Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2955Visninger
AA

6. Giv mig bare én grund til at forlade sofaen

 

Hvor er det bare noget rod! Jeg kan ikke tage sådan en beslutning, ikke lige nu. Jeg sætter mig ind foran fjernsynet i håb om, at der sker et gennembrud. Måske vil de om lidt fortælle, at de nu har løst alle problemerne, og at vi bare skal fortsætte med at have tømmermænd første januar, som vi plejer.

”Vi tager altså afsted,” siger Søren og sætter sig ved siden ad mig i sofaen. Jeg siger ikke noget, følger bare med i de nyheder, der viser, at zombierne i det mindste ikke bevæger sig med samme fart som i World War Z. Havde de gjort det, havde der ikke været den mindste chance for, at jeg tog med. Lige nu ved jeg ingenting.

”Jeg kan vist bare ikke rigtigt fatte det her. Det er så uvirkeligt. Jeg forventer hele tiden, at jeg vil vågne op, og at alt er, som det plejer.” Jeg siger det tøvende, stadig ikke overbevist.

”Jeg kan hundrede procent følge dig, men jeg må tilstå, at jeg stadig ikke er hverken bange eller bekymret ved tanken om at skulle ud.” Han trækker lidt ligegyldigt på skuldrene.

”Er du ikke?” spørger jeg overrasket. ”Jeg er panisk. Tanken om alle de zombiefilm, jeg har set, er nok til, at jeg ikke kan finde en eneste god grund til at forlade sofaen! Det skulle da lige være for at hente en dvd, der ikke er nær så deprimerende som nyhederne.” Vi griner lidt sammen, inden han giver mig et lidt akavet knus. Vi plejer ikke at være så tætte.

”Vil du ikke gerne hen til mor? Hun venter på os.” Jeg skuler ondt til ham. Selvfølgelig siger han det eneste, der kan få min sikre overbevisning til at vakle kraftigt, for selvfølgelig vil jeg gøre nærmest alt for ikke også at miste mor. Især hvis det virkelig gælder en evakuering!

”Du er så ond.”

”Det her er ikke min skyld,” siger han med armene over kors og skuler vredt. Og jeg ved det godt. Det er situationen og ikke ham, som jeg hader lige nu. Hvordan skal jeg kunne hade min lillebror, der ligner mig så meget med sit lyse hår og blå øjne?

”Undskyld. Jeg er bare så pisse bange,” hvisker jeg. Det ville jeg på ingen måde have indrømmet over for ham for en time siden. Han nikker og slapper lidt af.

”Mark og jeg skal nok passe godt på dig,” smiler han halvt, og mit hjerte banker lidt hurtigere. Jeg kan virkelig godt lide tanken om, at Mark vil passe på mig også, men jeg ved jo godt, at det er begrænset, hvor meget vi kan komme ud for. Jeg mener, det vil jo højst tage tre minutter at køre hen til centralen. Hvorfor er jeg så bange? Hvis det viser sig at være falsk alarm, kan vi være tilbage igen om senest ti minutter.

 ”Jeg fatter ikke, at jeg går med til det, men hvis I virkelig tager af sted, ville jeg nok ikke kunne holde ud at blive her helt selv uden at vide, hvad der foregår og videre sker. Om mor virkelig er på buscentralen, og om I når godt frem.”

”Hvorfor skulle vi ikke det?” spørger Mark henne fra vinduerne længst væk i stuen. Han står og ser ned på gaden, men viser ikke tegn på at have spottet noget mistænkeligt. Er der ingen zombier herude på landet? Eller er det bare et spørgsmål om tid? Ikke at jeg tror på zombier. Ikke at jeg på nogen måde kan få min langsomtfungerende hjerne overbevist om noget af alt det her. Den kræver beviser, og selv ikke nyhederne og nyhedsværten Johannes Adamsen kan få mig til at tro på de vanvittige optagelser fulde af blod og rædsel. Hvorfor er jeg så så bange? Jeg ryster tanken af mig.

”For mange zombiefilm,” siger jeg og sukker dybt. Jeg rejser mig op, svimmel, hvilket højst sandsynlig skyldes manglen på søvn. ”Okay, jeg overgiver mig. Hvis vi skal af sted, må vi hellere se at få pakket. I tilfælde af nødstilfælde og alt det der. I ved, hvad jeg mener.” Men hvad fanden pakker man lige, hvis hele verden virkelig er blevet angrebet af zombier? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...