Den sorte engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2014
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor skabte du mig overhovedet?", Spurgte jeg hidsigt. Herren så på mig, og rynkede panden. "Du skal bringe et vigtigt budskab!", Sagde han. Jeg blev irriteret. "Hvilket budskab? At mobning er sundt?!", Nærmest råbte jeg. Han rystede på hovedet. "Samuel, du skal redde verden fra racisme." Samuel er hvad man kalder en engel. En engel ligesom alle andre. Dog er der én ting der skiller sig ud. Han er sort. Så sort at de andre engle kan se han er anderledes. Så sort at han bliver mobbet for det. Det er den værste ting ved at være ham.

7Likes
2Kommentarer
399Visninger
AA

6. Forsvundet

Efter en lang tur, med en 12 årig pige på ryggen, ankom vi endelig til Dalila. Jeg satte forsigtigt Ada ned.

”Hvor er Dalila?”, spurgte jeg. Ada tog om mit håndled.

”Nu skal jeg vise dig det!”, sagde hun, og løb med mig ind i huset. Af en lille pige at være, var hun faktisk ret hurtig. Og stærk. Og kvik. Og så mange ting, at "og" ville lyde dumt at sige.


Vi løb op ad trapperne inde i huset. Huset. Hvis man byttede om på hus og et, blev det til et hus. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, forestillet mig, at jeg en dag skulle befinde mig i et hus. Jeg havde aldrig set et hus indefra, kun udefra. Hver gang jeg gik en tur, lagde jeg mærke til husene. Nogle var grimme, og andre smukke. Arons’ var ingen af delene. Hans var moderne, men ikke smukt. Heller ikke grimt. Men bare moderne. Dalilas’ derimod, var begge dele. Smukt og grimt. Grimt udenpå, men fantastisk smukt indeni. Det er nok det samme med engle, mennesker, og dyr. Ligesom Aron. Han er måske flot udenpå, men indeni er han forfærdelig grim. Hæslig. Hvis bare alle kunne indse det. Så ville himlen være et meget bedre sted at leve!


Da vi så endelig kom op ad trapperne, kunne jeg ikke se Dalila.

”Hvor er hun?”, spurgte jeg lavmælt. Ada tog sin pegefinger for munden, som tegn til at jeg skulle være stille. Jeg nikkede forstående. Vi listede ind på et værelse, men der var ingen Dalila. Jeg kiggede mig søgende omkring.

”Hvad vil du her?”, spurgte en stemme. Det kunne kun være Dalilas’.

”Du vil snakke med mig?”, spurgte jeg forvirret.

”Hvem har sagt det?”, spurgte hun. Jeg kiggede spørgende på Ada. Hendes smil nåede op til øjnene. Jeg var sikker: Dalila ville ikke snakke med mig. Det var bare noget Ada fandt på, for at gøre mig og Dalila gode venner. Jeg blev nødt til at fortsætte min samtale med Dalila, for jeg ville inderst inde også gerne have det som Ada ville have det.

”Det har…”, skulle jeg til at sige, men jeg stoppede, da jeg så Ada ryste desperat på hovedet. Hun ville have mig til at lyve.

”Det fortalte mine tanker mig. De sagde at du ikke var vred på mig, men på det. Alt det der er sket imellem dig og Aron. I havde noget kørende, men det stoppede da du fandt Aron sammen med Ada. Men Dalila, jeg vil sige dig: bebrejd ikke Ada. Hun vidste ikke noget. Du ved udemærket godt, at Aron er en idiot. Og hvorfor skulle Ada gøre det imod dig? Men i stedet for at skyde skylden på Aron, skyder du skylden på mig. Fordi jeg er sort. Fordi du er usikker på om det rygter du hører om mig er sande. Skylden rammer også din søster, fordi du tror at hun er skylden i din ensomhed. Fordi hun kyssede med Aron. Men det er hun ikke. Du vil ikke skyde skylden på Aron, fordi du er bange. Det fortalte mine tanker mig”, svarede jeg. Der blev stille i lidt tid, uden der var en der så meget som trak vejret.

”Wow”, sagde jeg, og brød stilheden.

”Jeg har ingen anelse om hvor det kom fra.”, tilføjede jeg. Jeg kunne høre Dalila hulke. Jeg vidste at det var på grund af mine ord. Hvorfor skulle jeg også være så upassende, at sige sådan?

”Det må du undskylde. Jeg tror bare mine tanker tog overhånd. Jeg ved ikke engang et muk af det jeg lige sagde. Undskyld, undskyld.”, prøvede jeg. Hendes hulkende stemme blev til gråd.

”Det er mig der undskylder, Samuel. Undskyld at jeg har været så vred på dig. Jeg ved godt at det er Arons’ skyld, men du har ret. Jeg er bange”, sagde hun. Hun tog imod min undskyldning, og det var det vigtigste. Ada lignede en, der ikke vidste om hun skulle grine eller græde. Hun kiggede rundt i lokalet. Forvirret over hvad der skete.

”Og undskyld til dig, min søster, Ada. Jeg elsker dig. Men vil du ikke være sød at gå ud. Jeg vil gerne tale med Samuel alene.”, sagde Dalila. Ada nikkede, og gik ud. Hun lukkede døren helt, for at undgå at høre vores samtale.

”Kom”, sagde Dalila. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

”Hvor er du henne?”, spurgte jeg.

”Kig ned.”, sagde hun. Jeg så ned, men kunne ikke finde hende.

”Psst, under sengen.”, hviskede hun. Jeg kiggede under sengen, og der lå hun. Smuk som hun jo var.

”Jeg ved ikke om jeg kan komme under din seng. Hvad med jeg bare sidder her?”, spurgte jeg og pegede på gulvet. Hun nikkede, og jeg satte mig.

”Hvor vidste du det fra?”, spurgte hun.

”Jeg har sagt det, jeg har ingen idé!”, svarede jeg hende. Dalila sukkede.

”Du må vide det, ellers ville du ikke have sagt det. Jeg er bare så… imponeret. Jeg har ikke fortalt det til nogen, kun været en led kælling over for alle.”, sagde hun.

”Undtagen Aron.”, tilføjede jeg. Dalila nikkede enigt.

”Undtagen Aron.”, bekræftede hun. Dalilas’ øjne var røde af gråd, og jeg kunne se at der var flere tårer på vej. Hun krøb langsomt ud fra sengen, og satte sig ved siden af mig.

”Undskyld.”, sagde hun. Jeg aede hende på hovedet. Noget jeg aldrig havde troet jeg ville gøre i mit liv.

”Du skal ikke undskylde. Det er ikke din skyld. Det er aldrig din skyld. Det kan det ikke være. Du er en af mine grunde til at…”, jeg stoppede mig selv. Jeg kunne ikke sige det. Tænk hvis hun troede jeg var lun på hende? Jeg kunne godt lide Dalila, men ikke så godt. Jeg ville aldrig kunne lide en så meget, at det ville ske. Umuligt.

”Hvad er jeg en af dine grunde til?”, spurgte hun. Der gik panik i mig, i tanken om at jeg skulle finde på en løgn. Hvilket var ulovligt, hvis andre fandt ud af det.

”Sidde i et hus for første gang.”, blev mit svar. Dalila smilede.

”Eller dine tanker.”, sagde hun. Jeg rystede på hovedet.

”Dig.”, svarede jeg. Hun lo, kyssede mig på kinden, og rejste sig op. Jeg tørrede i smug kysset væk. Jeg var nervøs for at hun kunne lide mig. Mere end bare venner. Jeg ville ikke knuse hendes hjerte, det kunne jeg bare ikke. Men hvis jeg ikke skulle knuse hendes hjerte, betød det så, at vi skulle komme sammen? Det kunne jeg ikke forestille mig. Jeg rystede på hovedet. Kysset betød ikke noget, det var bare på kinden. Det er sikkert noget venner gør, for at sige farvel eller hej. Var jeg ved at blive skør? Jeg nev i min arm, for at komme til mig selv igen. Jeg rejste mig, og stod nu helt alene på Dalilas’ værelse.


Lidt efter hørte jeg Ada kalde mit navn. Hun lød bange. Jeg var i tvivl om jeg også skulle være bange, men rystede det lynhurtigt af mig, da jeg så hvem der fik Ada til at være bange. Aron. Han er ikke en man skal være bange for, men en der skal sættes på plads. Han stod udenfor døren, for hverken Ada eller Dalila turde åbne den. Jeg åbnede døren, men Aron trådte ikke ind. Heldigvis.

”Hvad vil du?”, spurgte jeg ham. Ada stod med tårer i øjnene, og Dalila så ud som om hun kunne farer på ham når som helst.

”Jeg er blevet sendt af Herren. Han sagde…”

”Vi er ligeglade. Smut hjem, eller det bliver værst for dig selv!”, afbrød Dalila. Hun var helt oppe i Arons’ ansigt. Jeg skubbede hende lidt til siden.

”Dalila, stop. Jeg tror ikke han er ude på at skade os. Hvad har Herren sagt?”, spurgte jeg ham. Dalila så fornærmet på mig, fordi jeg afbrød hende. Jeg ignorerede det.

”Som jeg var ved at sige, så har Herren sagt, at du ikke kan få en tid.”, sagde han. Jeg blev irriteret.

”Har han det? Hvorfor?”, spurgte jeg, selvom jeg ikke troede på et muk af det han sagde.

”Fordi du allerede har en tid. Du bestilte den for over et årti siden! Det er ikke noget jeg finder på, jeg mener det. Han sagde at han ville snakke med dig i morgen. Klokken 12.00 præcis. Faktisk sagde han, at han ville have taget kontakt til dig, men fordi du selv gjorde det, lod han bare som ingenting.”, forklarede Aron. Jeg begyndte at spekulere på om det Aron sagde rent faktisk var sandt. Jeg rynkede et bryn. Men udover det, så overraskede hans blide måde at tale til mig på, mig.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal tro”, sagde jeg. Aron lagde en hånd på min skulder, hvilket gjorde mig mere usikker.

”Du skal tro på mig.”, svarede han.

”Hvorfor gør du det her? Jeg mener, hvis det virkelig er sandt, hvorfor så fortælle mig det? Du hader mig!”, sagde jeg. Aron nikkede.

”Det er en del af mit job. Hvis jeg ikke får dig til at møde op, får jeg ingen løn. Sådan er det bare.”, sagde han. Selvfølgelig. Jeg kunne heller ikke forstå, hvis Aron var venlig imod mig uden grund.

”Du har bare at møde op.”, sagde han, og forsvandt. Jeg nåede lige at se det ondskabsfulde og jaloux blik i hans øjne. Han mente ikke noget med de fine ord, og det passede mig godt.

”Du tog imod det råd jeg gav dig?”, spurgte Ada forundret, og tørrede hendes øjne i hendes ærme.

”Ja”, svarede jeg, og drejede ud af døren. Jeg ville hjem med en god fornemmelse i maven, ikke en trist.

”Går du allerede?”, spurgte Ada. Jeg nikkede.

”Det kan du ikke. Jeg mener, bliv i det mindste til middag!”, sagde Dalila. Min mave rumlede, og jeg ville gerne indrømme at jeg var sulten. Men jeg ville ikke have at der lige pludselig skete noget, som forvandlede denne dag til en dårlig dag.

”Desværre, jeg må hellere komme hjem til Elmo.”, sagde jeg, og kom frem med et smil. Dalila så mistænkeligt på mig.

”Hvem er Elmo?”, spurgte hun. Hun lød jaloux, hvilket nok ikke kunne passe.

”Det er…”

”Din kæreste. Selvfølgelig. Hvorfor sagde du ikke det noget før, inden jeg begyndte at holde af dig. Som mere end bare ven. Aron har ret, du hører til i helvede. Som den løgner du er.”, sagde hun bittert, og pegede på døren. Hun have mig til at forsvinde. Jeg blev mere end bare overrasket over hendes udbrud. Jeg blev bange. Ada trak på skuldrene. Jeg sukkede, og gik ud. Tænk at hun troede Elmo var min kæreste. For det første, var jeg ikke til det samme køn, og for det andet var Elmo en rotte. En rotte! Godt nok sagde Aron at jeg var pædofil, men aldrig i mit liv, havde jeg hørt om folk der var til rotter. Måske æsler, og hunde, hvilket også var virkelig forkert, men rotter! Det gav mig kuldegysninger, bare i tanken om det. Jeg prøvede at se positivt på tingene, at Dalila indrømmede at hun kunne lide mig, og at Ada stadig var min ven, og ikke prøvede på at slagte mig, hver eneste gang jeg sagde et ord. Uanset hvad jeg havde sagt ville der opstå en konflikt imellem Dalila og jeg. Gad vide hvad grunden til Dalilas’ pludselige udbrud var. Aron? Den lille lus, måtte ikke være skylden i det, for så ville jeg vride nakken om på ham. Selvom han godt nok virkede flink i dag… Det havde været en underlig dag, og måske jeg bare blev nødt til at sove, som jeg plejede at gøre for at få problemerne væk. Jeg var bare i tvivl om jeg overhovedet var træt. Dette var en af det bedste dage i mit liv, hvis man så tilbage hvad jeg ellers var blevet udsat for, hver evig eneste dag i 100 år.

På vejen ”hjem” kunne jeg høre skridt bagved mig. Jeg så mig ikke tilbage, da jeg var sikker på at det var Aron, der ville gøre mit liv surt igen. Imens jeg gik, kunne jeg høre skridtene komme hurtigere og hurtigere hen imod mig. Personen bag mig løb. Jeg blev bange, og før jeg vidste af det, løb jeg også. Jeg løb hurtigere og hurtigere. Så hurtigt, at jeg ikke længere kunne høre skridt bagved mig. Jeg var tilfreds.

”Samuel!”, kunne jeg høre en stemme råbe. Det var i hvert fald ikke Arons’. Jeg vendte mig om, og personen bagved mig overraskede mig ikke.

”Hvad laver du her, Ada? Klokken er mange, og din søster bliver bare bekymret for dig!”, råbte jeg tilbage. Ada var forpustet, og havde svært ved at tale. Dårlig kondi, burde man tænke, men vi havde alligevel løbet et godt stykke vej, og med hendes korte ben, var det umuligt for hende ikke at være forpustet. Jeg så mig tilbage, og løb så ned til Ada. Hun så taknemmelig ud, fordi hun nu ikke skulle råbe.

”Hvad laver du her?”, spurgte jeg hende igen, bare i en blidere version. Ada rystede på hovedet.

”Det er Lila.”, sagde hun tavst. Jeg skulle tænke mig om, før det gik op for mig hvem Lila var.

”Hvad er der sket?”, spurgte jeg, og kunne mærke blodet væk fra mit hoved. Jeg var bekymret.

”Hvis bare jeg havde svaret. Det eneste jeg ved er, at der kom 3 engle, dækket i sort fra top til tå, som kom og tog hende lige efter du forlod huset. Inden de kom og tog hende, sagde Dalila noget. Jeg ved ikke om hun kunne mærke at der ville ske noget inden for kort tid, eller om hun bare sagde det. Jeg er syg, var det hun sagde. Jeg skulle lige til at spørge hende, men blev afbrudt af englene forklædt i sort.”, sagde hun bange. Faktisk så bange, at hun peb ordene ud. Hele hendes krop rystede, og jeg var sikker på at det ikke var pga. løbeturen. Jeg blev tavs af at høre ordene, men vidste at jeg blev nødt til at sige noget. En 12-årig pige, havde måske mistet sin søster. For livet.

”Syg”, gentog jeg, selvom jeg godt vidste at det ikke var det rigtige at svare. Ada tøvede, men nikkede så. Hendes øjne duggede, og jeg kunne hurtigt se en tåre trille fra hendes kind.

”Hun dør”, sagde Ada, med den dybeste sorg jeg havde hørt længe. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og hurtigere, og inden længe kom hendes tårer trillende i massevis.

”Hun dør ikke. Vi ved jo ikke hvad der er sket. Hun er sikkert bare…”, jeg stoppede mig selv, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Ada så bedende op på mig. Hun havde brug for mindst én god nyhed. Det fortjente hun.

”Jeg skal snakke med Herren i morgen. Jeg lover at jeg vil spørger ham ind til Dalila, om han ved hvad der er sket. Forstået?”, spurgte jeg bange. Bange for at Herren ikke kunne svare på mine spørgsmål om hende, bange for at Dalila virkelig var død. Jeg kunne bare ikke få ordene ud. Især ikke når Ada var tilstede. Ada vidste godt at det var dumt at spørge mere ind til hendes søster, for hun vidste jeg ikke kunne alle svarene. I stedet gav hun mig et knus, for at blive trøstet. Jeg var sikker på at det var det hun altid gjorde med Dalila. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle takle det, men blev så enig med mig selv om at ae hende på hovedet. Det var det bedste at gøre. Jeg håbede at Aron ikke så os. Han ville bare sprede rygterne om ”Den Sorte Pædofil”, ud over hele riget. Det kunne aldrig føre noget godt med sig. Det kunne intet der kom ud fra Arons’ mund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...