Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1074Visninger
AA

8. Vareulve

Jeg vågnede ved at mit vækkeur ringede højt. Jeg slog det irriteret til side. Solen skinnede ind ad mit vindue. Anna gik rundt nedenunder, hun lavede mad kunne jeg lugte. Jeg kunne dufte æg og bacon. Hvis hun lavede æg hver morgen, så ville jeg ende med at blive sindssyg. Hurtigt trak jeg i det samme tøj, som jeg havde på i går. Det lugtede fint.

Nedenunder sang Anna stille med sig selv. Jeg sneg mig ud i gangen hvor mine sko stod. Anna hørte mig.

”Går du allerede?” jeg så op på hende. Hun stod med en pande og en palet i hånden.

”Ja, jeg skal nå bussen.” løg jeg. Jeg kunne sagtens tage bussen om tyve minutter, men jeg ville ud. Den måde Anna havde holdt noget skjult for mig, brød jeg mig ikke om.

Bussen ventede tålmodigt på mig ved stoppestedet. Jeg steg på. Der var ikke nogen med bussen ud over mig og buschaufføren.

”Godmorgen, er det ikke lidt tideligt?” spurgte han. Jeg forklarede ham at jeg skulle nå noget inden jeg skulle i skole. Han lukkede smilende dørene bag mig. Min løgn havde virket perfekt, men selvfølgelig var jeg ikke nødt til at fortælle ham at jeg bare prøvede at slippe for at snakke med min tante.

Bussen kørte stille og roligt på vejen. Pludselig sprang en stor sort ulv ud foran bussen. Efter alt hvad jeg vidste om ulve, så var de meget sky, og slet ikke så store, så hvorfor skulle den dog hoppe ud på vejen? Tanken om at det kunne være en vareulv strejfede mig, men jeg slog det irriteret væk, det var umuligt! Ulven blottede sine spidse tænder. Buschaufføren trådte bremsen i bund, men ulven stod for tæt på, den blev ramt, og slynget flere meter han ad vejen.

”Hvad pokker var det?” spurgte han. Han havde ikke nået at se den store ulv, endnu en ting jeg var bedre til end andre. Jeg kunne huske alle de gange hvor skolesygeplejeren havde sagt hvilket fantastisk sansesystem jeg havde.

”Det var en ulv!” sagde jeg bekymret og løb over til døren. Buschaufføren åbnede hurtigt døren. Jeg vidste godt at det var irrationelt at løbe ud til ulven, hvis den nu ikke var død, så ville den sikkert prøve at angribe mig. Et stykke foran bussen, kunne jeg se ulven. Den lå helt stille, pludselig begyndte hele dens krop at dirre. Shit, den var levende. Ulvens ryg bukkede sig sammen, og pludselig blev pelsen trukket ind i kroppen. Ulvens knoglestruktur ændrede sig, og pludselig var det ikke en ulv der lå der mere. Det var en dreng.

Jeg var lammet. En vareulv! Det var umuligt, det kunne ikke passe! Det var bare min hjerne der spillede mig et pus. De ting levede for mange år siden, det her var ikke virkeligt. 

”Hvad er det?” spurgte buschaufføren pludselig ud af døren. Jeg vågnede op. Drengen foran mig rørte sig ikke.

”Det er en dreng!” råbte jeg bekymret. Buschaufføren gispede og trak sin telefon frem. Jeg smed mig på knæ foran drengen. Han lugtede af blod, han blødte fra nogle sår. Han havde været en ulv, det forklarede også hvorfor han ikke havde noget tøj på. Jeg hev min jakke af og viklede den omkring ham. Pludselig vågnede han op. Han tog fat i min arm. Jeg gispede forskrækket.

”Rolig nu, du skal nok blive okay, der er ringet efter en ambulance. Ved du hvad du hedder?” spurgte jeg og så bestemt på drengen. Han smilede.

”Andrew… Nielsson.” fremstammede han. Jeg snappede efter vejret, det her blev simpelthen for sindssygt nu. Forgæves prøvede jeg at holde styr på mine tanker. Det måtte være byen, den gjorde mig simpelthen sindssyg.

Ambulancen ankom kort tid efter. De forslog mig at tage med fordi han ikke var ved bevidstheden. Jeg nikkede stumt. De prøvede alle sammen at fortælle mig at jeg skulle gå til psykolog, men problemet var jo bare at det ikke var det at vi havde ramt drengen, der skræmte mig, men det faktum at han var en vareulv. Jeg var sikker nu, og hvordan skulle man forklare en psykolog det, uden selv at ende på den lukkede afdeling? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...