Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1082Visninger
AA

13. Mason

Jeg bankede roligt på døren. Jeg kunne høre en eller anden gå hen over det kolde stengulv.

”Han kommer nu.” hviskede jeg. Andrew så spørgende på mig.

”Hvordan ved du det?” spurgte han lige idet Mason åbnede døren.

”Det gør han nemlig. Hvad kan jeg så gøre for jer?” spurgte han og lænede sig op ad døren. Han så dovent på mig. Han havde cowboybukser på, ellers havde han ikke andet på. Andrew så en smule gnavent på ham.

”Andrew Nielsson, er det ikke?” Andrew nikkede kort.

”Men, dig kender jeg ikke.” sagde han og så nu direkte på mig. Han havde flotte grå øjne, og hans hår havde næsten samme farve.

”Allison. Allison Rosalind Gregors.” præsenterede jeg mig som. Mason rettede sig hurtigt op, hans bevægelser var så hurtige at jeg knap opfangede det.

”Jamen, kom da ind.” Mason bukkede og lukkede os ind. Jeg trådte indenfor. Gangen var flot indrettet med vægtæpper og billeder. Mange af dem lignede folk der var på det billede jeg havde fået af Andrew. Andrew gik tæt op ad mig, som om det var ham der var bange. Hans hjerte slog også lidt for hurtigt i forholdt til hvad det plejede. Mason gik forrest med en overdrevent yndig stil.

”Kan jeg tilbyde jer en drink?” spurgte han og skænkede noget brunt væske op i et lille glas.

”Jeg troede ikke at vampyrer drak andet end…” Mason så op og tog en slurk af væsken. Den lugtede stærk, og gik lige i næsen. Jeg klemte øjnene sammen.

”Blod? Tja, altså når man er vampyr, så er de ting man fandt gode engang, ikke lige det man ville spise, men alkohol, det er et godt supplement til blod.” sagde han og skyllede det sidste ned.

”Det lugter!” sagde jeg og rynkede på næsen. Mason smilede, jeg så efter hans tænder, men de var helt almindelige. Der var ikke noget ved dem der så særligt frygtindgydende ud.

”Når, så du har virkelig næse for det gode.” sagde han sarkastisk og stillede glasset tilbage på et lille træbord. Andrew havde ikke meldt et ord siden vi kom ind, men nu blandede han sig pludselig.

”Vi har brug for din hjælp.” sagde han ligeud. Mason bevægede sig, jeg nåde slet ikke at se hvordan han gjorde det, men pludselig lå han i sofaen med benene smidt op på armlænet.

”Tja, jeg er ikke så god til at det der hjælpe-halløj, det gik jo åhh så godt sidste gang.” jeg så fra Andrew til Mason, kendte de hindanden? Selvfølgelig gjorde det det, de var begge til mine forældres bryllup, men hvad var det Mason snakkede om?   

”Hvad handler det om?” Mason rejste sig op i almindelig fart.

”Det vil han sikkert gerne fortælle dig?” sagde han og pegede på Andrew. Fedt, nu kom der et eller andet gammelt rivaliserings- pis.

”Okay, hvad skete der?” sukkede jeg. Andrew så bare ud af vinduet.

”Okay, det var et par dage efter traktaten var trådt i kraft, vi prøvede at håndhæve den. En dag spurgte familien Nielsson så om vi havde lyst til at hjælpe med at male et stakit. Vi hjalp, men en af mine venner kom lidt for tæt på hunden her…” Andrew bed efter ham.

”Pas på!” hvæssede han.

”… og nu skal stakkels John gå rundt på et ben.” jeg gispede og så anklagende på Andrew.

”For det første, så var det ham der startede, og han fik det jo syet på igen!” jeg så endnu mere vredt på ham, men besluttede mig så for at jeg ikke kunne hænge dem op på fortiden.

”Okay, hvis det her skal fungere, så laver jeg en ny regel, ingen rivaliserings- jokes der er fra før min fødsel.” de så begge to på hindanden Mason grinede og nikkede så anerkendende.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...