Den sorte engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2014
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor skabte du mig overhovedet?", Spurgte jeg hidsigt. Herren så på mig, og rynkede panden. "Du skal bringe et vigtigt budskab!", Sagde han. Jeg blev irriteret. "Hvilket budskab? At mobning er sundt?!", Nærmest råbte jeg. Han rystede på hovedet. "Samuel, du skal redde verden fra racisme." Samuel er hvad man kalder en engel. En engel ligesom alle andre. Dog er der én ting der skiller sig ud. Han er sort. Så sort at de andre engle kan se han er anderledes. Så sort at han bliver mobbet for det. Det er den værste ting ved at være ham.

7Likes
2Kommentarer
406Visninger
AA

4. Infektion?

Jeg vågnede ved en masse larm. Det lød som nogen der troede at man brugte hovedet som trommestikker. Larmen havde vækket Elmo, og nu også mig. Det plejede ikke at larme så meget på denne tid af dagen. Jeg rejste mig, for at se hvad der foregik. I starten kunne jeg ikke se noget, men jo højere larmen blev, desto tættere kom personerne der lavede den. Jeg skimtede Aron. Selvfølgelig var det ham. Hvem skulle det ellers være? Ikke engang de misbrugte mennesker ville vække mig på den måde. Aron var ond. Bag Aron, var en masse andre engle. De stod med store skraldespande af metal, og hamrede på dem med trækøller. Jeg sukkede.

”Hvad vil du, Aron?”, råbte jeg til ham. Han var stadig et godt stykke væk fra mig, så han ville ikke kunne høre, hvis jeg snakkede normalt.

”Hvad tror du selv?”, råbte han tilbage. Jeg prøvede at flyve hen til ham, men mine vinger kunne ikke bære mig. Jeg havde helt glemt hvad der skete med dem, den forrige dag. Aron og hans ”slæng” lo af mig.

”Er du blevet for tung til at dine vinger kan bære dig?”, spurgte han drilsk. Han vidste hvordan han kunne få mig op at køre. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg prøvede at forholde mig rolig, så jeg rullede bare øjne.

”Du ved jo godt hvad der skete i går.”, svarede jeg ham. Jeg prøvede ikke at lyde vred.

”Ja. Du afviste den eneste engel, som havde en smule medlidenhed med dig.”, sagde Aron, og skubbede til Dalila. Jeg fik et chok. Hendes kridhvide hud, var blevet blå og lilla. Havde Aron virkelig slået hende? Sparket hende? Jeg blev panisk.

”Hvad har du gjort ved hende?”, spurgte jeg bange. Aron og de andre lo.

”Hvad jeg har gjort ved hende? Du skal måske spørge dig selv, hvad du har gjort ved hende.”, sagde han. Jeg blev forvirret. Jeg havde da ikke gjort hende noget?

”Lad mig forklare dig det: Da jeg var fløjet hjem, kom Dalila hen til dig. Hun ville redde dig. Tage dig med hjem. Men du afviste hende klart og tydeligt. Hun blev så ked af, at du ikke ville tage imod hendes tilbud, så hun gik hjem og slog sig selv. Skar i sig selv. Hun kunne have været død, hvis det ikke havde været for mig. Det er det jeg siger, du er sendt fra helvede.”, han spyttede ordende ud. Forsvarsløse Dalila lå på jorden. Hun rystede på hovedet. Hendes øjne var fyldt med tårer. Jeg fik skyldfølelse. Var jeg skyld i Dalilas’ nye farve? Var det virkelig sandt, det med at hun ville redde mig. Jeg fik det dårligt. Som om jeg skulle kaste op. Jeg løb hen til skraldespanden, jeg normalt sov i. Jeg nåede lige at få hovedet ned i spanden, da jeg kastede galle op. Det var ubehageligt. Især fordi jeg ikke havde fået noget at spise i to dage. Jeg brækkede ingenting, og så alligevel galle op. Jeg kunne høre Dalila skrige af sorg.

”Samuel! Lad vær med at lytte til Aron, du ved han er en kæmpe nar!”, prøvede hun at sige, da Aron satte en stopper for hendes udbrud. Jeg havde aldrig hørt Dalila sige noget grimt om folk, så det chokerede mig at hun pludselig kaldte Aron for en nar. Jeg vendte forsigtigt hovedet hen til Dalila. Hun græd. Aron kløede sig i håret.

”Alle sammen! Jeg er ked af at meddele, at vi har fået en djævel zombie i vor rige. Samuel.”, sagde han og pegede på mig. Alle dem der stod i nærheden gispede.

”Og han har smittet Dalila. Før var hun den pæne pige, nu er hun en rapkæftet kælling. Så hvis vi ikke passer på, kommer de også til dig!”, råbte Aron ud til alle. Jeg kunne ikke lade vær med at le. Hvis jeg gjorde alle rapkæftede, havde jeg da i den grad smittet Aron. Jeg var ikke sikker på om de andre bed på Arons’ beskyldning.

”Lad os tage hjem til mig, og lægge en slagsplan.”, sagde han, og gik. De andre fulgte efter. Det virkede absurd. Hvorfor skulle jeg og Dalila være zombier. Det gav ingen mening overhovedet.

Som den egoist jeg var, tænkte jeg kun på mig selv. Jeg var på vej hen til mit ”hjem”, for at få sovet lidt mere, inden Aron og de andre kom hen for at kalde mig ”zombie”, og slå mig, da jeg kom i tanke om Dalila. Jeg løb hen til hende.

”Det må du undskylde”, sagde jeg. Hun lå på den hårde jord, og led. Jeg rakte min hånd ned til hende, for at hjælpe hende op.

”Er du okay?”, spurgte jeg. Hun smilede, men rystede på hovedet.

”Det tror jeg faktisk ikke. Og bare så du ved det, så er du ikke skyld i det her”, sagde hun, og viste mig hendes arm. Den så en anelse… Ulækker ud. Blå, lilla og gul. Rød af blod nogle få steder.

”Hold nu op. Jeg ved godt at Aron er god til at lyve, men det er du altså også. Bare sig hvad jeg skal gøre for ikke at have dårlig samvittighed med det!”, sagde jeg. Jeg lød måske en anelse vred. Jeg håbede ikke at hun bemærkede det.

”Jeg ved ikke hvorfor du bliver vred over dette, for jeg lyver ikke. Det har jeg aldrig gjort. Hvordan kan du tro sådan noget om mig?”, spurgte hun mopset, og gjorde sig et forsøg med at flyve sin vej. Hun bemærkede vreden i min stemme. Jeg havde lyst til at bande af mig selv. Hvorfor skulle jeg også altid lyde så vred, hvis bare jeg sagde det mindste? Jeg hadede mig selv lige nu.

Jeg kunne se Dalila. Hendes vinger kunne ikke bære hende, ligesom mine ikke kunne bære mig i går. Jeg blev nødt til at le. Gengæld. Hun vendte sig om, og kiggede vredt på mig. Jeg sukkede, og løb hen til hende.

”Det må du undskylde, men du må da kunne se det sjove i det?”, spurgte jeg. Jeg tænkte sig om, og rullede så øjne af mig. Hun gik videre. Jeg løb efter hende. Jeg ville ikke have et nederlag til.

”Vent, Dalila!”, råbte jeg. Hun vendte sig om.

”Hvad nu?”, spurgte hun irriteret.

”Du må sgu’ undskylde min opførsel her i dag, men det var en hård dag i går. Og i forgårs. Og dagen efter den. Og dagen efter den. Og…”, Dalila stoppede mig.

”Okay, jeg har forstået det. Du synes det er morsomt at se en anden end dig, være dækket til at blå, gule, og endda lilla mærker! Men det er det faktisk ikke. Og hvis du vil have mig undskyldt, så tror jeg at jeg vil tage hjem, hvor INGEN kan kalde mig en zombie. Og tusind tak for din ”infektion” ”, sagde hun og løb sin vej, så hurtigt hun kunne. Jeg vidste at jeg kunne løbe efter hende, men lod vær. Hun havde lov til at være alene. Sådan havde jeg haft det i de seneste 100 år!


Jeg blev en smule irriteret over Dalilas’ kommentar med min ”infektion”. Det var jo ikke min skyld, at Aron fandt på sådanne løgne. Hvorfor skulle det være det? Jeg gik hen til min skraldespand, hvor jeg hørte til.

”Hvorfor går tingene altid ud over mig?”, mumlede jeg irriteret. Jeg sparkede til min skraldespand, og Elmo løb forskrækket ud af den. Jeg sukkede, og satte mig ned.

”Det må du undskylde, El. Jeg vidste ikke at du…”, min stemme knækkede over. Jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde noget ville jeg græde. Det var noget jeg i den grad ikke havde lyst til. Vise min svaghed over for de andre. Det skulle bare ikke ske.

”Nej”, sagde jeg, og rejste mig.

”Ved du hvad, Elmo? Jeg tror jeg vil se min frygt i øjnene, og gå ned til Aron. Måske jeg kan tale ham fra hans måde at behandle mig på.”, sagde jeg. Jeg vidste godt at det var umuligt at tale Aron fra det, men noget skulle jeg gøre. Jeg kunne ikke klare ét sekund mere af Arons’ hårde ord, og slag. Især ikke når det begyndte at gå ud over nogen der holdte af mig. Nogen jeg måske også holdte af. Elmo var min bedste ven, og Aron vidste ikke jeg havde ham. Det skulle han heller aldrig vide, for så ville det gå ud over en uskyldig rotte. Men Dalila derimod… han vidste at jeg på en måde kunne lide hende. Som min ven. Jeg havde altid ønsket mig en ven, men det tog Aron fra mig. Det skulle stoppe med det samme.


Jeg gik med tunge skridt ned til Aron. Han måtte have det at vide. Jeg så ham sammen med Dalilas’ lillesøster, Ada. Han stak sin tunge helt ind i ganen på hende. Jeg fik kvalme. Jeg syntes det var synd for Ada. En ung, uskyldig pige, skulle udsættes for noget så klamt som Aron. Måske gjorde hun det for ikke at blive slået. Selvom jeg godt vidste at hovedårsagen til Arons’ ondskab, var mig. Ada var en pige, på omkring 12 engle år. Hun havde himmelblå øjne, og langt mørkebrunt hår. Ligesom Dalila. Hun var alt for køn, til at blive udsat for Arons’ tunge.

Jeg rystede det af mig, og gik op til Aron. Aron fik øje på mig, og stoppede med at ”kysse” Ada. Jeg følte at jeg havde reddet hendes liv.

”Alle sammen, se hvem der er kommet! Vores lille zombie. Er der nogen der vil hilse?”, spurgte han ledt. Alle trak sig tilbage. Selv lille Ada. Jeg rystede på hovedet.

”Hold nu op med at være så barnlig!”, sagde jeg. Han kiggede sig omkring. Det var en af de første gange hvor jeg havde svaret ham igen fra starten af. Han rullede bare øjne, for at afbryde den pinlige tavshed, og kyssede videre på Ada.

”Og hvis du vil være så venlig at fjerne din uhyggelig klamme mund fra lille Adas’, vil jeg gerne tale med dig under fire øjne!”, han så vredt på mig. Ada så bare undrende ud. Hvad havde han fortalt hende? At han kun var 12, ligesom hende? Man skulle næsten tro han var det. Aron gik hen til mig.

”Hvad vil du?”, hvæsede han.

”Bede dig om at stoppe.”, sagde jeg. Aron kiggede forvirret på mig.

”Stoppe? Med hvad? Hvis det er fordi du gerne vil have Ada, så er det fint med mig. Jeg har alligevel en masse andre piger deroppe”, sagde han og pegede på sit hus.

”Selvom det ville undre mig, hvis hun ville have dig. For hvem vil lige det?”, sagde han. Han var ude på at knække mig. Det var ikke muligt, det havde jeg besluttet mig for.

”Aron, stop. Jeg er ikke til mindreårige. Og med mindreårige, mener jeg børn! Og desuden vil jeg have at du stopper med at mobbe mig. Du har ikke lavet andet, end at mobbe mig, siden vi blev skabt. Det virker bare barnligt… Syns’ du ikk’? Jeg synes det er på tide at vokse op, og blive til mænd. Og hvis det skal lykkes, skal du ikke så meget som krumme ét eneste hår på lille Ada. Forstået?”, først så Aron på mig, som om han ikke forstod det. Derefter lo han et ondskabsfuldt grin. De andre kiggede på ham.

”Hvad er der, Aron?”, spurgte Ada.

”Det skal jeg fortælle dig skat. Det skal jeg fortælle jer alle! Samuel aka zombien her, siger han er til mindreårige. Det vil sige børn på under 10! Jeg som troede Samuel var en god dreng… jeg er ked af at måtte sige det, men han er… pædofil!”, sagde Aron. De andre gispede. Ada kiggede forfærdet på mig. Som om hun skulle kaste op. Jeg fik kvalme over Arons’ måde at formulere mig for de andre. Aron talte om sig selv, men blev nødt til at skyde skylden på mig. Hvorfor i alverden skulle jeg være pædofil? Det imponerede mig bare en smule, at han overhovedet vidste hvad ordet betød. Måske fordi han selv var det.

”Hold kæft du er langt ude!”, blev mine sidste ord, inden jeg tog hjem til Elmo. Jeg kunne ikke holde tårerne inde længere. De måtte komme ud.

Det blev enden på den dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...