Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2959Visninger
AA

19. Hvad er det med tomme parkeringspladser?

 

Buscentralen er egentlig ikke noget, der minder om en central. Faktisk er det bare en stor parkeringsplads, en garage med plads til tre busser og et lille faldefærdigt kontor, hvor man kan henvende sig og leje busserne. For så lille en by som vores, er det lidt stort, at vi rent faktisk har så meget. Det er ved at være mange år siden, at byen begyndte at uddø, og vores lille Netto er det eneste, der minder om en butik. Vores hovedgade er ikke noget specielt, og ud over Netto har vi kun en tankstation. Det er det. No wonder at alle unge mennesker, og vel egentlig også en del ældre, flygter herfra, så snart chancen byder sig. Her er ingen muligheder. Intet liv. Det gælder mere nu end nogen sinde før.

Parkeringspladsen foran garagen er tom. Ingen biler, ingen cykler, ingen mennesker. Ikke engang en ensom zombie er der. Ikke nogen der tæller i hvert fald. Det ser lidt ud, som om der helt henne ved indgangen ligger nogen … men er det mennesker, der har måttet lade livet for zombierne? Eller er det zombier, som er blevet bekæmpet af mennesker? Svaret er altafgørende, og jeg er desperat efter at komme derhen.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der har det sådan. Mark gasser op og fræser hen til indgangen, mens Søren og jeg nærmest presser næserne flade mod ruderne. Åh Gud, er det nogen, vi kender? Mørket og blodet – alt det blod! – gør det umuligt at se noget, og vi er nok nødt til at stå ud af bilen for at se nærmere efter. Vi tøver alle tre, og Mark slukker til sidst for motoren. Vi bliver siddende i den nu larmende stilhed og i mørket.

”Jeg kan virkelig ikke lide det her,” siger han til sidst. Jeg vender mig om mod ham, nok lidt overrasket over, at det er ham, der bryder stilheden, og med en underdrivelse af dimensioner sætter ord på, hvordan vi alle har det. Han har været så fandens tavs siden nærkontakten med Anita. Ikke at jeg på nogen måde klandrer ham. Var det mig, hun havde forsøgt at tage en bid af, ville jeg nok også have brugt den efterfølgende tid på at gennemgå mit liv i detaljer. Måske prise mig lykkelig over, at jeg klarede den. Måske ville jeg også ændre mine prioriteringer. Et billede af Mark og mig sammen farer forbi mit indre øje, og jeg er lige ved at rødme. Hvordan kan jeg overhovedet overveje, at det at han har set døden i øjnene vil ændre noget for os? Hvordan kan jeg overhovedet tro, at jeg har nogen betydning for ham? Jeg er så dum!

”Heller ikke mig. Der er ikke nogen. Vi er kommet for sent.” Søren lyder så opgivende. Noget knuger sig sammen inden i mig, og tårerne presser sig voldsomt på. Vi er kommet for sent. Hvad hvis vi aldrig ser mor igen? Hvad skal vi gøre? Hvor skal vi tage hen? Hvor er de andre blevet evakueret til? Har vi en chance for at finde dem? Kan de have efterladt sig spor? Spørgsmålene er uendelige, og der findes ikke nogen svar. Vi er helt alene.

”Vi er nødt til at se efter,” siger jeg så, selv om jeg virkelig ikke har lyst til at forlade bilens sikkerhed. Jeg har inderligt ikke lyst til at bevæge mig ud i mørket, ud i det ukendte med livet som indsats, men har vi et valg?

”Jeg er nødt til at køre hjem. Jeg er nødt til at vide, om mine forældre stadig er i live. Om de stadig er på gården.” Marks stemme er underligt tonløs. Jeg vender mig chokeret om mod ham og kan ikke holde tårerne tilbage. Han har tænkt sig at forlade os. Forlade mig.

”Vi kan nok ikke undvære bilen, nu vi ikke skal med den bus. Det forstår du godt, ikke?” spørger Søren. Jeg kan ikke længere se noget for tårer. Mark kan ikke bare forlade mig! Alt inden i mig bryder sammen. Jeg kan ikke klare mere.

”Selvfølgelig. Måske kan vi finde en anden bil til mig, gerne én med nøgler i.” Sidder de virkelig bare og planlægger vores adskillelse så koldt? Hvordan kan de være så cool omkring det, når det for mig føles som jordens undergang?

”Det værste, man kan gøre i zombiefilmene, er at dele sig op. Det ender aldrig godt. Alle ender altid med at dø,” får jeg hikstet frem. Hvor fanden blev min værdighed af? Fuck det! De bliver helt stille begge to. Jeg tør ikke se på dem. Selv om der er mørkt i bilen, har de sikkert begge to opdaget nu, at jeg stortuder.

Hvorfor reagerer jeg så voldsomt? Det tager mig noget tid at indse, at det må skyldes alle de mange forandringer, vi har været udsat for i de sidste timer. Skuffelsen over at være kommet for sent til at mødes med mor er knusende, så jeg kan slet ikke holde tanken ud om, at jeg også skal miste Mark. Ikke at han er min at miste, snarere Sørens, men i dag er vi bare kommet så tæt på hinanden. Om det er vores perfekte kys og det, at jeg endelig har indrømmet tiltrækningen mellem os, eller om det er et resultat af vores nærdødsoplevelser, ved jeg ikke. Jeg kan bare ikke lade ham gå. Ikke uden os.

”Hvis du tager af sted, tager vi med dig,” fortsætter jeg stædigt. De to andre siger stadig ikke noget, men nu hvor jeg har truffet beslutningen, begynder jeg at kunne se igen. Ikke flere tårer, beslutter jeg.

”Sara, måske skal vi overveje at tage tilbage til lejligheden. Måske er mor kommet tilbage for at hente os.”

”Måske ligger hun lige uden for bilen, spist af en zombie,” hvisker jeg.

”Fandeme nej!” Søren springer ud af bilen, og jeg ser forfærdet efter ham. Mark følger hurtigt efter, og jeg kan ikke holde ud ikke at vide det. Vide hvem det er, der ligger dækket af blod lige på den anden side af bildøren.

Kulden slår imod mig, da jeg træder ud på parkeringspladsen. Min ånde er tydelig, og selv om jeg har flere lag tøj på, går vinden direkte igennem. Jeg slår armene om mig selv for at holde på varmen. Måske også for at holde sammen på mig selv. De to andre er i gang med at finde lommelygten i bagagerummet, og jeg går meget langsomt nærmere de døde. Det er svært at se, hvor mange de er. Måske fem eller syv? Jeg kan heller ikke se, om det er mennesker eller zombier, der har måttet lade livet. Umiddelbart vil jeg sige, at de ikke ligner nogen, der er blevet skamferet til døde, men jeg har brug for mere lys for at få vished. Jeg er nødt til at være hundrede procent sikker, hvis jeg skal undgå fremtidige mareridt og tvivl.

Skæret fra lygten blænder mig for anden gang i dag, og jeg er igen ude af stand til at se noget som helst. For helvede hvor er det irriterende. Da jeg endelig kan se, står de begge to helt tæt på bunken af livløse kroppe. Der er både mænd og kvinder, alle hvide og liggende på ryggen. De er et virkeligt skræmmende syn, og jeg er nødt til at synke en ekstra gang, efter at have stirret direkte ind i øjnene på en ung knægt, som virker underligt bekendt. Hans mund er indsmurt i blod, hans tænder ser forkerte ud. Hele hans ene skulder er skamferet, men det er alligevel tydeligt, at han ikke var sig selv længere. For det første er der skudsåret i panden. Nogen har affyret et våben direkte mod ham. Det andet er øjnene. Selv om han ikke bevæger sig eller viser andre tegn på liv, har hans øjne det skræmmende skær, som Anitas også havde, og de er næsten helt hvide. Jeg ser væk, og mit blik falder på Søren, der stirrer på drengen med et chokeret ansigtsudtryk.

”Kender du ham?” spørger jeg, selv om jeg allerede kender svaret.

”Det er Jon,” får han fremstammet. Jon? Hvorfor burde det navn sige mig noget? Jeg får gåsehud, da det går op for mig, og jeg har lyst til at skrige højt.

”No way!” Mark kommer om på denne side af bunken af døde og stirrer lige så chokeret ned på ham.

”Jo … det er helt sikkert ham.”

”Jon, som i ham, der skrev og fortalte dig, at mor ville være her?” Min stemme er alt for høj og skinger, og jeg er nødt til at tage mig sammen, men det er næsten umuligt. Jeg er rædselsslagen for svaret, for hvad betyder det, at han ligger død her? Betyder det, at mor også er her? At hun også ligger død et sted ved garagen, eller vandrer hun rundt som en zombie og bare venter på at sætte sine tænder i os?

”Ja.” Vi er nødt til at komme væk herfra. Vi er ikke sikre her, og der er ikke mere for os at komme efter. Hvis vi vælger at køre nu, mister vi vores eneste chance for nogen sinde at finde ud af, hvad der skete med mor, men vi kan ikke blive. Tanken om en øde gård, hvor Marks forældre måske venter, er mere end almindeligt tiltrækkende. Om jeg så skal slæbe en protesterende Søren med mig hele vejen, så er det det vi gør.

En knirken og lyden af skridt får os alle tre til at stivne i rædsel. Vi er ikke længere alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...