Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2948Visninger
AA

5. Jeg skal fandeme ingen steder

 

Jeg sidder ved køkkenbordet og forsøger at spise det sidste lille stykke pizza, da de to andre kommer ind og nærmest tømmer køleskabet. Teenagedrenge og deres appetit!

”Hvad tror du, vi skal have med? Vi må hellere skynde os lidt. Pakker du til mor?” Søren ser endelig på mig, og jeg opgiver at spise mere. Jeg er sikker på, at jeg sidder med åben mund og stirrer dumt. Hvad? Mener de virkelig, at vi skal af sted?

”Om jeg pakker til mor? Hvor fanden skulle vi tage hen?” spørger jeg idiotisk, men jeg vil virkelig gerne vide det. Med tømmermænd er tanken om en fornøjelsestur ud i det blå ikke lige det, der står højest på listen.

”Duh! Buscentralen. Prøv lige at følge lidt med.” Han ser næsten opgivende på mig, men jeg giver mig ikke. Heller ikke selv om Mark også er her.

”Jeg skal ikke nogen steder hen! Fulgte du slet ikke med i nyhederne? De fraråder, at man forlader sit hjem. Vi har ingen idé om, hvad der foregår. Ud over at nogen tror, at vi bliver angrebet af zombier.” Jeg forsøger at lade være med at smile, og jeg tror også, at det lykkes. Ikke fordi jeg ikke smiler indvendigt, men min hovedpine er bare ved at tage livet af mig.

”Måske er det nogle terrorister, der har smidt en virusbombe over Europa, og den er nu ved at sprede sig.” Mark forsøger at blande sig og måske også at gyde olie på vandene. Søren og jeg har det med at være ret meget efter hinanden.

”Alle andre tager med de busser. Jeg skal fandeme ikke sidde her alene tilbage på Lars Tyndskids Marker, mens alle andre er i sikkerhed,” vrisser Søren.

”Og hvor er det lige, at vi vil være i sikkerhed henne? Hvis vi nu rent faktisk siger, at nogen af os tror på, at vi er under zombieangreb … giv mig så én eneste titel på en film eller bog, hvor der er nogen, der overlever rejsen til det sted, der skulle være sikkert. Kan du sige utopi?”

”Kan du sige fiktion? Film og bøger har ikke noget med virkeligheden at gøre!” Søren smider arrigt en pakke nudler i en pose, og jeg har svært ved at tage øjnene fra ham. Han mener virkelig det her. Det forvirrer mig, gør mig ret så usikker. Hvor er det lige i hans opdragelse, det er gået galt? Eller er der virkelig noget, jeg har overset? Ingen af mulighederne er videre betryggende.

”Men det har zombier?” Jeg har rejst mig op og står over for ham i håb om at trænge igennem til ham. Alt inden i mig protesterer ved tanken om at forlade lejligheden. Mit indre er et stort kaos af følelser og tanker, der presser sig på. Jeg er også allerede gået i overlevelsesmode. Vi er på anden sal. Måske er der kun en udgang, men det betyder samtidig, at hvis vi blokerer døren, vil der heller ikke kunne komme nogen ind. Uanset hvilke trussel vi egentlig står over for. ”Søren, vi ved ikke, hvad der venter os på den anden side af den dør,” siger jeg og peger vredt mod udgangen. ”På film findes der så mange versioner af levende døde, at vi umuligt vil kunne forberede os på at møde nogen rigtigt. En ting er computerspil og film, men det her skal forestille at være virkeligheden, og det kan koste os vores liv. Er det det du vil?” Vi står over for hinanden, begge vrede og uvillige til at give os. Mit stakkels hoved … hvornår begynder de piller at virke?

”Selvfølgelig er det ikke det, men jeg vil heller ikke blive her og rådne op i lejligheden! Vi ville alligevel løbe tør for mad i løbet af få dage og være tvunget til at finde noget på egen hånd. Ved at tage hen til de andre, vil vi måske kunne få nogle svar.”

”Og vi vil passere Netto på vejen,” siger Mark og sender mig et smil, der afslører den lidt skæve fortand. Hvorfor er det smil så tiltrækkende? Det burde det ikke være. Et øjeblik glemmer jeg vreden mod Søren og retter den i fuld styrke mod Mark, der utålmodigt tripper efter at komme videre. Jeg har lyst til at slå ham, hårdt, men tager mig sammen, for jeg ved jo godt, hvorfor han har så travlt med at komme af sted. Han er bekymret for sin familie, ligesom jeg er bekymret for mor. Jeg kan se det i hans øjne. Han forsøger at smile og joke med situationen, men bliver alligevel ved med at rette blikket mod døren. Det er som om han ikke kan komme hurtigt nok af sted. Som om han ville efterlade os andre til os selv, hvis han kunne slippe af sted med det, og det går mig på. Meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...