Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1077Visninger
AA

15. Damons ankomst

Andrew havde kørt mig hjem, men havde af sikkerhedsgrunde ikke gået med ind. Jeg var i nok ballade allerede. Anna var rassende, men jeg forklarede hende hvad vi havde lavet. Hun blev endnu mere rasende da hun hørte at jeg havde opholdt mig sammen med en vampyr.

”Du har ikke lavet andet end at rende rundt med dine små fantasivenner siden du hørte at de fandtes.” jeg trak på skulderen. Jeg var ked af hvis jeg havde gjort hende bekymret, men jeg var jo nødt til at gøre noget ved det selv hvis ingen andre gad.

Jeg gik tideligt i seng, men jeg kunne ikke sove. Billederne af Andrew og Mason som pludselig begyndte at angribe hindanden, dukkede hele tiden op. Jeg havde stillet fællesbilledet af hele Piertrofamilien, Nielssonfamilien, Rosalindfamilien og Gregors familien, på mit natbord, men jeg følte at de alle sammen stirrede på mig, som sagde de; det her er dit ansvar, så jeg endte med at vælte det ned så glasset lå ned imod bordet.

 Jeg begyndte i stedet at tænke på alle de ting jeg havde fundet ud af. Mason havde forklaret mig, at for at blive en vampyr skulle man bides, giften fra deres spyt lavede en form for ætsende væske som forstende de indre organer, og hvis man havde vampyrblod i årene, så ville det kompensere for menneskeblodet, og derfor holde en i live. Hvad man ikke vampyrblod i årene, så ville man langsomt gå han og blive forvandlet til en grå statue. Sjovt nok fik det mig heller ikke til at få det bedre. Jeg endte med at knuge mine pude ind til mig. 

”Godmorgen.” sagde en kølig stemme. Jeg satte mig frovirret op. Mason stod på mit værelse.

”Hvad?” næsten råbte jeg. Hvad lavede han her?

”Du sagde vi skulle mødes i dag, så her er jeg.” jeg så vredt på ham.

”Ja, men ikke så i klokken seks om morgen.” sagde jeg og så på klokken, den var ti minutter over seks.

”Jeg tænkte at jeg kunne lære dig nogle ting inden Andrew kom.” århh det igen!

”Ja, hvad vil du lære mig?” spurgte jeg sukkende. Mason pegede mig op ad sengen.

”Vi skal i skoven.” jeg lo og så ud af vinduet, det var mørkt udenfor.

”Jeg tror ikke at vi skal genere min tante mere end højst nødvendigt. Hun ved ikke engang at du skal komme.” sagde jeg. Mason bevægede sig lyn hurtig. Pludselig lå han ved siden af mig i sengen.

”Hvordan kan hun acceptere din hundeven, men ikke mig? Jeg har været tørlagt de sidste hundrede år.” jeg sukkede og satte mig op.

”Det ved jeg godt, men hun er altså på vareulvenes side.” sagde jeg tørt. hun var trods alt min mors vendinde. Hvorfor kunne alle ikke bare være venner?

”Når, men tilbage til det jeg ville lære dig, vi må jo bare gøre det på dit værelse så.” sagde han og hev mig op og stå. Han bevægede sig selv hurtigt som lynet.

”Jeg vil lave en lille… test.” det lød under ingen omstændigheder godt.

”En test? For at se om jeg vil blive vampyr eller hvad?” Mason trak på skulderen.

”Altså jeg vil se om du besidder nogle af de ting som en vampyrer gør, så prøv om ikke du kan nå at fange mig.” det måtte være hans joke.

”Så du vil lege fangeleg på mit værelse?” mit værelse var så stort at hvis man lagde en madras mere herind, så ville man ikke kunne bevæge sig særlig meget.

”Ja, det kan vi godt kalde det.” sagde han og bevægede sig hurtigt. Pludselig stod han bag mig, han prikkede mig i siden. Jeg vendte rundt, men han havde allerede flyttet sig igen.

”For sent.” jeg så over imod vinduet hvor Mason havde stået, men pludselig sad han ovre i min seng med en bog i hånden.

”Jeg havde faktisk håbet på at du var bedre til det her.” sagde han idet jeg kastede mig over ham i sengen. Igen nåede han at flytte sig.

”Jeg kan lide det der forsøg, men du er stadig ikke god nok.” han lå pludselig ved siden af mig på siden. Med den ene hånd holdt han sit hoved oppe. Han lod sin ene finger glide hen over min kind hvor han fangede et hår, jeg pustede irriteret til det så det fløj op. Jeg rakte ud efter ham, men han flyttede sig igen. Denne gang kunne jeg sværge på at jeg så ham rejse sig. Vi legede rundt sådan et stykke tid. Jeg kunne mærke at jeg blev bedre og bedre til at se hvilke bevægelser han lavede.

”Nok træning for i dag.” sagde Mason, og stod pludselig bag mig. Han trak armene rundt om mig og lod sig falde tilbage i sengen. Jeg havde forventet at ramme ham, men i stedet, ramte jeg de bløde puder. Mason lå pludselig med sin ene arm omkring mig. Jeg var helt stakåndet af at lege rundt med Mason. Det var helt underligt kun at kunne høre et hjerteslag.

”Dit hjerte slår ikke?” sagde jeg og lagde uden at tænke over det min hånd på hans brystkasse. Mason smilede til mig, og jeg fjernede rødmende min hånd.

”Undskyld…” Mason løftede forsigtigt min hage. Han så mig i øjnene. Hans grå øjne virkede sjovt dybe og fortryllende. Langsomt førte han sit ansigt ned til mit. Alt i min hjerne skreg at jeg burde være skræmt, men det var jeg ikke. Min rationalitet havde heller aldrig rigtig været på min side.

Mason trykkede blidt sine læber imod mine. Jeg kunne pludselig høre mit hjerte sætte farten helt vildt op. Det var pinligt, fordi jeg vidste at Mason også kunne høre det. Jeg havde ikke forventet at vampyrer ville være så menneskelige. Det var Mason så heller ikke, han var på en eller anden måde mere end det.

”Nogen kommer.” sagde han pludselig. Der gik lidt tid inden jeg også kunne høre det. Det var fodtrin. De kom op til hovdøren. Det irriterede mig at Mason stadig kunne høre det bedre end jeg kunne.

”Det er Damon!” udbrød jeg og sprang ud af sengen. Mason så træt efter mig.

”Og jeg troede lige vi havde et øjeblik.” jeg smilede tilbage til ham.

”Du bliver jo ikke ældre, så du skal ikke være bange for at tiden løber ud vel?” Sagde jeg og styrtede nedenunder idet Damon ringede på.

”Hvem er nu det?” spurgte Anna. Jeg lukkede Damon ind. Han så forfærdelig ud. Han var ikke blevet barberet i lang tid, og han havde sorte rander under øjnene.

”Hej søs.” sagde han og faldt mig om halsen. Han lugtede forkert, noget ved ham var forkert. Anna smilede, jeg havde fortalt hende at Damon ville komme i aften, så hun var lige så overrasket som mig, over at han kom nu.

”Jeg sætter lige maden over, så kan du få noget om lidt.” sagde hun til Damon. Han nikkede bare træt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...