Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1075Visninger
AA

14. Opkaldet Til Damon

”Okay, hvad er det så i vil have mig til at gøre?” jeg rømmede mig. Denne del af planen var ikke så kompliceret, det var bare vigtigt at den lykkedes.

”Altså, mig om min bror Damon, vi fylder snart 18, og den dag vi gør det vil vi enten falde til den ene side og blive vareulve, eller til den anden side og… blive vampyrer.” Mason stoppede mig.

”Altså der er en ret stor chance for at I vil dele jer fordi I er tveæggede tvillinger. Så altså der vil sikkert blive en af jer der bliver vareulv. Og så bliver man altså ikke bare lige til en vampyr, det tager tid, og ærligtalt, så ved jeg altså ikke lige hvad der skal ske med den af jer der bliver vampyr.” sagde han.

”Nej, men det er jo derfor vi skal have min bror til Lost Spring, og få ham til at tro på det jeg siger. Det er så her i kommer ind i billedet, kan i ikke lave et eller andet forvandlings- noget?” spurgte jeg. Mason grinede højt.

”Så jeg skal altså bare være din model?” jeg rullede med øjnene. Ikke at han ikke godt kunne ligne en der lige havde forladt studiet, men det var irrelevant.

”Nej, du ved mest om vampyrer, og Andrew ved mest om vareulve, derfor har jeg brug for jeres viden, og også lidt det at I kan overbevise Damon om at jeg ikke er en sindssyg galning.” Mason tykkede på det.

”Okay, hvis jeg også må lærer dig nogen ting?” jeg så på ham.

”Okay, men hvad skulle det så være. Hvis det er hvordan man drikker, så nej tak!” sagde jeg bestemt.

”Nej nej, det er ikke det.” jeg så undersøgende på ham, hans grå øjne forvirrede mig, jeg kunne ikke se hvad han ville.

”Fint. Men jeg skal ringe til Damon, så hvis I ikke river hovederne af hindanden imens jeg er væk, så kunne det være enormt dejligt.” sagde jeg og rejste mig fra gulvtæppet. Jeg vidste at de alligevel ville kunne høre min samtale begge to. Endnu en ting de havde afsløret, som vareulv og vampyr havde man meget veludviklede sanser, Masons teori var at jeg havde så veludviklede sanser fordi jeg var født med blodet, fra både en vampyr og en vareulv, i årene.

”Det er Damon.” Damon lød ikke helt rask.

”Hej, det er Allison, hvordan går det?” spurgte jeg, og kunne ikke vente til jeg kom til den egentlige grund til at jeg havde ringet.

”Øh, det går okay. Altså, jeg er jo ikke sammen med Elinor mere. Hun smed mig ud, så lige nu sover jeg hos venner og sådan, og så tror jeg også jeg er ved at blive syg men ud over det går det fint.” jeg gispede, hvor længe havde det stået på? Der var heller aldrig nogen der fortalte mig noget!

”Hvad? Hvorfor har du ikke sagt noget? Nå, men det er også lige meget, det kan vi snakke om når du kommer hjem.” sagde jeg og håbede på at en seng og varm mad lød mere tillokkende end venners uhyggelige sofaer.

”Når jeg kommer hjem? Er mor og far ikke ligesom lidt i krig med hindanden?” Jeg lo, så han vidste ikke engang at jeg havde skiftet bosted lige nu.

”Nej, men hjem til mig og tante Anna, det er der jeg bor lige nu. Hun glæder sig meget til at se dig.” sagde jeg håbefuldt. Bed om, køb den.

”Tja… Det er længe siden jeg har set dig, men jeg kan altså ikke bare dukke uanmeldt op på tante Annas dørtrin.” Jeg bed mig i læben.

”Men du skal under ingen omstændigheder fejre din fødselsdag alene i en eller anden gusten vens kælder. Kom nu hjem.” bad jeg. Damon grinede.

”Skal vi vædde på at du laver hunde øjne lige nu.” sagde han, han var så meget overtalt.

”Det gør hun!” råbte Mason. Jeg så irriteret på ham, selvom jeg vidste at han kunne høre mig, så behøvede han ikke at gøre opmærksom på det.

”Så betyder det at du kommer?” Damon sukkede.

”Jep, jeg ser om ikke jeg kan booke en flybillet til i morgen, men jeg kommer nok ikke før om aftenen.” jeg grinede højt.

”Jep vi ses.” sagde jeg. Jeg vidste lige hvordan jeg skulle sno ham om min lillefinger.

”Jeg vidste ikke at man kunne være så overtalende over telefon.” sagde Mason og hævede sit glas som skål til mig.

”Det er et naturtalent, hvad kan jeg sige.” sagde jeg og så på klokken. Den var næsten fem, jeg måtte nok se at komme hjem inden Anna fik et føl på tværs. Hun havde været urolig nok for lang tid, og så havde hun lagt seks voicmail beskeder til mig.

”Jeg tror også vi skal hjem. Ses vi i morgen?” spurgte jeg Mason, han vinkede til os da vi gik.

”Jep darling.” Andrew blottede sine tænder og hvæssede af ham.

”Og lukker du lige døren efter køteren?” jeg så bedende på Mason. Det her skulle altså kunne fungere, ellers så blev jeg nødt til at dele det op, så jeg så Andrew om lørdagen, og Mason om søndagen. Selvom tanken om at være alene med Mason, virkede en smule skræmmende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...