Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2949Visninger
AA

23. Epilog

 

Det var ikke muligt at finde en parkeringsplads tæt på buscentralen. Det giver jo god nok mening, tænker han, idet samtlige tilstedeværende i garagen har fået samme besked og opgave som dem. Derfor holder de tre gader væk og skal nu til at bevæge sig gennem mørket, kun flankeret af to jagtgeværer og en halvsløv dolk.

Han er ikke videre begejstret for geværerne. Faktisk kan han slet ikke forstå, at idioterne har fået lov til at bevæge sig ud på gaden med dem. Hvis de bliver affyret, vil det tiltrække en helvedes masse opmærksomhed, og er det ikke netop det, de skal undgå? Er det måske ikke derfor, at de nu skal til at gå de tre gader i stedet for at sidde inde i garagens sikkerhed sammen med alle de andre?

Dolken ligger betryggende i hans højre hånd, klar til brug, selv om han ikke ved, om han nu også kan bruge den, hvis det gælder. På den anden side har han præsteret at slå sin egen kæreste med et baseballbat, fordi hun var ved at æde hans bedste, nej vent forhenværende bedste ven. Er det virkelig kun få timer siden? Hvis han kunne slå på den pige, han elskede overalt på jorden, så vil han altså også kunne tackle, hvad der end kommer mod ham i mørket. Right?

Han forsøger at ryste fornemmelsen af sig, da han genkalder sig scenen med Anita. Chokket over at se hende rejse sig igen, hendes smukke øjne der pludselig så helt forkerte ud, og vildskaben i angrebet på Mark. Sara der forsøgte at hjælpe, men som stivnede på det helt forkerte tidspunkt. Hvad er det, der gør, at nogle mennesker kan reagere og overleve, mens andre fryser fast i rædsel og risikerer at tage deres nærmeste med i faldet? Han var aldrig i tvivl om, at Sara ikke skulle ud med bilen, og især nu med tre gader at gå er han ekstra glad for, at han havde støtte fra de andre. Det er bedst, at hun er i sikkerhed sammen med mor og de andre.

De lister sig videre ned ad gaden. Indtil videre kan han ikke se noget, der skulle være anderledes. Jo, der holder mange efterladte biler, men der er ikke umiddelbart liv nogen steder. Jens og Kurt, der begge er et sted i 50’erne og veletablerede landmænd i området, går lidt foran ham. De virker begge meget nervøse, og det får ham til at spekulere på, om de har været i nærkontakt med zombierne før eller ej. Han smiler lidt skævt ved tanken om at have noget til fælles med de to bonderøve. Noget siger ham dog, at han er den eneste med zombieerfaring af første grad.

Det giver et sæt i dem alle tre, da noget eksploderer. Der lyder gentagende skudsalver, og i løbet af meget kort tid er det tydeligt, at noget brænder. Som om nogen har sat en tændstik til en benzintank eller lignende. Nattehimlen bliver lyst op af et orange, flakkende skær, og vinden bærer stanken af røg og død med sig. Hvad fanden sker der? Hvor brænder det? De andre to sætter i løb, og han følger hurtigt efter. Det tager dem ingen tid at tilbagelægge de tre gader trods mørket, nu de har et mål, og frygten for familiemedlemmer styrer dem. De drejer om det sidste gadehjørne, og helvede er løs.

I første omgang stopper han op for at få et overblik. Ikke at der er så mange zombier, men de er på vej, og larmen og ilden tiltrækker dem. Det er et spørgsmål om tid, så det gælder om at få alle ud og væk hurtigst muligt, inden det er for sent. Fuck, hvor dumt at flytte deres transportmidler, så de nu er tvunget til at skulle kæmpe sig vej ud. Uden noget fælles mål, er de alle prisgivede. Jens og Kurt er også allerede godt i gang med at ødelægge endnu mere ved at affyre det ene skud efter det andet mod de zombier, der langsomt kommer nærmere. Selv løber han hen til Arthur, der bakser med en hængelås til garagen, og han kan et øjeblik ikke helt forstå situationen. Hvem helvede har været så dum at låse dem alle sammen inde? Det er jo en dødsfælde! Shit! Mor og Sara er derinde!

Tanken om også at miste sin mor og søster, og ikke kun sin kæreste, på én og samme dag er ikke en mulighed. Han skubber til Arthur, der ikke har en chance, for selv at komme hen til hængelåsen. Måske kan dolken hjælpe ham. Lettelsen er enorm, da han ser, at låsen er åben og kun skal hægtes af døren. Han skal netop til at gøre det, da han mærker noget koldt mod sin kind.

”Træd tilbage.” Stemmen er hård og uforsonlig og tilhører utroligt nok den irriterende gnom, Arthur. ”Slip låsen og gå tre skridt baglæns.” Søren ser ned på den lille fyr, der kun er få år ældre end ham selv. Han kender ham ikke så godt, men han har da hørt om ham. Mark har gået til spejder sammen med ham, og de har aldrig brudt sig særlig meget om hinanden. Glimtet af vanvid i Arthurs øjne får kun Søren til at give Mark ret. Der er noget alvorligt galt med fyren.

Søren går et enkelt skridt væk fra døren, men Arthur sænker stadig ikke sit våben. Med den anden hånd smækker han låsen sammen og smiler tilfredsstillende ved synet. Hvad fanden foregår der?

”Hvad laver du? Du kan da ikke bare låse halvdelen af byen inde! Bygningen brænder. Vi er nødt til at få dem ud.” Arthur ryster på hovedet, mens der lyder flere skud fra den anden side af døren, og der bliver taget hårdt i håndtaget. Han flytter sig ikke, stirrer stadig på Søren med et grumt smil.

”Det er for sent. De har brudt reglerne, og nu er de nødt til at leve med konsekvenserne. Ved du godt, at det faktisk til dels er din skyld?” Den lille undermåler rykker nærmere, stadig med pistolen rettet direkte mod hans pande.

”Hvad er min skyld?” spørger Søren. Han er nødt til at gøre noget, hele hans fokus er rettet mod det. Mor, Sara og Mark er derinde. De må være bange. Skal han sørge for at distrahere Arthur med snak for så at tage kontrollen? Eller skal han forsøge at overbevise ham om, at han skal væk herfra, hvorefter han selv kan gå i krig med døren igen?

”Det var Mark. Det var ham, der var smittet. Han smittede din søster og derefter din mor.” Dét fanger hans opmærksomhed, selv om han nægter at tro på det. ”Han har altid været så fandens selvfed. Har aldrig taget det mindste hensyn til sådan nogen som mig, men hvem ler sidst nu? Jeg er stadig i live, mens han lige udryddede hele din familie.”

”Hvad snakker du om?” Den underligste fornemmelse breder sig i ham. Kulde og brændende ild samtidig. Vreden, der nu er rettet mod Arthur er så voldsom, at det er lige før, at han ikke kan kontrollere den. Kulden på den anden side gør det nemt. Hvis det virkelig passer, at hans familie er væk, og han selv er alene, er der ikke mere tilbage at kæmpe for. Alt vil være væk, og han vil ikke længere have en grund til at frygte for sit eget liv, for hvilket liv vil det lige være?

”Du var måske slet ikke klar over det? At det er din skyld, at hele byen nu brænder op, for at forhindre smitten i at sprede sig. Dette er blot endnu en af forholdsreglerne. Man er nødt til at have regler for at overleve. Sådan er det bare. Hører du overhovedet ikke efter?” Arthur samler en dunk med benzin op og kaster indholdet mod døren. Samtidig bliver der banket og råbt fra den anden side. Flere skud bliver fyret af sted, og smerteråb overdøver snart flammernes brølen. Om de skyldes branden eller zombier ved han ikke, men han kan ikke længere bare se til. Det kan være hans familie, der står lige på den anden side af den forbandede dør, uanset hvad Arthur prøver at bilde ham ind. Sekundet efter går han direkte efter det lille kryb for at standse dette vanvid.

Lyden fra skuddet, der rammer ham i højre skulder, er så højt, at han får en sær ringen for ørerne. Alt andet forsvinder, og med smerten fra såret tager det ham lidt tid at orientere sig. Arthur skriger vist ad ham, men han kan ikke høre eller forstå et eneste ord. Det er sikkert godt nok. Den fyr er fuldstændig syg i hovedet. Han indser lidt forvirret, at han halvt sidder nede på jorden, og at han er nødt til at komme op igen, hvis han skal have en chance. Ud ad øjenkrogen kan han se, at zombierne er blevet flere og er kommet nærmere. Alt for tæt på, faktisk.

Arthur sigter mod ham igen, men en bevægelse fra siden fanger endelig hans opmærksomhed, og han sigter og skyder i stedet for en nærtstående zombie. Et enkelt blik ud over den før så tomme parkeringsplads, gør det klart for dem begge, at de er ved at blive omringet, og Arthur tager flugten, mens han skyder vildt om sig.

Søren går i krig med døren, og om det skyldes desperation eller dårligt træværk, ved han ikke, men låsen smadres og giver ham mulighed for at smække døren helt op. Ilden nærmer sig faretruende den benzin, som Arthur lige har smidt ud over området, så tiden er knap.

En større flok hostende, sodsværtede mennesker vælter ud, hvoraf flere af dem ser ud til at have været alt for tæt på ilden. Mor og Sara er ikke blandt dem, selv om han ser godt efter. Hvor er de? En af personerne rammer ind i hans højre skulder, og han stønner af smerte. Den store dynejakke gør det umuligt for ham at se, hvor stor skaden er, men følelsen af blodet, der løber ned langs armen, og som snart vil nå hans hånd, siger ham, at han er nødt til at reagere på det hurtigt, hvis han ikke skal forbløde. Han er nødt til snart at finde et sted, hvor han kan komme af med jakken, så blødningen kan blive standset.

Den første zombie vælter ud, og det er lige før, at Søren ikke når at flytte sig, inden den vælger sig et andet offer. Chokeret følger han dens angreb og nedlæggelse af en af de ældre damer, som han altid har forbundet med Nettos lille caféområde. Da han løfter blikket og ser ud over den kaotiske parkeringsplads, går det op for ham, at det måske havde været bedst, hvis han havde taget flugten sammen med Arthur. De stakkels mennesker, som han har kendt mere eller mindre hele sit liv, er nu blevet lukket ud til noget, der minder om resten af byens beboere, der alle er smittede. Det var ikke at gøre dem nogen tjeneste at åbne den forbandede dør, for det er så få af dem, der kan forsvare sig selv. Folk dør som fluer omkring ham, og han er et øjeblik helt handlingslammet.

Er dette enden? Enden på hele den by, der har udgjort hans liv og opvækst? Enden på hans 17-årige liv? Han kan ikke se, hvordan han skal kunne komme igennem så mange levende døde, der bare venter på, at han skal gøre forsøget. Og hvorfor skulle han? Der kommer ikke flere ud fra den brændende garage, hvor ilden nu har fået godt fat og er ved at fortære det hele. Hans familie kom ikke ud. Mark kom ikke ud. Selv hvis han vælger at flygte, og det lykkes ham at komme i sikkerhed et sted … hvor skal han så søge hen bagefter? Er der overhovedet nogen steder tilbage, der er sikre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...