Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1077Visninger
AA

12. Vampyrudflugt

Andrew havde fået den gode ide at vi skulle finde den vampyr han kaldte Mason, han sagde at han troede at Mason stadig boede her, men problemet var min tante Anna, hun ville ikke kunne lide at vi sneg os ud for at finde endnu flere syge venner.

”Vi hopper bare ud af vinduet.” foreslog Andrew stille. Jeg rullede med øjnene.

”Ja klart, jeg bor på første sal, det er ligesom ikke et spring jeg har lyst til at tage.” Andrew grinede og rullede ud af min seng. Han gik over til vinduet og åbnede det.

”Andrew!” sagde jeg rasende, men Andrew satte sig bare i vindueskarmen og hoppede ud. Jeg gispede og løb over til vinduet. Neden under mit vindue, stod Andrew og grinede af mig.

”Så du er alligevel bekymret hva’?” jeg rullede med øjnene.

”Når kom nu, spring!” jeg grinede hysterisk.

”Jeg griber dig.” jeg så ned på Andrew. Kom nu Allison, du skal gå igennem mange andre mere skræmmende ting end det her, hvis du ikke gør det, hvordan forventer du så at kunne klare alle de andre ting? Spurgte jeg mig selv og kastede mig så ud af vinduet. Jeg nåde lige at tænke, at hvis jeg faldt så ville jeg skyde skylden på Andrew.

Andrew lukkede hurtigt armene omkring mig, han vaklede et kort øjeblik, men stoppede så op. Jeg kunne høre ham grine, hans stemme lød underlig når jeg havde øret så tæt på hans brystkasse.

”En advarsel næste gang, kunne være rart.” jeg åbnede øjnene. Andrew smilede. Jeg rødmede og hoppede lettere elegant ud af hans arme.

”Det var dig der sagde at jeg skulle hoppe.” sagde jeg bare fornærmet. Andrew grinede igen.

”Ja, men et: hey Andrew jeg hopper nu, kunne være dejligt.” jeg fnøs.

”Okay næste gang skal jeg nok sige det til Anna så hun ikke behøver bekymre sig for mig.” vrissede jeg. Andrew lagde sin hånd på min skulder.

”Okay bare glem det, lad os nu finde Mason Piertro.” jeg stoppede op.

”Er hans navn Piertro?” jeg smilede for mig selv, så ville alle fire familier være samlet, på en eller anden måde i hvert fald.

”Ja, er det et problem?” jeg rystede på hovedet, det var nok bedre at han ikke var i min familie. Andrew havde slået ham op i en telefonbog, og han havde fundet ud af hvor han boede. Han boede langt ude i skoven et sted i et lille hus. Andrew kørte os derud i hans bil. Vi ankom omkring klokken 11 om formiddagen.

”Tror du han sover? Jeg mener, det er jo dagslys.” Andrew grinede så højt at jeg troede at han ville vække alle der stadig sov.

”Nu gør han da i hvert fald ikke mere.” mugede jeg fornærmet.

”Du er altså for sjov nogle gange, for det første. Vampyrer sover ikke i kister, de sover i senge, om natten, de behøver dog bare ikke lige så meget søvn som du og jeg. Jeg tror man plejer at sige, at en vampyr gerne skal sove 10 timer om ugen, hvis der er noget konkret man kan sige om dem over hovedet.” sagde Andrew irriteret. Det var tydeligt at han ikke syntes så godt om denne her ide.

”Skal jeg gå derop alene?” spurgte jeg venligt. Andrew purrede op i mit hår.

”Ved du seriøst ikke noget om vampyrer. De drikker blod! Nogle af dem er såkaldte vegetarer, de lever på dyreblod, men det er altså at udfordre skæbnen at stille sig op til fordøren og banke på hans dør. Og desuden, så ved jeg ikke om han stadig er vegetar” Vrængede Andrew.

”Du spiser vel selv kød ikke?” Andrew nikkede.

”Jamen, så er i jo praktisktalt ens.” sagde jeg til Andrews vrede.

”Hey vi er ikke ens, han er en klam blodsuger og jeg er…”

”En forvokset hund, kom nu lad os få det overstået.” Andrew stoppede mig.

”Der er altså en forskel på hunde og ulve.” jeg smilede, så vi skulle tage den her og nu?

”Jeg ved det, men lige nu er det altså bare vigtigt at vi kan komme til at snakke med Mason, og når vi så kommer hjem, så kan du svine ham så meget til som du vil. Deal?” spurgte jeg. Andrew tog surt min hånd.

”Deal.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...