Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2949Visninger
AA

8. Mark er slet ikke min type!

 

Jeg går forbi det store spejl i mors soveværelse og standser overrasket op ved synet af mig selv. Nej! Jeg har stadig joggingtøj på! Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg rødmer ved tanken om, at Mark har set mig sådan her, samtidig med at jeg er lykkelig for nu endelig at have en gyldig grund til at skifte til noget andet. Drengene ville sikkert have undret sig over, hvorfor jeg skiftede tøj, hvis jeg ikke havde haft en god undskyldning. At det er frostvejr udenfor, og at jeg er nødt til at have varmere tøj på, når vi skal videre; det må være godt nok. Måske. Eller også lægger de slet ikke mærke til det. Hvorfor går jeg overhovedet op i det? Om meget kort tid er Mark væk, på vej hjem til sine forældre i vores bil, mens Søren og jeg forhåbentlig kommer med den samme bus som mor.

Alligevel sætter jeg kursen mod mit eget værelse igen og åbner skabene på vid gab. Hvad er det bedste tøj til at flygte fra zombier i? Der går nok ikke lang tid, før vinteren for alvor sætter ind, så vinterstøvler er et must. Cowboybukser? Eller de sidder måske for stramt til, at man rigtig kan bevæge sig i dem. De fleste af mine par gør i hvert fald. Jeg hiver alle mine bukser ud og begynder at smide dem i to bunker. Nej-bunken og måske-bunken. Derefter gør jeg det samme med mine toppe og striktrøjer. Jeg har faktisk ret meget tøj, kan jeg konstatere, også en hel del som jeg aldrig bruger.

”Hallo, Sara. Er du klar?” Jeg ser op på Søren, der stirrer på bunkerne af tøj med rynket pande. ”Hvad fanden laver du?” Han er en fyr. Er det grund nok til at være clueless? Jeg ruller opgivende med øjnene.

”Hvad ser det ud til, at jeg laver? Hvis jeg skal løbe fra zombier, skal jeg altså også kunne bevæge mig. Der er også frostgrader udenfor! Har du pakket færdig? For så kan du jo pakke noget tøj til mor.”

”Har du ikke gjort det endnu? Helt ærligt, Sara. Du er sådan en tøs!” Og det er ikke nogen kompliment. Jeg er heldigvis ret ligeglad, for jeg tror næsten, at jeg har fået styr på, hvad jeg skal have på. Jeg smider et par sorte jeans hen på sengen sammen med en rød top og mørkegrå striktrøje, hvorefter jeg hurtigt tager min dejlige dragt af. Jeg smider den hen over papirkurven, der måske aldrig vil blive tømt igen. En meget vemodig tanke, men ikke urealistisk som sådan. Da jeg skal til at tage toppen på, skærer min bh lidt ind i højre side på mig, og jeg beslutter mig for også at skifte undertøjet ud til det bedste jeg har. Jeg gider ikke bruge det næste år i de samme tre sæt undertøj, hvis det er dårlige sæt.

Jeg har netop løsnet bh’en, da jeg af en eller anden grund bliver opmærksom på Mark, der står i døren og fascineret følger alle mine bevægelser.

Overvejer jeg det rent alvorligt? Overvejer jeg at strippe foran min lillebrors bedste ven, der bare ikke burde være så sød? Der må stadig være alkohol i mit blod fra i går eller også er det tanken om, at hvis der rent faktisk er zombier i omløb, vil jeg måske aldrig få muligheden for at se ham igen. Noget er i hvert fald anderledes, for normalt ville jeg aldrig overveje noget af det her. Havde det været et hvilket som helst andet tidspunkt, under alle andre omstændigheder, så havde jeg skreget højt og enten gemt mig eller smækket døren i hovedet på ham. Jeg gør ingen af delene.

Langsomt sænker jeg skuldrene, så stropperne glider længere ned ad armene, og hans blik følger hver en lille bevægelse. Jeg kan ikke lade være med at smile, da jeg ligefrem kan se, at han holder vejret.

"Lukker du ikke døren?" Åh nej, det spurgte jeg bare ikke om! Og misforstår han nu og lukker den udefra? Han bliver stående helt ubevægeligt, og jeg går hurtigt hen imod ham, inden jeg mister modet. Inden han træffer den forkerte beslutning. Med den ene hånd holder jeg bh'en på plads, mens jeg med den anden tager fat i døren. Min hånd ryster, og jeg har aldrig før følt mig så modig. Jeg overskrider alle mine grænser! "Vil du ind eller ud?" Min stemme er ikke mere end en hvisken, men han hører mig. Hans øjne flyver op til mine, og jeg er ikke længere i tvivl om, at han har det ligesom mig. Okay, måske er jeg lidt i tvivl. Selvtillid er ikke det, jeg har mest af, men han må være tiltrukket af mig. Ellers ville han vel ikke være så optaget af, om bh'en glider længere ned eller ej, vel?

"Du giver mig et valg?" Hans stemme er mere hæs end normalt og stadig så fandens sexet. Jeg nikker, ikke i tvivl om at jeg rødmer endnu mere, og han træder hurtigt ind og skubber til døren, så den går i, mens han trækker mig ind til sig. Jeg holder vejret, men har samtidig lyst til at fnise. Hvor kikset ville det ikke lige være?

Jeg ser op på ham og er overrasket over, at han nu er vokset til lidt over et halvt hoved højere end mig. Jeg spørger mig selv, hvornår det er sket, og hvordan jeg kunne undgå at bemærke det. Perfekt kysseafstand, hvisker en indre stemme, og sommerfuglene i maven går amok igen. Så tæt på er hans mørke øjne endnu dejligere, og de der lange øjenvipper … hvorfor er det altid drenge, der bliver velsignet med dem?

Hans læber er bløde, da de møder mine. Han er meget forsigtig og blid, og det kan jeg ikke huske nogen sinde at have prøvet før. Normalt scorer jeg fyre på byture. Det plejer at fungere fint, men kontrasten er slående. Dette må være første gang, at jeg har et første kys i ædru tilstand, og det skræmmer mig. Det er så anderledes. Ville alle andre første kys have føltes lige så perfekte, hvis jeg ikke havde indtaget alkohol forinden? Eller skyldes det alt sammen Mark?

I nattens løb er hans kinder blevet dækket af korte skægstubbe, og det kradser let, da han gør kysset dybere. Han drejer hovedet lidt på skrå, inden hans tunge møder min. Han smager af lækker cola, og jeg er lige ved at grine ved tanken. Min ene hånd ryger automatisk op i hans mørke hår, der er endnu blødere, end det ser ud til, og jeg kan ikke lade være med at hive let i det. Han stønner og flytter sin højre hånd fra min lænd ned på min ene balle og klemmer til, hårdt. Det får mig til at stønne og trykke mig endnu længere ind til ham. Jeg kan ikke komme tæt nok på. Hans anden hånd er godt på vej op mod mine nøgne bryster, og selv om det burde føles både akavet og underligt, så er den overvældende følelse lyst til at tage det her hele vejen. Hele vejen hen til sengen og …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...