Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1057Visninger
AA

17. Kuren

Anna kørte ind på parkeringspladsen. Der holdt to biler der allerede. Den ene var Andrews, den anden kunne jeg ikke genkende. Det måtte være Petes. Jeg tørrede min øjne, jeg kunne ikke lade dem se mig sådan, på en eller anden måde, så var det mig der skulle holde sammen på tingene.

”Allison.” sagde Mason da vi kom. Anna havde to kufferter i hånden, men jeg havde bare taget min kuffert med, der var ligeså meget i den, som da jeg kom hertil for første gang.

”Hvordan har han det?” spurgte jeg og gik forbi ham. Mason tog min kuffert uden at jeg lod mærke til det. Damon lå i sofaen med et tæppe omkring sig. Pete sad ved siden af ham.

”Han er allerede ved at forvandle sig, jeg ved ikke hvad det er der er galt med ham, men det får helt klart processen til at gå meget hurtigere. Den dræner hans krop for energi, og når selve forvandlingen indtræffer, så vil han ikke kunne gennemføre den.” sagde Pete med nedslået blik.

”Hvad nu hvis vi finder en kur?” hulkede jeg og smed mig på knæ ved siden af Damon.

”Det vil ikke virke, jeg tror allerede forvandlingen vil indtræffe inden for de næste 24 timer.” jeg kunne mærke en enkelt tåre trille ned af min kind, jeg tørrede den vredt væk.

”Men, så giv ham noget opkvikkende!” sagde jeg med spag stemme. Andrew lagde sin hånd på min skulder.

”Det nytter ikke, hans krop er allerede ved at ændre sig, han er praktisk talt allerede en af os. Han har en kropstemperatur på mere end 42 grader.” jeg bed mig hårdt i læben. Pludselig slog det mig. Det var noget Mason havde sagt da vi diskuterede vampyrer.

”Mason, er det ikke noget med at menneskeblod gør jer stærkere?” spurgte jeg prøvende. Mason sad pludselig ved siden af mig.

”Jo, hvad har du i tankerne?” Det var måske dumt, og vovet, men hvis det kunne redde Damon, så var det et forsøg værd.

”Hvad nu hvis Damon er så meget vampyr at han vil kunne fordøje blod, altså det er jo vampyrgenet der har lavet denne sygdom?” Mason tænkte, pludselig smilede han.

”Så vil han måske genvinde nogle af sine kræfter, forhåbentligt så mange at han vil kunne gennemføre forvandlingen.” jeg smilede.

”Er der nogen der har en kniv.” Mason tog fat omkring mine håndled.

”Wow, wow. Du kan ikke bare skære dit håndled op, du ved slet ikke hvordan han vil reagere på det.” Jeg så strengt på ham. Mason rejste sig og kom tilbage på få sekunder, han havde en lille kniv i hånden.

”Vi har altså ikke så meget tid at teste vores teori i.” sagde jeg. Mason sukkede og rakte mig kniven.

”Du behøver ikke blive her.” sagde jeg forsigtigt. Mason så bare stift på mig, men så forsvandt han ud af døren. Anna, Andrew og Pete så så på mig idet jeg skar et lille snit i min arm. Det sved kort, men jeg så på Damon, jeg ville gå igennem meget mere smerte for ham.

Jeg satte mit håndled ned til Damons mund. Han åbnede kortvarigt øjnene idet mit blod berørte hans læber. Pludselig begyndte han at suge sig fast. Det var en underlig fornemmelse, som om mit hjerte ikke kunne følge med, og selvom det burde pulsere blodet hurtigere ud i kroppen, så begyndte mit hjerte bare at slå langsommere. Andrew sagde et eller andet til mig, men jeg hørte det ikke over den høje sussende lyd for mine øre. Pludselig blev mit håndled revet væk fra Damon.

”Nej… Han… Skal… Bruge… Det.” sagde jeg og prøvede at rejse mig, men jeg væltede. Andrew greb mig og løftede mig behændigt op. Han stod et øjeblik med mig og overværede Damon.    

”Det virker Allison. Du gjorde det.” sagde Andrew og lagde sit hoved oven på mit. Jeg smilede og lænede mit ind til Andrew. Hans hjerte bankede roligt, det gav en god baggrundslyd, og fik mig hurtig til at falde i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...