Et Ganske Særligt Kys (Zombie 1)

Sara vågner op med de ondeste tømmermænd. Det er den første januar, og byen er stille og forladt. Hendes mor er ikke hjemme. Det er hendes irriterende lillebror og hans knap så irriterende kammerat til gengæld, og findes der noget værre end at ligne lort og have det dårligt, når der er en sød fyr på besøg? Sara er i hvert fald ikke begejstret. Og som om det ikke er slemt nok, kan de ikke få fat på deres mor, Breaking News er mere skræmmende end normalt, og der går rygter om, at en evakuering af byen er i gang. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at de døde rejser sig igen? Og hvis der virkelig eksisterer zombier, hvor kan man så tage hen for at være i sikkerhed?
ADVARSEL: Halvvejs gennem historien vil der optræde zombier og enkelte lettere voldelige scener. Hvis nogen er uenige i min alderskategori, må I meget gerne sige til :-)

29Likes
133Kommentarer
2955Visninger
AA

16. En zombie? EN ZOMBIE!

 

En zombie? EN ZOMBIE!

Mark stormer ud ad bilen og er hurtigt omme på den anden side. Han åbner døren for at hive Søren ud, i samme øjeblik som Anita begynder at skrige. Og jeg mener ikke bare små tøsede hvin, men gennemtrængende, langtrukne hyl, der går gennem marv og ben. Jeg får gåsehud og stirrer chokeret på hende, mens hendes krop nærmest løftes op af usynlige hænder for at blive sluppet igen. Derefter gentages det hele forfra, og jeg kan ikke løsrive mit blik fra hende. Hun er seriøst et skræmmende syn.

Hvis hun havde set farlig ud, da vi hentede hende, er det intet i forhold til nu. Hendes hud har en helt forkert farve, som er tydelig trods den manglende belysning, og den er dækket af et fint lag sved. Hendes mørke hår klistrer til hovedet, og hun har savl rendende ned over hagen. Hun er typen, der altid bruger timer på at pleje sig selv, og som aldrig forlader sit hjem uden den helt store krigsmaling. Det er helt uvant for mig at se hende sådan her. Hun ser sårbar ud, og jeg begynder for første gang nogen sinde at tro på, at der findes en anden Anita bag den facade, hun præsenterer for sine omgivelser.

Søren kan ikke rigtig holde hende, selv om han gør et ihærdigt forsøg. Jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs i hele mit liv som nu, hvor jeg ser sin lillebror kæmpe så desperat for sin kæreste … Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham? Hende?

”Kom nu ud af bilen!” Mark tager hårdt fat i Sørens dynejakke, men min tåbelige lillebror nægter at flytte sig. Han stirrer nærmest fascineret på Anita, der nu har noget hvidt spytlignende væske om munden. ”Også dig, Sara!” Jeg vågner lidt op, da jeg hører mit navn, og ser over mod ham. Mit indre fryser til is, og jeg stivner i rædsel, forsøger at advare ham; at sige til ham, at han skal passe på, men alt jeg formår er at pege hektisk bag ham og halvskrige hans navn.

I sidste øjeblik når Mark at opdage personerne bag sig, som ikke ligner nogen personer, jeg har set før. De ser slet ikke menneskelige ud, og det tager al min selvkontrol at forhindre mig selv i at begynde at hyperventilere. Mark springer ind på bagsædet og skubber dermed Søren endnu tættere på Anita, der er blevet stille. Alt for stille. Han smækker døren i bag sig og låser samtlige bildøre, da han slår låsen til i sin egen side. Der går kun to sekunder, inden det første bump rokker bilen en lille smule. En midaldrende mand med fedtet hår, iturevet tøj og blod ned foran sig, er fuldstændig fokuseret på Mark og intet andet. Han bliver ved med at gå ind i bilen, mens han ligner én, der snerrer ad os. Blod bliver smurt ud over sidevinduet, og der går kun yderligere et par sekunder, inden de næste to, jeg ikke engang kan få mig selv til at tænke på som personer, begynder at gøre det samme. De støder hovederne ind i glasset, og lyden er skræmmende og voldsom. De er efter os.

Hele min krop ryster. Zombier! Jeg er paralyseret. Jeg kan ikke få blikket væk fra dem, og for at være ærlig har jeg aldrig været så bange, som jeg er i dette øjeblik. Alt ingen i mig skriger i benægtelse. Dette kan ikke være virkeligt. Hvorfor er der ikke nogen, som vækker mig af dette mareridt? Jeg vil hjem. Jeg vil væk, være i sikkerhed ethvert andet sted end her. Jeg vil tilbage til lejligheden og ligge på sofaen, mens jeg ser alt andet end nyhederne. Hvad skal jeg gøre for at spole tiden tilbage, så jeg kan sætte mig op imod Sørens ønske om at hente Anita?

På bagsædet er begge drenge lige så chokerede som mig, og begge er helt fokuserede på skabningerne udenfor, der bliver ved med at gentage deres tamme forsøg på at nå ind i bilen til os. Et bump mod kølerhjelmen gør mig opmærksom på, at vi ikke længere er noget, der minder om alene. Hvis de tiltrækkes af høje lyde, har Anitas skrig helt sikkert tilkaldt dem. Vi er nødt til at komme væk, inden vi bliver helt omringet, men Anita har førsteprioritet.

”Søren, vi er nødt til at have Anita ud.” Han vender sig langsomt om mod mig og ryster lidt på hovedet, som om det jeg siger har svært ved at trænge ind.

”Hvad mener du?” Noget knuger sig sammen inden i mig, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere desperat efter at få hende ud. Hvis hun forvandler sig, mens vi er fanget herinde sammen med hende … vi har ingen idé om, hvor lang tid vi har. Der er nødt til at ske noget nu.

”Hun ligner ikke en, der trækker vejret,” og jeg har virkelig ikke lyst til, at du skal tæt nok på hende til at undersøge det, tilføjer jeg i mit indre. Han gør det dog alligevel. Panisk leder han efter hendes puls, mens han holder hende tæt ind til sig. Vugger hende, som var hun et lille barn. Jeg vil ikke have hende så tæt på ham.

Mark og jeg får øjenkontakt, og jeg kan se den samme bekymring i hans øjne, som der sikkert er i mine.

”Måske skulle vi se at komme væk herfra. Bare langt nok til, at vi ikke er omringet. Så kan vi finde ud af det med Anita bagefter,” siger han stille, men Søren hører ham.

”Der er ikke noget at finde ud af! Hun bliver sammen med os. Jeg lovede, at jeg ikke ville forlade hende igen. Det her er min skyld. Hvis vi bare var kommet noget før, så …”

”Men hun er blevet bidt,” forsøger Mark.

”Det er altså ikke sikkert. Hun sagde selv, at det ikke var et bid. Måske er det noget helt andet. Hun er bare kommet lidt til skade. Ikke noget at bekymre sig om.”

”Det tror du ikke engang selv på,” hvisker jeg. Det blik han sender mig … jeg har lyst til at bryde hulkende sammen. Både for hans tab og den afstand der er kommet mellem os.

”Kør!” Han vender demonstrativt ryggen til mig, så jeg ikke er i tvivl om, at der ikke er mere at diskutere. Mark bliver ved med at forsøge at overbevise ham om, at han begår en fejltagelse, der kan koste os alle sammen livet, men ingen hører rigtigt efter. Mit fokus er i stedet rettet mod gaden udenfor.

Jeg er forfærdet over at se, hvor mange monstre der er på vej i vores retning. Det er, som om de tiltrækker hinanden, når der er bytte i nærheden. Vil vi overhovedet kunne komme igennem den her flok?

Forhastet forsøger jeg at starte bilen igen, men den går ud for mig to gange. Tredje gang er lykkens gang, og jeg panikker næsten ved synet af zombiernes fornyede indsats på at komme ind. Det er som om de ved, at deres næste måltid er ved at slippe væk. De bliver mere aggressive, og bumpene bliver voldsommere. Der må være hele syv nu, der skubber til bilen. Har vi overhovedet en chance?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...