Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2955Visninger
AA

2. Mums. Cola er godt!

 

Jeg må være faldet i søvn. Det næste jeg registrerer er min tåbelige lillebror, der ikke særligt pænt beder mig om at gøre plads i sofaen. Fortumlet sætter jeg mig op og gnider mig i øjnene. Seriøst, jeg nåede ikke engang at tænde for fjernsynet, og min dejlige cola må være blevet helt varm nu. Hvor dum kan man lige være? Jeg skubber til Søren med fødderne og forsøger at generobre mit territorium, men den møgunge er som altid ligeglad og bliver siddende, hvor han er. Han har oven i købet taget fjernbetjeningen.

”Hey, lad nu være! Vi skal lige tjekke noget ud. Har lige talt med Jon, og han siger, der er noget helt sygt i gang.” Han skubber til mine fødder og bliver ellers siddende. Helt ærlig, han har hele den anden halvdel af hjørnesofaen til rådighed, så hvorfor fand... Vent lige. Vi?

Mark forsøger at gabe diskret, da han kommer ind fra køkkenet af. Han har taget hele flasken med cola og to glas med. Fuck! Ikke videre elegant sætter jeg mig ordentligt op i sofaen for ligesom at gøre et godt indtryk, og jeg fortryder med det samme. Nu må jeg altså til at tage mig lidt sammen. Hvad er det lige ved Mark, der gør, at jeg ikke kan slappe af og være mig selv, når han er i nærheden? Han er et helt år yngre end mig, ikke engang fyldt 18, han er ikke lækker som sådan, og så er han fucking spejder. Det kan nærmest ikke blive værre eller mere kikset.

Alligevel trækker jeg tæppet højere op omkring mig, så han ikke kan se mig i mit grimmeste tøj, og jeg forsøger at krybe nok sammen til, at han ikke med det samme opdager, at jeg ikke har make-up på. Mit hår! Jeg løsner lynhurtigt elastikken, der holder håret samlet i knolden, så det falder ned og dækker noget af mit ansigt. Det er da altid noget, men det er stadig halvvådt. Øv. Jeg har heller ikke fået det redt i dag. Thank God jeg i det mindste ikke sprang badet over. Det havde da været katastrofalt. Ikke at det betyder noget, for jeg er ikke interesseret i Mark. Han er slet ikke min type.

Søren ser over på mig med rynket pande, og jeg er bange for, at han kan se lige gennem mig. Ja ja what ever. Det bliver alligevel aldrig til noget, så jeg ignorerer ham big time. Jeg er jo ikke interesseret. Samtidig læner jeg mig frem og tager en slurk af min nu lunkne cola, mens jeg ud af øjenkrogen bemærker, hvordan Marks lysegrå T-shirt glider let op og afslører hans muskuløse mave, da han slænger sig i den anden ende af sofaen. Mums. Cola er godt.

Fjernsynet vækkes til live, og jeg fokuserer al min energi på at følge med i det, der bliver vist. Søren har ikke overraskende fundet frem til en zombieudsendelse. Perfekt. Hjernedøde monstre, der hærger og æder sig gennem verdens befolkning. Ikke at jeg normalt er til uhyggelige film eller tv-serier, men lige nu er jeg desperat efter at tænke på noget andet end Mark, så jeg accepterer og går i krig med mine chips.

”Du fortalte aldrig, hvad Jon sagde. Det gav i hvert fald ikke mening.” Marks stemme er som altid lettere hæs og fandens sexet. Jeg ser over mod ham, og vi får øjenkontakt, inden han vender sig om mod Søren. Shit, min mave går amok, og sommerfuglene er ikke ligefrem velkomne i det kaos, der allerede hersker der. Går det eller skal jeg ud og kaste op igen? Det er bare ikke min dag! Jeg drikker aldrig igen. Og hvis jeg gør, så aftaler jeg med Rikke, at jeg kan overnatte hos hende, så jeg er helt hundrede på, at der ikke er vidner til min efterfølgende elendighed. Det slår mig, at det måske var hende, der ringede tidligere. Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg bander frustreret men lydløst over mig selv, da jeg indser, at Mark uanset hvad kommer til at se mig i min forvaskede, lyslilla joggingdragt. Den er faktisk næsten værre end hans blå spejderuniform …

”Det gav overhovedet ingen mening. Han er sgu nok stadig stiv.” De griner begge to. Jeg retter lidt på mit hår, så det dækker mine varme kinder og skubber tæppet lidt til side. Jeg har det bare så dårligt. Måske vil pizza hjælpe.

”Sagde han noget om, hvilken kanal det var på?”

”Nul. Men det skulle være stort.” Søren begynder at zappe rundt, og jeg benytter lejligheden til at liste ubemærket, håber jeg, ud af stuen og ind i køkkenet, hvor jeg smækker en pizza i ovnen og hælder min cola ud. Heldigvis er vi godt forsynede, så jeg hælder et nyt glas op og drikker grådigt, alt imens jeg indvendigt jubler over, at min mave har overvundet nattens tortur og nu langsomt er ved at blive sig selv igen. Håber jeg. Halleluja. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...