Vampyrblod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Allison bliver sendt til Lost Spring for at leve sammen med sin moster, imens hendes forældre får styr på deres skilsmisse. Under sit ophold finder hun ud af nogle meget sære ting om sig selv og sin familie, hvorfor bliver alle så bange når hun siger hvad hun hedder? Og hvorfor er der ikke nogen der har fortalt hende om familiens hemmeligheder? Hvem er fjender, og hvem er venner?

6Likes
8Kommentarer
1081Visninger
AA

11. 1996

Det ringede på døren, jeg vågnede søvnigt. Shit, det måtte være Andrew. Anna gik ud for at lukke op. Jeg kunne høre hende byde Andrew velkommen, hun lød ikke særligt venlig. Andrew lød sød og høflig, det var nok også kun det der gjorde at han blev lukket ind. Jeg kastede noget tøj over hovedet og løb ned i stuen.

”Hej.” sagde jeg hurtigt. Andrew så på mig da jeg kom ned af trappen. Han var ved at hænge sin jakke på knagen. Han så meget højere ud nu når han ikke lå under dynen, og havde hans hår altid været så sort?

”Det var hyggeligt at møde dig.” sagde Andrew venligt og nikkede til Anna, som fnøs fornærmet. Hun kastede med hovedet, som for at sige at vi skulle forsvinde.

”Det er denne vej.” sagde jeg til Andrew, som fulgte med mig op ad trappen. Jeg åbnede døren ind til mit værelse.

”Her er hyggeligt.” konstaterede han. Jeg smilede taknemligt.

”Hvad er det?” spurgte jeg og så på den pose han havde taget med op. Andrew smilede kækt.

”Du redde jo mit liv, hvis altså buschaufføren ville være fortsat med at køre, og jeg så ikke havde haft så hurtigt helende knogler og…” jeg stoppede ham

”Ja, jeg er med, jeg reddede ikke dit liv.” Andrew hev en lille pakke op.

”Tak.” sagde jeg og pakkede den op. Den indeholdte et lille billede. Billedet var af en gruppe mennesker, der var omkring femten stykker på billedet. Med en lille skrift var der skrevet et årstal i bunden af billedet. 1996. Andrew var med på billedet.

”Det her er alle dem der er tilbage.” sagde han. Jeg smed mig på maven i sengen, Andrew smed sig ved siden af.

”Se, det er Pete.” sagde Andrew og pegede på Pete, han stod midt billedet med armen omkring Andrew. Han smilede, han havde ikke ændret sig det mindste.

”Han er lige så gammel?” konstaterede jeg forbløffet.

”Som sagt, så når man har vareulveblod i årene, så forvandles man som attenårig. Det vil sige at han faktisk kun er atten udenpå, men indeni er han…” Andrew regnede efter.

”87, og jeg er 76.” jeg måbede, det var for vildt.

”Hvem er det her?” spurgte jeg og pegede på en tilfældig person.

”Det er sjovt du spørger, for det faktisk ham jeg har regnet med skal hjælpe os. Hvis nu du skulle gå hen og forvandle dig til en vampyr, så er vi nødt til at have en vampyr med på vores side.” Han lød ikke så tilfreds med det.

”Hvor finder vi ham?” spurgte jeg og nærstuderede det sorthvide billede. I midten stod mine forældre, min mor var i brudekjole, og min far var i slips og jakkesæt.

”Det var deres bryllupsdag?” Andrew nikkede.

”Det var den dag traktaten trådte i kraft. Vi var alle sammen meget spændte på hvordan det skulle udvikle sig, men lige på det billede er der jo ikke nogen der er ved at slå hindanden ihjel.” sagde han sarkastisk. Det gav mig kuldegysninger at se på billedet. Så pæne og anstændige mennesker, eller skabninger var nok mere rammende, kunne slå ihjel? Jeg kunne ikke tro at mange af dem ville have brugt enhver leglighed til at slå hindanden ihjel.

”Hvor gammel kan du blive?” spurgte jeg og vendte mig om og så på Andrew. Han smilede og trak på skulderen.

”Hvis jeg ikke bliver slået ihjel, så for evigt tror jeg.” sagde han og smilede. For evigt var ret lang tid syntes jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...