Skæbnebryder

De bestemmer hvad du skal blive til, hvem du skal giftes med, hvor langt oppe i hierarkiet du skal ligge, hvilken skole du skal gå på, alt. De - en gruppe i samarbejde med Ministeriet - bestemmer din skæbne. Bryder du den, og døden vil være lige rundt om hjørnet. Da Karen falder ned i et løst kloakdæksel, er hun hurtigt en af de første til at bryde sin skæbne. For her dukker hun op i en helt ny verden - nemlig det nuværende USA -, hvor din skæbne ikke er bestemt, og frihed er - og skal være - vejen frem. Uheldigvis falder Karen i snak med charmerende Cal, der arbejder i et bageri, og forelsker sig. Men ikke nok med hun er en sand skæbnebryder, og hun må finde ud af at fortælle den hun elsker aller højest, at hun er bestemt for en helt anden, er Jægerne fra hendes egen verden på jagt efter hende. Og som faren lurer bag hvert et hjørne, må hun stå for modbydelige valg og tab. For ikke alt er hvad det ser ud til, og fjenden vil altid være et skridt foran.

53Likes
33Kommentarer
3277Visninger
AA

15. (E) Kapitel 12 - "Det er for sent!"

Der går nogle dage. Jeg beslutter mig for vi er "sammen", bare inde i mig selv, men jeg tror godt Cal ved det. Som jeg aldrig nogensinde før har været "sammen" med nogen, kan jeg mærke jeg er spændt hver gang Callum åbner sin mund. Hvad han kan finde på at sige - hvilke drejninger der foretager sig i et forhold.  

   Jeg har altid været bestemt for en rig dreng, der hedder Fitzgerald. Han bor ikke så langt væk fra os, og det er nu ikke fordi jeg hader ham, jeg har bare aldrig rigtigt kunne lide ham. Grunden er nok hans forældre; de har aldrig kunnet lide min far, og alt det med Wayne, har gjort hver gang de er ovre til te, de kigger med næsen i sky, på hvad der kunne være af spor fra min lillebror. Og så er vi alle klædt pænt på, og jeg har lyst til at skrige. I selskab som disse, opleveler jeg altid de mest larmende stilheder. 

 

   Callum og jeg går ned af gaden. Han har lovet at tage mig med på café og få kaffe. Som vi går, siger vi ikke noget. Jeg studerer ham bare; for egentlig har jeg aldrig rigtigt lægget mærke til, hvordan han egentlig ser ud. Hans hår er mørkebrunt, kort klippet, og øjnene er lysene blå. De skinner som solen, der spejler sig i det blanke hav, på en af de bedste sommerdage. 

   Jeg smiler for mig selv, som Cal spørger mig: "Hvad så?" Jeg ryster bare på hovedet. 

   "Det er bare så smukt lige nu og her. Jeg har aldrig oplevet noget som dette før," svarer jeg. Callum smiler tilbage til mig, og han køber en kop kaffe til mig, som jeg viser stor glæde for. 

    Vi går ned af havnen, der ligger tæt ved Hazels. Vinden er frisk, og mine ører bliver kolde og mine tænder fryser, men det gør ikke rigtigt noget. Jeg observerer og tager alt ind til mig, for jeg ved jeg skal forlade det på et tidspunkt. Og hvad der er mest hjerteknusende ved det, er Cal ved det lige så godt som jeg, men vi bare lader som ingenting, og det føles meget bedre. 

 

   "… han har det her mærkelige, gyldne hår, som skinner for meget når vi går i solen, og hans sipper til teen, men brænder altid sin tunge på teen alligevel," griner jeg, da jeg fortæller om min "eneste ene" i AdraCal griner. 

   "… og med en stor, flot bager som mig, ved jeg, jeg intet har at bekymre mig om," svarer han. Vi griner begge, og han kysser mig i håret, og jeg er sikker på, der går en lille smule stød i mit hjerte. 

Jeg kigger op på ham - han er langt højere end jeg er - jeg stiller mig på tå, og giver ham et kys. Han tager fat om mit liv, trækker mig tæt ind til ham, og jeg kan dufte hans shampoo og parfume. Jeg ved ikke hvor længe det varer. Jeg ved bare, jeg vil have det til at vare forevigt, men ... 

   "Karen," hører jeg bag mig. Jeg fjerner mig hurtigt fra Callums tætte, varme og vidunderlige kys. Cal ser forvirret ud, og vi kigger begge to i retning af, hvor stemmen kommer fra. 

   Jeg gisper da jeg ser en mørkhåret mand foran mig. Han er lav og spinkel ligesom jeg, og har den samme næse. Han ser træt, forvirret og bange ud. 

   "Far?" hvisker jeg. "Karen," siger han igen, og kommer løbende hen til Cal og jeg. "Karen, du må komme med hjem nu. De er her lige om lidt." Han tager fat om min arme, og selvom det er et hårdt tag, ved jeg han kun gør det, fordi han er bange.  

   "Far, jeg kan ikke tage hjem nu. Giv slip!" 

   "K-karen? Hvad laver han her? Jeg troede udgangen var væk, jeg-"  

   "-du må komme hjem nu, Karen. Kom med." 

   "… Hun er der!" 

Jeg er forvirret og bange. Ord og råb blandes sammen, og bliver til en brun farve, jeg ikke kan sætte ord på. Der er en summen, og jeg skriger, da nogen tager endnu hårdere, fat om min arm. Far bliver trukket væk, og det samme gør Cal. Jeg ser deres fortvivlede blikke.  

   "Det er for sent!" skriger jeg, og mørket lukker sig omkring mig.

 

Her har vi så kapitel 12! Gud, hvor var jeg nervøs, da jeg skulle skrive dette kapitel. Det er det kapitel, som Katrine og jeg har ventet på så længe, som hele historien indtil nu, har ledt op til. Vi er så spændte, på at se jeres reaktion til de næste par kapitler. Og lad os nu høre hvad I synes - hvad tror I, der sker med Karen, Cal og hendes far? Hvem har fanget dem?

- E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...