Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1067Visninger
AA

18. Forvandlingen

Jeg vågnede ved at der var en helt masse stemmer der summede rundt omkring mig. Jeg prøvede forgæves at trække dynen over mit hoved, men en eller anden holdt fast i min dyne.

”Godmorgen.” jeg slog øjnene op. Jeg lå i sofaen. Damon sad for enden af mine fødder.

”Damon!” udbrød jeg glædestrålende og slog armene om ham. Han levede, og han lugtede ikke underligt.

”Er du okay? Er du blevet til en…” jeg færdiggjorde ikke sætningen.

”Jep, takket være dig er jeg faktisk stadig i live. Og det værste af det hele er at du nu altid vil være lige det ekstra ældre end mig.” sagde han grinende, men blev alvorlig lige idet han så mit ansigtsudtryk.

”Damon, det er altså ikke sikkert at jeg overlevr forvandlingen, når man bliver forvandlet til en vampyr, så skal man have vampyrblod i årene, menneske blod er slet ikke stærkt nok til at modtage forvandlingen.” Damon stivnede.

”Jeg troede det var derfor han var her.” Damon pegede over på Mason. Han stod i døren med et stift smil. Jeg smilede uvilkårligt til ham.

”Vi har stadig tre måneder til at finde ud af det Damon. Vi finder på noget.” sagde Mason beroligende.  Damon smilede og kyssede mig på panden.

”Det ved jeg vi gør.” sagde han og lod os være alene. Mason satte sig i sofaen ved siden af mig.

”Hvornår er Damon blevet indviet i alt det her?” spurgte jeg. Mason grinede og strøg mit hår på plads.

”Han havde ikke rigtigt noget valg da han først stod med sine fire poter plantet i det.” jeg grinede lidt over hans ordvalg.

”Men hvordan klarede han det?” Mason smilede og lænede sin pande imod min.

”Ganske godt hvis jeg nu må sige det, han ødelagde kun et enkelt vægtæppe og en lampe.” jeg grinede og kyssede kort Mason. Han virkede nervøs.

”Hvad er der?” Mason trak sig væk med et uroligt blik.

”Ingen ting, jeg tænker bare på hvad der mon vil ske med dig nu.” jeg smilede og kyssede ham igen. Denne gang virkede han mere beroliget.

”Vi finder på noget, måske forvandler jeg mig slet ikke, vi ved jo ikke om min krop vil udskille det giftstof.” Mason smilede og lod sine fingre glide ned over mine kinder. Han efterlod et usynligt spor.

”Det tror jeg du vil.” sagde han bedrøvet. Hvilken sortseer tænkte jeg, selvom jeg godt vidste at jeg bare prøvede at skubbe det på afstand. Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Andrew sad og snakkede med Pete. De så op da jeg kom ud.

”Hvordan har du det?” jeg smilede til dem, jeg havde det faktisk rigtig godt, men jeg var bare en smule bekymret for hvad min fremtid mon ville indeholde.

”Jeg har det fint, det var bare et lille snit.” sagde jeg og så ned på mit håndled, en eller anden havde givet mig et plaster på.

”Det var ikke det jeg mente.” sagde Andrew og rejste sig op, han gik hen til mig. Jeg vidste godt at det ikke var det han mente. Pete rejste sig og gik ud. Jeg syntes stadig det var vildt underligt at se min historie lære i denne her situation.

”Rent udsagt, så er jeg forvirret. Det hele er bare så… underligt! Jeg mener, selv mine forældre er vareulve og vampyrer. De havde holdt en hel verden skjult for mig, og nu havde Damon været døden nær på grund af dem! Hvis vi havde vidst det, så kunne vi have gjort noget ved det." Andrew kunne se frustrationen i mine øjne, for han gav mig et stort kram. Jeg kunne mærke tårerne i min øjenkrog, men jeg nægtede at græde. Det kunne jeg gøre i aften.

”Ja, jeg kan stadig blive overrasket over nogle ting. Og jeg haft 60 år til at vende mig til det.” hmf det var ikke lige den slags opmuntring jeg havde brug for, mere noget i retningen af: det skal nok blive okay, vi finder ud af noget.

”Fedt!” sagde jeg og ledte rundt i skabene efter noget at spise. Jeg fandt noget brød, og en krukke med syltetøj. Det lugtede underligt. Jeg fandt en ske og tog lidt op.

”Lugter det ikke lidt sjovt?” spurgte jeg Andrew og rakte ham glasset. Han tog imod det og lugtede en enkelt gang til det.

”Nej hvorfor?” jeg trak på skulderen og smurte det på den skive brød jeg havde skåret imens Andrew lugtede til syltetøjet. Jeg tog en bid af brødet, det smagte helt vildt underligt. Som om nogen havde hældt citron over det, og derefter prydet det med en vammel gammel smag.

”Ad, prøv lige smag på det, det smager altså underligt.” sagde jeg og stillede maden fra mig. Det gav mig kvalme at se på det. Jeg skruede låget på syltetøjet og skulle til at stille den tilbage igen.

”Det gør det altså ikke Allison.” sagde han efter at have taget en lille bid. Hvad snakkede han om? Det smagte helt vildt underligt, det smagte slet ikke som det burde. Pludselig var det som om nogen havde givet mig en mavepuster, jeg kunne slet ikke trække vejret. Så skar en stærk smerte igennem min brystkasse og mave. Jeg krympede mig og tabte syltetøjet på gulvet.

Alting omkring mit stod stille, jeg så det hele i slowmotion. Syltetøjsgalsset ramte det hårde stengulv og smadredes, jeg så hvordan glasset først slog revner for så at eksplodere i en radius af 20 centimeter. Syltetøjet stod et øjeblik frosset som om glasset stadig havde været der, men så faldt det sammen som en klat. Tiden blev normalt igen, og smerten vendte tilbage med fornyet kraft.

”Allison?” han lagde sig på knæ foran mig. Jeg prøvede at fokusere på hans ansigt, men jeg kunne ikke gøre billedet klart.

”Mason!” kaldte Andrew. Jeg så Mason komme ind, så var det som om tiden stod stille igen. Mason bevægede sig i slowmotion. Hans hår stod bagud, hvilket indikerede at han havde fart på. Hans skjorte blaffrede og jeg kunne se at hans ansigt udtrykte bekymring. Han satte sig ned foran mig ligesom Andrew. Tiden gik tilbage til normal, og med den kom smerten.

”Argh…” udbrød jeg da smerten skar endnu dybere ind i min mave. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...