikken. Jeg har aldrig set et smil lignende. 

"Hvad skulle det være?" spørger han, og vifter med hånden ned mod kagerne. Jeg bider mig i læben. Jeg er ved at dø af sult, og jeg ved ikke hvad der sker hvad jeg går tomhændet ud.

"Har du grovboller?" Grovboller er sådan set det eneste jeg spiser, eftersom det har både en rimelig pris, og mætter en længe. Jo mindre penge man bruger, des bedre. Der er ingen i Adra, som har specielt mange penge. Jeg hører skam dog til en af de rigere familier, men grovboller har altid stået på spisebordet. 

Drengen nikker, og finder en mørk bolle, med kerner i. Jeg har ikke set dem før, men det ser lækkert ud. Det minder mig om hjem. 

"Det bliver 2 dollars," siger han. Jeg finder to mønter frem fra min lomme. I Adra har vi kun dalere og værdikuponer. De fleste betaler med værdikuponer. Man modtager dem ved arbejde, og kan også veksle dalere til kuponer. Det gør de fleste.  

Jeg rækker ham to kuponer. Han ser lettere forbavset ud da jeg rækker ham dem. "Undskyld, men du kan ikke betale med de der mønter her. Hvad hedder de?"  

"Værdikuponer. Dem kan man da betale med alle steder," svarer jeg. Han rækker mig mønterne igen, men giver mig brødet med alligevel, med et let grin. "Ah, det er jeg nu ikke så sikker på."  

"Jeg betalte ikke," protestere jeg, da jeg tager imod bollen. Han ryster blot på hovedet. "Det er på bageriets regning." Jeg smiler.  

Da jeg er på vej ud, stopper drengen mig. "Hvad hedder du?" spørger han. 

"Karen." 

"Hvad siger du til et job i bageriet? Så kan du betale for dit eget brød næste gang." Jeg vender mig brat om, ikke helt sikker på om han sagde det for sjov. Men smilet på hans læber har ingenting bag. Jeg ryster hurtigt på hovedet. Jeg skal tilbage til Adra, nu. Uanset hvad det her er for et sted, har jeg misset Tællingen.

"Hvad er klokken?" Spørger jeg hurtigt, og kigger mig rådvild omkring efter et ur. Drengen trækker på skuldrene. "Gab! Hvad er klokken?" Ind af døren bag skranken kommer en pige til syne. Hun har langt lyst hår, og smyger sig nærmest op ad luften når hun går. Da hun får øje på mig, kniber hun let øjnene sammen, og retter sig så op. "Den er fire. Hvorfor?" Hun lader sine bambi-øjne falde på drengen. Jeg gisper, og holder mig for munden. 

Hvis klokken er fire, sluttede tællingen for flere timer siden. Hvor lang tid har jeg været bevidstløs? Alt inde i mig skriger efter at komme væk, men da jeg skal til at gå ud af døren, gentager drengen det han sagde før. 

"Uanset hvad klokken er, mangler vi virkelig en medhjælper. Kan du bage?"

I det han nævner ordet, stivner jeg, og udtaler ord, jeg aldrig ville have troet om mig selv.

 "Om jeg kan."


Dadadam! Her har i så andet kapitel, hvor i møder resten af vores hovedpersoner. Kan i ligesom mærke Karen allerede? Hun er jo ikke helt ligesom andre piger, men det kan i jo læse jer til i de kommende kapitler. 

De to første dele af historien her har vi skrevet på forhånd, - så først nu begynder vores "live," skrivning, hvis man kan kalde det sådan. 

Giv lyd!

Kærlige hilsner, Edith & Katrine. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...