Den sorte engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2014
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor skabte du mig overhovedet?", Spurgte jeg hidsigt. Herren så på mig, og rynkede panden. "Du skal bringe et vigtigt budskab!", Sagde han. Jeg blev irriteret. "Hvilket budskab? At mobning er sundt?!", Nærmest råbte jeg. Han rystede på hovedet. "Samuel, du skal redde verden fra racisme." Samuel er hvad man kalder en engel. En engel ligesom alle andre. Dog er der én ting der skiller sig ud. Han er sort. Så sort at de andre engle kan se han er anderledes. Så sort at han bliver mobbet for det. Det er den værste ting ved at være ham.

7Likes
2Kommentarer
405Visninger
AA

3. En underlig sætning

Jeg var godt omkring de hundrede år. Hvad havde jeg lært på de år? Jeg har svaret lige her: Ingenting. Jeg vidste godt at hundrede menneske år svarede til omkring 15 engle år. Men jeg var begyndt at regne om til menneske år. Det fik mig til at lyde mere vis.


Aron havde samlet en større flok til at mobbe mig. Det er ikke fordi jeg ikke allerede har nok mobbere? Var det spørgsmål jeg stillede mig selv. Aron og hans slæng nærmede sig mod mig.

”Hva’ så, dæmon?”, Aron brugte den samme sætning igen og igen. Det blev det ikke bedre af. Hvis du spørger mig, lød det bare dumt. Jeg havde lyst til at svare hårdt igen, men vidste jeg ville få ballade af det. (Set fra den lyse side, så kunne herren måske endelig opdage at jeg eksisterede)

Jeg ignorerede ham. Som jeg altid gjorde. Hans reaktion på det var bare værre end nogensinde før.

”Jeg kender godt din hemmelighed, lille dæmon, så hvis du ikke snart svare mig, skal vi nok sørge for at du aldrig kommer op at flyve igen!”, sagde han i et hårdt tonefald. Hans trussel gjorde mig ikke bange. Hvorfor skulle den? Jeg ville ikke virke som et nemt offer, så stod ved stilheden.

”Hør dog efter, lille mide! Hvis du ikke siger noget inden jeg har talt til 10 så ryger de af. Så er det slut med at flyve væk fra dine problemer.”, han mente hvad han sagde. Det gjorde han altid. Han var blevet stærkere end sidste gang du så ham. Han var blevet forfremmet af herren, til assistent til englene der skal ned på jorden og sende et budskab. Det var også derfor han var blevet så populær.

Men helt ærligt, assistent? Hvornår havde man nogensinde hørt om en engel der havde en assistent? Det var garanteret noget han fandt på. Jeg sagde bare ikke noget til det.

 

En budskabs engel, var et job kun få engle turde drømme om. At kunne få lov til at komme ned på jorden, bringe et vigtigt budskab, og ændre verden, var sgu noget helt særligt. Selv jeg, Samuel, kunne tage mig selv i at drømme om det. Men jeg rystede hurtigt tanken af mig. Som om det nogensinde ville ske.


Aron og hans ”slæng”, var henne ved mig. Helt tæt på, faktisk. Deres fødder lettede sig fra jorden, og begyndte at sparke mig. Der var for mange til at jeg kunne flyve væk. Det føltes som om alt gik i slowmotion. Fra Aron løftede sin fod, til at den var plantet i mit ansigt. Der gik evigheder. Efter et spark i ansigtet, begyndte resten også at sparke mig. Det føltes som om det ingen ende havde. Måske ville de sparke mig til jeg ikke var her længere? Det håbede jeg på så mange måder at jeg ville. Problemet var bare at engle ikke døde på den måde. De kunne ikke blive dræbt med vold. Det var noget af det værste ved at være engel. I hvert fald for mig. Smerten fyldte min krop. Fra top til tå. Blod stod ud af næsen på mig. Ingen kunne stoppe det.

”Okay, Aron. Han har fået nok nu, lad os gå.”, sagde Dalila til Aron. Tænk at hun turde.

Dalila var en engel. Som alle os andre. Der var bare noget over hende, der var helt unikt. Var det hendes nøddebrune øjne, eller hendes guddommelige, lange, mørkebrune hår? Jeg var ikke helt sikker, men jeg vidste at hun var helt speciel. Det var ikke fordi jeg var forelsket i hende, jeg syntes bare hun var smuk. Det var det hele. Sød kunne man ikke kalde hende, da hun var med i Arons’ ”mobbeslæng”.
En hver vidste da at man ikke var rar, hvis man mobbede. Det kunne selv en idiot regne ud. Altså undtagen Aron, men han var ikke kun en idiot, han var også snotdum.

 

”Hvordan kan du så vide det?”, spurgte han dumt.

”Fordi han jamre. Ud af hans næse strømmer der blod. Det er ikke meningen at det skal se sådan ud på en engel.”, forklarede hun. Aron gik væk fra mig, men de andre sparkede stadig. Det var ikke fordi han ville stoppe med at såre mig, men fordi han ville tale med Dalila.

”Jeg ved ikke hvem du tror du er, men enhver kan se at Samuel ikke er en engel. Han er søn af djævelen! Du har ingen forstand, hvis du ikke ved det. Og det vidste du ikke.”, sagde Aron, og gav hende et ondt blik. Dalila blev tavs, men hun endte dog med at sige ét ord:

”Nej.”, Aron så forskræmt på hende.

”Jeg som troede du kunne tænke! Hvis du ikke er med til at forvolde ham skade omgående, skal jeg nok sørge for at dette er de sidste ord du kommer til at høre nogen sige til dig!”, råbte han. Dalila følte sig tvunget til at sparke mig. Jeg håbede hun ville lave et stort oprør imod Aron, men i stedet bukkede hun under for hans ord. Det var det dummeste man kunne gøre. Til sidst føltes det som om ingen sparkede mig. Min krop blev følesløs. Sparkende kunne ikke gøre mig fortræd. Måske var det endda godt at min sorte farve blev rød? Måske jeg så aldrig ville blive kaldt dæmon og lignende ting igen? Det kunne være rart. Et liv uden mobning. Tænk at have sådan et.


Jeg vågnede op det samme sted som jeg blev sparket. Jeg blev i tvivl om det var nat eller dag. Én ting vidste jeg: Jeg skulle væk. Væk fra Aron, væk fra hans ”slæng”, væk fra… himlen!

Det gav et sæt i mig, da jeg fandt ud af at det rent faktisk var det jeg havde tænkt. Jeg ville ikke væk fra himlen. Det eneste andet sted jeg kunne komme hen uden at gøre noget stort, var helvede. Jeg ville ikke i helvede. Godt nok sagde de andre at det var der jeg hørte hjemme, men det ville bestemt ikke være der hvor jeg følte mig hjemme. Tværtimod. Så ville jeg bare blive mobbet for at jeg havde vinger. At jeg var en engel. Men så ville jeg måske også blive kaldt herrens’ søn? Jeg havde ingen idé, men hvis det skulle gå så galt håbede jeg da at det var det de ville kalde mig.


Mit hoved gjorde ondt, og det føltes som om mine arme var ved at falde af.

”Vold er ingen løsning”, som herren havde sagt. Gid han kunne forklare det til Aron. Aron og de andre.

Imens jeg lå og ømmede mig, kom Dalila forbi. Jeg blev overrasket over at se hende. I starten var jeg glad for at se en person, men nogle sekunder efter gik jeg i panik. Hun ville komme og sparke mig igen, som en ordre fra Aron. Jeg prøvede at komme væk, men da Dalila så mig, rystede hun på hovedet. Hun bevægede sig hen til mig. Jeg prøvede at trække vejret normalt, men jeg kunne ikke skjule min frygt for Dalila. Det var ikke fordi hun var den ondeste, men hun var med til at sparke mig, og det var det jeg var bange for. At hun ville sparke mig igen.

Før jeg vidste af det, sad hun ved min side. Jeg sukkede. Ikke af lettelse, ikke af uvidenhed, men af frygt. Om lidt ville det ske. Hun ville slå mig. Jeg tog hænderne for hovedet af skræk.

”Du må ikke slå mig, jeg kan ikke klare det. Lad vær! Stop!”, råbte jeg op. Dalila så forskrækket ud.
”Shh! Hvis Aron ser mig her, slår han mig ihjel!”, hviskede hun. Jeg undrede mig over hendes sætning. Havde Aron ikke hyret hende til at forvolde mig mere skade? Jeg kiggede ind i hendes nøddebrune øjne.

”Hvad mener du?”, var det eneste jeg kunne sige. Hendes blege læber dannede et smil.

”Jeg er her for at… redde dig!”, hviskede hun så lavt hun kunne. Jeg blev endnu mere forvirret. Redde mig? Fra hvad? Dalila kunne se at jeg ikke forstod, så hun uddybede det lidt mere:

”Det hele. Jeg ved godt at du hader dig selv, selvom der ingen grund burde være til det. Det kan godt være at du er anderledes, og at Aron får alle til at føle dig dårlig, og mindre værdig end os andre, men der må være en grund til at herren skabte lige præcis dig! Du er noget unikt, og jeg syntes personligt at vi burde tage mere hensyn til dig. Og så vil jeg gerne tage dig med hjem, så du kan ligge i en rigtig seng. Jeg ved godt at du aldrig har haft dig et hjem, og jeg vil hjælpe dig med at få et.”, hendes forklaring varmede mit hjerte. Mente hun hvad hun sagde, eller var det bare endnu en af Arons’ luskede planer. Jeg kiggede mistænkeligt på Dalila. Det kunne ikke være sandt. Der var ingen der ville tage hensyn til mig før, så hvorfor skulle Dalila lige være den person der gjorde? Jeg troede ikke på hende. Ikke efter det hun havde gjort tidligere i dag. Jeg rejste mig fra jorden jeg lå på. Det gjorde en smule ondt, men jeg blev nødt til det. Jeg ville væk fra Dalila.

”Desværre. Du og Aron er ude på at narre mig, og nu må du have mig undskyldt, for jeg skal… et andet sted end ved din side.”, sagde jeg til hende, og gjorde et forsøg på at flyve væk, men jeg var blevet sparket lidt mere end mine vinger kunne holde til. Jeg lettede dog et par gange fra jorden, men faldt hurtigt ned efter. Jeg kunne høre Dalila grine i baggrunden, og jeg fnøs. Det var bestemt ikke noget at grine over.

Efter mange mislykkedes forsøg på at flyve, besluttede jeg mig for at gå.


Mit hjem lå op ad en skraldespand. Ja, der fandtes skraldespande, selv i himlen.

Man forbinder jo himlen med paradis, men jeg kan sige dig, hvis du nogensinde kommer til himlen, så tag dig i agt for stedet ”Qualow”, som var der jeg boede. Du har sikkert ikke hørt om det, men det har du heller ikke lyst til. Personerne på stedet består af unge mennesker der var gode nok til himlen, men som derefter blev påvirket af at deres familier ikke var ved deres side mere. De blev deprimerede, og derefter blev de underlige. Ingen har fortalt herren om disse mennesker, men hvis man gjorde, ville han sende dem i helvede. Det ville også være synd, for de er gode nok at snakke med, når man er trist. De kan bare sidde ned og lytte. Altså de blide af dem. Nogle af dem kunne finde på at kaste skrald efter mig. Men de var stadig ikke værre end Aron. Ingen kunne være det. Min bedste ven, Elmo, var på den anden side af skraldespanden. Elmo var en rotte. Han var så tam, at han kunne have været en kælerotte. Han havde aldrig bidt mig, og kom altid når man havde brug for ham. Se, han var en sand ven.

”Elmo?”, kaldte jeg. Straks kom han frem, med et eller andet i munden.

”Hvad er det du har der?”, spurgte jeg ham. Han sank det, inden jeg nåede at få hånden ind i munden på ham.


Der gik noget tid, og jeg kunne mærke mine øjne falde i. Straks var Elmo der. Han puttede sig ind til mig. Det bedste ved Elmo, var at han ikke tænkte over ens udseende. Det var det indeni mig der talte for ham. Det var derfor han elskede mig, som hans bedste ven. Det, og så fordi jeg fodrede ham med de rester jeg nu kunne finde.

”Godnat gamle dreng.”, sagde jeg til ham, inden mine tanker var et helt andet sted henne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...