Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1057Visninger
AA

3. Lost Spring High

De to dage gik underligt hurtigt. Jeg kunne ikke lide at have for meget tid, det betød at jeg havde tid til at tænke på mine forældre og deres idiotiske valg. Så det undrede mig også da jeg vågnede op onsdag morgen for at konstatere at jeg ikke en gang havde tænkt på mine forældre. Jeg vidste ikke om det var alle Annas opgaver, eller det faktum at hun brugte de to fridage, hun havde taget, til at have mig i aktivt arbejde hele tiden. Hun vidste at jeg ikke ville tænke på det nu.

”Godmorgen Allison.” sagde Anna venligt da jeg tumlede ned af trapperne i mine natbukser. Jeg havde kunnet lugte æg helt siden klokken seks i morges.

”Godmorgen.” sagde jeg og spiste hurtigt et spejlæg og et æble.

”Hvor skal du hen i den fart?” spurgte hun fornærmet. Jeg smilede til hende, som om hun ikke godt vidste det.

”Første skole dag. Det ville jeg jo ikke misse for noget.” sagde jeg sarkastisk og løb op ad trapperne. Jeg havde travlt, det kunne jeg lide. Det holdt min hjerne beskæftiget med så mange ting at der ikke var tid til at tænke på min mor og far.

”Kom nu afsted Allison!” råbte Anna til mig. Jeg kastede en kedelig grå T-shirt over hovedet, og en sort hættetrøje med lynlås, blev trukket brutalt udenover. Jeg ville ikke stikke ud på nogen måde, derfor blev det også bare et par sorte bukser. Jeg gad ikke engang se mig selv i spejlet, så måtte mit vilde rødkrøllede hår side som det ville. Så smuttede jeg nedenunder hvor jeg kyssede Anna farvel.

Lost Spring High levede virkeligt op til sit navn. De fleste biler der holdt her var bedre tjent på skrotpladsen end på en skoles parkeringsplads. Derfor tog jeg bussen i skole, både det faktum at jeg ikke havde nogen bil og det faktum at hvis jeg skulle låne Annas, så ville jeg komme kørende i en gammel rød Skoda, gjorde at bussen virkede så meget mere tiltrækkende end den benzinslugende skrotbunke ude i garagen.

Jeg tjekkede det skema jeg havde fået tilsendt tre uger inden skolestart, men stadig ikke have fået kigget på. Der stod engelsk som første fag, ud for det stod der blok 3. Der var fem blokke i alt, og cirka 200 elever. Jeg udvidede min hørelse en smule. En elev i en rød kjole grinede højt. Jeg fokuserede i stedet på en gruppe elever ovre på den anden side af parkeringspladsen.

”Vi må hellere skynde os. Jeg ved ikke med jer, men engelsk er ikke det fag man skal komme for sent til.” Bingo! Jeg så efter drengen der havde sagt det. Han krydsede parkeringspladsen med de andre i hælene. Jeg fulgte efter dem, men på afstand. Pludselig hørte jeg en velkendt stemme. Jeg kunne genkende hendes lugt. Bree!

”Der er du Allison, jeg undre mig over hvornår jeg skulle få dig at se.” jeg smilede falsk til hende. Jeg var efterhånden blevet god til hele det der skuespiller halløj, måske jeg skulle prøve at komme med i skolekomedien, jeg grinede af mig selv, selvfølgelig ville jeg ikke det.

”Skal du også have engelsk?” også? Fedt, nu hang jeg på hende. Jeg var mere den stille type der kunne lide min outsider plads. Bree virkede ikke ligefrem som den stille outsider type.

”Ja, det bliver bare så hyggeligt.” løg jeg gennemført, Bree købte den. Hun trak mig med ind i bygningen. Hun snakkede løs om hvor hyggeligt det ville komme til at blive når nu vi skulle arbejde sammen. Inde i bygningen præsenterede Bree mig for nogle af sine veninder. Jeg lyttede ikke så intenst efter, så jeg fik kun fat i nogle få navne. Der var en pige der hed Raven, og en der hed Camilla. Klokken ringede og redde mig for endnu mere pigesnak.

Vores lære James Green, var en gnavnet udseende mand, og han så ud til at have styr på sine ting. Vi ville nok komme godt ud af det med hindanden.

”Sig velkommen til vores nye elev Allison Rosalind Gregors.” sagde han ligegyldigt og kiggede sine papirer igennem. Han sprang hele den pinlige præsentationsdel over. Til min glæde. Jeg var ikke helt så heldig i de andre timer, alle ville vide hvor jeg havde boet før, og hvorfor jeg var flyttet. Men jeg havde ikke lyst til at rippe op i mine gamle sår, og så foran en helt ny klasse.

De vi gik ned i kantinen, var jeg det helt store samtaleemne. Bree snakkede løs om hvordan hun kunne arrangere en velkomst fest. Jeg nikkede bare og prøvede at følge med i hendes snak, men mine tanker vandrede tilbage til mine forældre hele tiden.

”Jeg løber over og spørger Katrin, hun vil sikkert være med.” jeg åndede lettet op da vi kom ind i den store kantine. Stemmerne havlede ned over os her. Jeg prøvede at lukke dem ude.

”Bree kan være lidt påtrængende nogle gange, men hun er rigtig flink når man lære hende at kende.” sagde Raven. Raven havde en behagelig duft. Hun duftede ikke af parfume som alle andre herinde gjorde, alle deres parfumer blandede sig til en stor skuddermudder af dufte. Jeg prøvede at fokusere på hendes duft.

”Tja, altså nu kommer jeg fra en stor skole med mange elever, så jeg er vant til den slags.” løgn igen. På min gamle skole var jeg freaken der bare rendte rundt alene på gangene. Det kom jeg vidst ikke til at være her.

”Ja hvordan var det?” jeg sukkede, jeg havde selv nævnt det, nu måtte jeg fortælle.

”Jeg boede sammen med mine forældre i New Orleans, der har de mange store gymnasier.” jeg prøvede om jeg kunne snige mig uden om det. Men de så ivrigt på mig.

”Hvordan var det? Var de søde der?” jeg sukkede, nu kom der endnu et medlidenhedsøjeblik.

”Lad mig bare sige, at efter alt hvad jeg har set i dag, så vil jeg hellere gå her.” det var ikke helt en løgn, for når alt denne helt vilde opmærksomhed på mig, havde lagt sig, så ville jeg sikkert få et meget rimeligt liv her. Vi snakkede roligt frem og tilbage, og jeg begyndte at syntes bedre og bedre om Raven og Camilla. De var stille og rolige, og helt nede på jorden. Vores næste time var historie.

”Jeg skal også have historie.” sagde Camilla. Jeg smilede, for første gang i dag, ægte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...