Den sorte engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2014
  • Opdateret: 2 maj 2014
  • Status: Igang
"Hvorfor skabte du mig overhovedet?", Spurgte jeg hidsigt. Herren så på mig, og rynkede panden. "Du skal bringe et vigtigt budskab!", Sagde han. Jeg blev irriteret. "Hvilket budskab? At mobning er sundt?!", Nærmest råbte jeg. Han rystede på hovedet. "Samuel, du skal redde verden fra racisme." Samuel er hvad man kalder en engel. En engel ligesom alle andre. Dog er der én ting der skiller sig ud. Han er sort. Så sort at de andre engle kan se han er anderledes. Så sort at han bliver mobbet for det. Det er den værste ting ved at være ham.

7Likes
2Kommentarer
403Visninger
AA

5. En grædende engel

Høj musik, og det høje beat fra trommerne gjorde det ikke bedre. Aron holdte en kæmpe fest for alle englene i området. Altså udover mig. Klokken var 05.00, og festen startede allerede ved 16.00 tiden dagen inden. Jeg overvejede om jeg skulle få ham til at skrue ned, men vidste også at det var risikabelt. Jeg ville ikke ydmyges igen. Alle troede jeg var et monster. Mere end nogensinde før. Jeg vidste at det eneste jeg kunne gøre, var at stikke hovedet ned i skraldespanden for at dæmpe musikken. Desværre gjorde skraldespanden bare lyden værre. Forvrænget. Jeg sukkede, for jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove mere. Om så musikken stoppede, ville jeg ikke kunne sove. Jeg havde fået mider på hjernen. Aron. Jeg fik kvalme bare ved tanken om ham og Ada. En af grundene var at Ada var en lille pige, som ikke burde være sammen med en der er 4 år ældre hende selv! Den anden grund, var hvordan Aron taklede piger. Han kunne i det mindste være tro over for Ada. Men nej. Han havde millioner som hende. Stakkels pige. Hun burde ikke engang være til sådanne fester. Det burde hendes søster da have advaret hende imod. Hun var ret erfaren hvad angår Aron. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke gøre noget ved.


Jeg kunne høre en engel klynke. Jeg vidste bare ikke hvor henne lyden kom fra. Elmo kunne også høre det. Han snusede rundt for at finde ud af hvor den hulkende stemme kom fra. Inden længe kunne jeg høre en pige skrige.

”Hjælp!”, hulkede stemmen. Jeg fulgte efter stemmen, og fandt så den hulkende engel.

”Ada?”, spurgte jeg. Jeg var sikker på at det var hende. Lyden af min stemme fik hende til at græde endnu mere.

”Forsvind!”, skreg hun. Jeg rystede på hovedet.

”Lad mig være i fred! Du er ligeså frastødende som Aron!”, råbte hun. Jeg vidste der var noget galt. Og jeg var sikker på at jeg vidste hvad der var sket.

”Fandt du ud af det?”, spurgte jeg hende. Mit spørgsmål fik hende til at tøve.

”Hvad mener du?”, spurgte hun så.  Jeg smilede.

”Det med de andre piger.”, svarede jeg. Ada hvæsede af mig, men nikkede så.

”Jeg hader ham! Men ikke ligeså meget som jeg hader dig! Du burde slet ikke være her!”, skreg hun. Jeg sukkede.

”Det siger jeg også tit til mig selv. Men ved du hvad? Der er en grund til at jeg er her. Der er også en grund til du er her. Der er en grund til vi alle er her. Hvorfor tror du ellers herren skabte os? For at dræbe os igen? Det tror jeg næppe.”, sagde jeg. Hun smilede.

”Tror du virkelig der er en grund til min eksistens?”, spurgte hun gladere. Jeg nikkede.

”Også til Arons?”, spurgte hun. Jeg lo.

”Det tænker jeg også tit over. Det må der jo være… Det kommer nok bare til at tage nogle år før vi finder ud af det. Eller måske aldrig”, sagde jeg opmuntrende. Det så også ud til at virke.

”Hvorfor gør du det?”, spurgte hun. Jeg kiggede forvirret rundt.

”Gør hvad?”, spurgte jeg.

”Prøver at trøste mig. Er det fordi du er til… mindreårige?”, spurgte hun nervøst. Jeg rystede på hovedet.

”Du troede også at Aron elskede dig. Det hele er én stor misforståelse. Hvor gammel tror du egentlig han er. Aron?”, spurgte jeg. Hun trak på skuldrene.

”Han sagde til mig at han lige var fyldt 13.”, sagde hun. Jeg kom til at smile.

”Ligner han en på 13?”, spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. Et lille smil kom frem på hendes læber.

”Sig ikke at han er 30. For så har jeg virkelig brug for briller.”, svarede hun. Jeg lo.

”Måske ikke så gammel. Han er 16, næsten 17.”, svarede jeg. Hendes øjne åbnede sig.

”17?!”, spurgte hun overrasket.

”16, næsten 17.”, rettede jeg. Hun smilede, og gav mig et kram.

”Tusind tak. Jeg forstår ikke hvorfor min søster hader dig sådan. Du kunne være en god ven.”, sagde hun og smilede. I starten blev jeg glad af hendes ord, men da det så fløj ind, at Dalila hadede mig, blev jeg en smule trist.

”Hader hun mig virkelig? Jeg troede bare at det var for sjov…”, sagde jeg. Ada trak på skuldrene.

”Det er i hvert fald det hun har sagt. Men man ved jo aldrig med Dalila. Hun er jo teenager.”, lo hun. Jeg kom også til at le.

”Undskyld jeg har været så ond imod dig.”, sagde Ada. Jeg trak på skuldrene.

”Du har ikke været ond. Aron er ond. Du er blot et offer.”, sagde jeg. Ada smilede.

”Ligesom dig. Du vil bare forblive det. Jeg synes du skal bestille en tid til herren. Det kan være at han får tid og nogle årtier. Måske det vil hjælpe dig.”, sagde hun og smilede.

”Jeg skal også hjem til Dalila nu. Hun bliver stiktosset når hun finder ud af hvor jeg har været. Men en straf fører altid til noget godt til sidst, ikke sandt?”, sagde hun, og fløj væk. Ordene fløj ind til mig. Hun var på ingen måder dum, den lille pige. Lille Ada. Tænk at Aron kunne såre hende på den måde. Jeg ville sørge for, at hvis han så meget som krummer et hår på hende, ville jeg personligt give ham en lærestreg han sendt vil glemme. Havde jeg virkelig fået en ven? En lille pige. Hvis vil var, ville jeg behandle hende som min lillesøster. Hvis altså jeg fik lov til det af Dalila. Noget der også kom ind i skallen på mig, var Adas’ råd om herren. Skulle jeg virkelig få bestilt en tid, og vente i årtier på det? Jeg var i tvivl. Alt kunne jo nå at ændre sig. Selvom jeg allerede vidste hvad jeg skulle spørge ham om. ”Hvorfor?”, ville være det mest oplagte spørgsmål.


Jeg tog mig sammen, og gik ned til englenes kontor. Jeg måtte bestille den tid, om det så tog 100 år. Halvdelen af den tid jeg havde levet i. Men hvad betød det, hvis jeg kunne få svaret på hele mit liv?

Jeg så det kridhvide kontor. Min øjne var ved at gå i brand. Jeg blev svimmel bare ved at kigge på det. Selv englen i kontorstolen var klædt i hvidt fra top til tå. Det overraskede mig at der ikke var nogen derhenne.

”Hej…”, sagde jeg usikkert. Englen i kontorstolen kiggede op. Jeg gispede. Aron! Jeg prøvede at stoppe mig selv i at grine.

”Budskabsenglens assistent?”, spurgte jeg, med et kæmpe leende smil, plantet midt i mit ansigt. Aron brummede af mig.

”Lad vær med at gøre nar. Herren sagde at jeg skulle sidde her, indtil der kommer en engel der skal bringe et budskab.”, sagde han. Jeg kunne ikke undgå at le. Aron kiggede vredt på mig.

”I det mindste har jeg et job. Prøv du lige at finde et. Nårh nej, det kan du ikke, for du er nemlig sort. Sorte engle kan ikke få arbejde, eller skulle jeg sige djævle?”, sagde han. Jeg rullede øjne. Jeg vidste godt at jeg ikke skulle tage de ting han sagde personligt. Han løj. Jeg overvejede om jeg skulle svare ham igen, med lod vær.

”Jeg er her ikke for at blive nedgjort. Jeg er her for at bestille en tid til herren.”, sagde jeg.

”Det kan desværre ikke være muligt. Jeg har… lukket!”, sagde han, og drejede sin kridhvide kontorstol væk fra mig. Jeg forstod egentlig ikke hvorfor man skulle bestille en tid på et kontor. Jeg lagde tanken bag mig.

”Du har ikke lukket.”, sagde jeg. Aron nikkede stædigt på hovedet.

”Jo! Vi lukker kl. 11.00!”, sagde han. Jeg rystede på hovedet.

”Er åbningstiderne virkelig 10.50-11.00?”, spurgte jeg.

”Ja? Det er en ny teknik vi bruger. Så bliver der heller ikke så travlt.”, svarede han. Han virkede latterlig. Hvorfor ville han ikke lade mig bestille en tid? Det tog højst to minutter.

”Hold nu op Aron. Hvorfor vil du ikke bare lade mig bestille den tid?”, spurgte jeg ham.

”Sandheden er… Du er en djævel, og djævle er ikke tilladt her. Gå hjem til din fader, Satan.”, sagde han. Jeg blev en smule vred. Jeg hadede når han sammenlignede mig med en djævel. Men jeg blev nødt til at ignorere det.

”Giv mig nu bare den tid!”, sagde jeg. Aron rystede på hovedet.

”Nej, kan ikke lade sig gøre. Og tag nu hjem til helvede, din lille Satan!”, råbte han. Jeg begyndte at knurre. Jeg lod ikke mærke til det i starten, men pludselig blev min knurren så høj, at det gav ekko i bygningen.

”Smut nu bare! Du hører ikke til her. Måske er det derfor Dalila hader dig! Du er anderledes, grim, og dårlig til alting!”, råbte han ad mig. Jeg slog hånden hårdt i bordet.

”Aron! Hvis du ikke giver mig den tid, så fortæller jeg alle englene om hvad du gjorde imod Ada! Og du kender udmærket en af de første af englenes regler: man skal være tro til sin partner! Herren kan henrette dig, hvis jeg fortæller de andre det. Er det det du vil have?”, spurgte jeg arrigt. Aron så en smule overrasket ud.

”Nej”, mumlede han. Jeg smilede et irriteret smil.

”Så bestil den nu!”, sagde jeg. Aron sukkede. Der var en smule smerte bag sukket. Jeg fik et lille chok da jeg opdagede det. Hvad var der sket? Jeg rystede det af mig. Jeg ville ikke tænke på ham. Det ville være åndsvagt.

”Hvor lang tid skal din tid vare? Hvad vil du snakke med ham om? Har du en ren straffeattest? Er du i ledtog med Satan?”, spurgte han.

”Jeg vil gerne have en del tid, så fem minutter mindst. Jeg vil snakke med ham om mig selv. Hvorfor han skabte mig, hvorfor jeg bliver mobbet hver dag. Om jeg bare er en fejl”, nåede jeg at sige inden Aron afbrød:

”Det er du”, hans mumlen irriterede mig. 

”Om jeg har ren straffeattest, ja det har jeg. Den sidste er en du fandt på”, sagde jeg.

”Nej, det står lige her!”, sagde han og pegede på spørgsmålene på hans papir. Jeg rynkede et bryn, da jeg så det var sandt.

”Er du sikker på at det ikke bare er et du har skrevet?”, spurgte jeg.

”Ja, det står lige her!”, sagde han og pegede igen.

”Men i så tilfælde, så er jeg ikke i ledtog med Satan.”, sagde jeg. Aron lo et ondskabsfuldt grin.

”Jo du er!”, sagde han. Jeg rullede øjne.

”Find nu bare ud af hvornår jeg kan komme og besøge ham!”, sagde jeg, og gik hjem. Min mave rumlede, for jeg havde ikke fået mad i mindst en måned. På vejen hjem snublede jeg over en sten. Stenen var så skarp, at den havde skåret hul i mit knæ. Det løb ud med blod. Meningen var at det skulle gøre ondt. Problemet var bare, at det gjorde det ikke. Det føltes nærmere behageligt. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde lyst til at gøre det igen. Falde. Blive skåret i. Det gjorde mig bange, så jeg skyndte mig bare videre. Jeg ville ikke sige at min dag havde været dårlig, i hvert fald ikke i forhold til andre dage. Jeg var tæt på at skabe en ny ven, og så så jeg Aron være pinligt berørt! Jeg forstod ikke hvorfor jeg så havde sådan en lyst til at gøre skade på mig selv. Tanken fyldte mit hoved mere og mere, og jeg besluttede mig for at gå i seng.


Min øjne var lige ved at falde i, da jeg blev vækket.

”Hvad laver du?”, spurgte en velkendt stemme. Ada. Jeg fór op.

”Ada! Hvad laver du her?”, spurgte jeg, og kiggede forskrækket på hende. Hun smilede.

”Dalila vil gerne tale med dig. Men hvad laver du?”, spurgte hun igen. Jeg fik en dejlig fornemmelse da hun nævnte Dalila.

”Jeg sover. Eller jeg var lige ved det, inden du kom og vækkede mig”, svarede jeg. Hun rullede øjne.

”Klokken 15.00 om eftermiddagen? Vær dog lidt frisk!”, sagde hun og puffede til mig.

”Du nævnte Dalila?”, spurgte jeg med store øjne.

”Nå, det bed du mærke i? Hun vil snakke med dig. Du bliver nødt til at komme hjem til os!”, sagde hun. Jeg nikkede, og rejste mig op. Vi havde gået i lidt tid, da Ada spurgte:

”Må jeg gerne komme op på din ryg? Jeg har set så mange på min alder sidde oppe på deres brødres ryg, men Dalila er jo min søster, og desuden er hun for svag til at bære mig!”, sagde hun. Jeg tøvede, men gav hende så lov.

”Tusind tak! Hvad er der for øvrigt sket med dit ben? Bor du virkelig der hvor du sov? Og arbejder du egentlig for Satan, som de andre siger?”, spurgte hun. Jeg smilede af hendes mange spørgsmål.

”Jeg faldt over en sten.”, svarede jeg. Ada blev utålmodig.

”Okay, men hvad med de to andre spørgsmål jeg stillede dig?”, spurgte hun.

”Ja, jeg bor der hvor jeg sov, og nej jeg arbejder ikke for Satan. Hvem har sagt det?”, spurgte jeg. Ada lagde armene over kors.

”Det siger jeg først når jeg er oppe på din ryg!”, sagde hun stædigt. Jeg rullede øjne, og lod hende så komme op på min ryg.

”Det er ikke så behageligt som jeg troede…”, sagde hun.

”Skal jeg sætte dig ned igen?”, spurgte jeg hende.

”Niks!”, svarede hun bestemt.

”Okay, men hvem er det der har sagt det til dig. Det med Satan. Aron? Dalila?”, spurgte jeg. Jeg håbede ikke at jeg lød for desperat.

”Det siger de begge. Det gør alle. Men jeg tror på hvad du siger!”, sagde hun. Det lettede mig, at der i det mindste var én der troede på mig. Men det ærgrede mig at Dalila sagde det. Hun vidste jo godt det ikke passede. Det gjorde hun da, ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...