Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1067Visninger
AA

19. Forstenet

Jeg var blevet flyttet. Jeg lå i sofaen nu. Jeg kunne ikke huske at jeg var blevet flyttet. Mason sad foran mig. Anna, Damon, Andrew og Pete var her også. De så alle bekymrede på mig.

”Så giv hende dog noget af dit blod.” sagde Andrew spidst. Jeg kunne fornemme at de havde haft en samtale kørende inden jeg vågnede.

"Det kan jeg ikke, det er for sent. Det er ligesom med dig, vampyrgenet prøver at slå igennem, men vareulve genet vil simpelthen ikke lade det, og det gør at hun lige nu ligger med 42 i feber og hendes system fungere praktisktalt som en vareulvs, hun vil forbrænde mit blod alt for hurtigt.” Andrew rev sig selv i håret.

”Så… gør noget andet.” det var tydeligt at han var tom for ideer. Mason så bare stift på mig. Han bevægede sig ikke. Man skulle næsten tro at det var ham som var ved at forstene. Jeg så ned på mine hænder, de var ved at blive grålige i det, og jeg havde svært ved at bevæge dem.

”Har du ondt?” spurgte Mason. Jeg mærkede efter. Smerten var på vej væk, men jeg havde det underligt, som om min krop ikke rigtig ville lytte til mig.

”Ikke rigtigt, jeg har det bare… underligt.” Mason rejste sig op og begyndte at gå i cirkler på gulve. Det var aldrig et godt tegn.

”Jeg tror måske der er en lille chance for at du kan overleve det her.” jeg så ned af mig selv. Den grå farve havde nu fortæret med meste af min hånd.

”Det ser ud som om din krop virker som vareulvs, så hvis vi er heldige så er det gen, som gør at vareulvene heler så hurtigt, stadig i din krop. Hvis det er, så burde du kunne hele dig selv, og på den måde komme igennem forvandlingen, men jeg ved ikke om det vil hjælpe dig til at blive menneske, eller om det bare vil være en evig kamp imod forstenelsen.” sagde Mason og kløede sig i håret. Jeg måtte indrømme, at det ikke så så lyst ud for os lige nu, forstenelsen vandrede nu helt op imod mine albuer.

”Det vil virke.” sagde Mason for sig selv. Jeg håbede virkelig at han havde ret, for jeg kunne ikke længere bevæge mine fingre, og mine ben begyndte at blive ret følelsesløse.

”Hun ser ikke bedre ud.” konstaterede Andrew. Jeg kunne mærke hvordan forstenelsen vandrede op langs mine overarme nu. De nåde mine skuldre, selvom jeg ikke havde fået det fortalt, så vidste jeg at hvis mit ansigt forstenede, så ville det være ude med mig. Jeg lukkede øjnene, jeg kunne ikke klare at se alle de sørgelige blikke. Selvom jeg ønskede at overleve det her, så vidste jeg at min tid var omme. Der var ikke noget vi kunne gøre ved det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...