Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1057Visninger
AA

9. Hospitalsbesøg

Drengen så meget normal ud som han lå der i sengen. Han havde fået noget beroligende medicin og nogle smertestillende. De sagde at han havde en meget høj feber, og at hans krop forbrændte den smertestillende medicin alt for hurtigt. Drengen glippede forsigtigt med øjnene.

”Argh mit hoved.” stønnede han. Jeg så bare på ham. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle starte en sådan samtale.

”Du skal nok blive okay.” sagde jeg prøvende. Det gav et sæt i drengen af forskrækkelse.

”Åh, der er ikke mange der kan snige sig ind på mig.” grinede han.

”Det tæller ikke når jeg allerede er her.” indvendte jeg spidst. Han så spørgende på mig.

”Hvad skete der?” spurgte han.

”Ja, det kunne jeg også godt tænke mig at vide.” hans ansigt ændrede sig fra smilende til nervøst og så spørgende, vidste jeg noget jeg ikke burde?  

”Hvad er dit navn?” jeg smilede skævt, selvfølgelig. Han ville vide om jeg var en af fjendens.

”Det er irrelevant, men lad os gøre det sådan, at du stiller et spørgsmål, jeg stiller et spørgsmål.” han overvejede det, og kom frem til at det måtte være okay, siden jeg allerede vidste noget om det.

”Hvad skete der med mig?” Jeg smilede og lænede mig tilbage i stolen.

”Du var med i en ulykke. Du blev ramt af en bus.” han grinede kort.

”En bus?” jeg rystede på hovedet, sådan fungerede denne her leg ikke.

”Det er min tur nu. Hvad er du? Er du en vareulv?” drengens øjne flakkede, men jeg fastholdt bare hans blik. Så smilede han irriterende.

”Nej selvfølgelig er jeg ikke det! Hvad er det dog for en åndsvag ide?” jeg smilede, og havde forventet denne barriere, enhver ville have svært ved at brase ud med deres dybeste hemmeligheder.  

”Jeg hedder for resten Allison Rosalind Gregors.” sagde jeg for at få mere glid på det. Han snappede efter vejret. Perfekt.  

”Du må ikke slå mig ihjel!” gispede han og overvejede om han skulle skrige.

”Fortæl mig hvorfor! Giv mig en grund til ikke at gøre det!” Det var ikke fordi jeg havde tænkt mig det, men tilsyneladende, så virkede folk virkelig bange når jeg sagde mit navn.

”Okay, jeg er en vareulv! Vil du nu lade mig leve?” jeg smilede, kunne jeg presse mere ud af ham?

”Fortæl mig om den tragiske tid.” han så underligt på mig. Det var også lidt underligt at jeg ikke vidste det, men ingen havde virkeligt gidet fortælle mig om det.

”Altså det hele startede jo med at Rosalind og Gregors familierne slog sig ned oven i hindanden, og hele konflikten gik på hvem der var der først. Efterhånden udviklede deres stridigheder sig til det rene blodbad. Rosalind og Piertro familien kunne ikke holde stand imod Gregors familie, som hele tiden tilføjede nye medlemmer fra Nilsson familien.” sagde han med en rystende stemme. Hans hjerte bankede stadig hurtigt, det kunne maskinen, der var tilkoblet hans bryst, også fortælle mig.

”Rosalind og Pietrofamilien rekrutterede derfor nogle fra landsbyen, de blev senere erklærede døde fordi det var dem Rosalindfamilien sendte ud for at dræbe vareulvene. Kampene endte da alle fire familier havde mistet så mange at de simpelthen ikke kunne miste flere. Da kampene så endte, så flygtede alle i forskellige retninger. Der var desværre kun to fra Rosalind familien tilbage. De blev boende her i Lost Spring, og derfor blev nogle fra Gregors- familien også boende.” jeg smilede, det her begyndte at give mening, men der var stadig nogle løse ender jeg manglede at få styr på.

”Efter et par hundrede år, var stemningen imellem de to familier stadig meget anstrengt. Derfor besluttede de to familier at slutte fred med hindanden, det gjorde de ved et ægteskab.” Et ægteskab imellem de to familier?

”Hvornår var det ægteskab?” Andrew tænkte sig om.

”Det er nogle år siden, 20 måske.” jeg gispede, men prøvede at skjule det. Det var mine forældre!

”De to der blev gift, var de også vareulve og vampyrer.” Andrew trak på skulderen.

”Altså alle der er født ind i Gregors- familien bliver i hvert fald til en vareulve når de fylder atten, og dem fra Rosalindfamilien bliver forvandlet når de fylder atten, eller der omkring.” jeg sank en klump, jeg var sytten, der var lidt over tre måneder til min fødselsdag, og det værste var at Damon ikke anede noget om det her. Vi var tvillinger, så jeg kunne selvfølgelig stadig nå at få ham hjem, men hvordan skulle jeg få ham til at tro på mig?

”Hvad ville der ske hvis en med gener fra begge familier fyldte atten?” Andrew smilede drillende.

”Du ved ikke noget om det her gør du?” jeg så irriteret på ham.

”Jo nu gør jeg. Takket være dig!” hans smil blegnede.

”Altså helt ærligt, så ved jeg det ikke. Det kommer an på hvilket gen der er stærkest, normalt ville man forvandle sig til en vareulv lige på det tidspunkt hvor man fylder atten, men det kan også være at kroppen er fyldt med flere vampyrgenner, og så tror jeg godt det kan blive farligt, for man kan ikke bare blive vampyr, man er nødt til at indtage vampyrblod.” Ville det betyde at man ville dø eller hvad?

”Okay, jeg vil ikke slå dig ihjel, men så skal du også hjælpe mig.” Andrew lænede sig bare tilbage med hænderne bag nakken, han så selvtilfredst på mig.

”Det kan du ikke, du er ikke forvandlet endnu, og det betyder at jeg er stærkere end dig.” Okay flot! Det var så min eneste chance der lige forduftede der.

”Jeg fortæller dem hvad du er!” sagde jeg og pegede på den gruppe mennesker der sad ude i lobbyen. En af dem havde et stativ med væske rullende efter sig.

”Gør det, de vil aldrig tro dig.” Jeg tænkte så det knagede, hvordan kunne man true en dreng som kunne overleve at blive ramt af en bus?

”Jeg reddede dit liv! Kom nu, du må give mig lidt for det.” sagde jeg håbefuldt, og valgte en lidt anden retning. Var jeg virkelig sunket så dybt, det galt min brors liv, så det så vist sådan ud.

”Jeg ville have klaret mig, men fordi jeg syntes det er morsomt at se dig prøve sådan, og fordi jeg faktisk gerne vil se hvad der bliver af dig. Så vil jeg hjælpe dig.” Jeg smilede stort, nu manglede jeg bare en ting. Anna, hun vidste noget, det kunne jeg mærke. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...