Den sorte engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2014
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor skabte du mig overhovedet?", Spurgte jeg hidsigt. Herren så på mig, og rynkede panden. "Du skal bringe et vigtigt budskab!", Sagde han. Jeg blev irriteret. "Hvilket budskab? At mobning er sundt?!", Nærmest råbte jeg. Han rystede på hovedet. "Samuel, du skal redde verden fra racisme." Samuel er hvad man kalder en engel. En engel ligesom alle andre. Dog er der én ting der skiller sig ud. Han er sort. Så sort at de andre engle kan se han er anderledes. Så sort at han bliver mobbet for det. Det er den værste ting ved at være ham.

7Likes
2Kommentarer
404Visninger
AA

2. Præsentation

Da jeg blev skabt var der én ting der ikke hang sammen. I hvert fald ikke for de andre. Jeg var anderledes. Sort. Sort som kul, og det pissede mig virkelig af. Hvorfor var det mig der skulle være anderledes? Hvorfor ikke en anden? Og hvis jeg i så fald skulle forblive anderledes, ville jeg ønske at jeg havde en der også var anderledes ved min side. En der kunne forstå mig. En jeg kunne forstå. En ven. Men jeg var som man så kan sige, en ulykkesfugl. Jeg kom altid på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted og sådan noget. De andre engle gav mig skylden, hvis de havde gjort noget forkert. Ofte lykkedes det for dem at overbevise andre om at jeg var gode venner med Djævelen. At jeg var ond. Forkert. Pga. Min hudfarve. Sort forbandt man jo med ondskab. Men hvis jeg skal være ærlig, så trak englene mig tættere på helvede. De pegede både fingre af mig, og kaldte mig skældsord. Ikke just det skønneste for en ”anderledes” engel som mig.

Men alt i alt, hvad kunne jeg gøre for at få det til at stoppe? Spørge herren til råds? Yeah right, som om det nogensinde ville ske. Jeg havde stået på hans venteliste i to år. Hvis mennesket bare kunne stoppe med at dø i bare to minutter! Jeg ville aldrig være tålmodig nok til at stå i kø ansigt til ansigt. Det ville tage flere måneder. Så hellere stå på en venteliste i en hel livstid.

”Hva’ så, dæmon?”, Spurgte Aron. En af mobbernes svageste. Han prøvede at spille sej, men jeg tror at alle englene inderst inde lo af ham. Nogen gange lo jeg også selv. Hans ord kunne ikke såre mig. Jeg ignorerede ham.

”Hallo? Er du døv eller hvad? Hva’ så?!”, Sagde han. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han overhovedet var i kategorien ”Engle”. Det fik mig bare til at tænke på hvor forfærdelig verden var, hvis Aron virkelig var en af de bedste personer man kunne tænke sig. Som herren kunne tænke sig. Det var ikke ligefrem fordi jeg kunne lide ham. Ikke det mindste. Han var nok bare ikke min kop te, for at sige det mildt. Aron sukkede.

”Så må jeg vel bare fortælle herren om din snobbede opførsel.”, Sagde Aron.

”Held og lykke med det.”, Sagde jeg og lo. Aron gik hen til mig. Hans blik var vredt. Han prøvede at virke smart.

”Hvad mener du, lille djævelbarn?”, Spurgte han ondskabsfuldt.

”Jeg mener bare held og lykke. Det vil tage dig en evighed og nå frem til herren. Han har for travlt med at finde ud af hvor de døde skal hen. Og flot sammensætning af ord, Ron.”, Sagde jeg. Han hadede når jeg kaldte ham det. Det vidste jeg godt. 

”Nå, men… Måske tager det kun så lang tid for dig, fordi du er søn af djævelen!”, Sagde han fornærmet og fløj væk. Ingen ord der kom ud af hans mund kunne såre mig. Men det kunne sætninger sørme. Måske havde han ret? Måske var jeg en fejl? Måske jeg inderst inde var det Aron kaldte et ”Djævelbarn.” Jeg sukkede, og ned af min kind trillede en tåre. Det var ikke fair at jeg skulle stilles sådan op, når jeg nu bare var en engel. En engel der så anderledes ud. Men var som alle andre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...