Kløften -I sløret af godt og ondt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Er godt og ondt delt op i sort og hvidt? Kan man skelne gråt fra sort? er sejrherren altid den retfærdige? Jeg har begivet mig ud i en eventyrlig fortælling om engle, dæmoner og mennesker. -Smid gerne en kommentar, hvis du kan lide den, eller har konstruktiv kritik. Selv hvis du stopper efter 5 linjer, så fortæl mig hvad jeg kan gøre for at det bliver mere fangende! :D

3Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Under den hvide maske

 

Tre skygger løb i nattemørket. De var kutteklædte og hvide masker dækkede deres ansigt. Stormen der havde raset i timevis hev i deres kutter, og fik deres sorte kapper til at blafre, men det stoppede dem ikke. Hvert af deres forhastede skridt svarede til 30 normale og den ene gletscher blev erstattet med den næste. De nåede en forhøjet bakketop og stoppede.

”Der har vi den, tror du stadig bikuben er aktiv?” Spurgte Alice
”Det finder vi ud af, ifølge den viden vi har fået tildelt bruger amazonerne det som en udkigspost, til at udspionere os.” Sagde Løjtnanten.
”Jeg håber du har ret, trænger til at få slebet min klinger med noget andet end menneskeblod!” sagde Alice og kærtegnede hendes ene daggert.
Dæmoner! Jeg hader dem af hele mit hjerte. De tror krig er en leg, og længes efter blodet.
”Hmm jeg kan ikke se dem, hvor er de?” Spurgte Mat.
Intelligentløse! Ingen form for logisk tankegang. Man kan lære dem at gø på kommando, eller hente kødbenet når man kaster det, men når det kommer til at skulle bruge deres egen fornuft bare den mindste smule, lider deres hjerne overbelastning. Jeg forstår ærlig talt ikke hvorfor jeg skulle have dem med mig på denne mission!
”Nå hvor er de så?”
”til vores klokken 1!”
”Klokken er da ikke 1?”
”Mat har du ikke aktiveret din radar?”
”Hmm vent! Jo.. Ah.. Jeg kan se de nu!” Mat gav et let grin over radioen.
Løjtnanten sukkede ”Alicia, ser du forhøjningen på den anden side, 5 kilometer herfra til klokken 2?”
Alicia nikkede og begyndte at løbe i en cirkel uden om basen. I det mindste er kvindelige dæmoner ikke ligeså tykhovedet som de mandlige! Problemet er deres høje trang til blod og deres evige lyst til kamp!
”Mat bliv her indtil jeg fortæller dig andet, og ser du nogen som helst aktivitet, så fortæl mig det øjeblikkeligt!”
”You got it!” Grinte Mat.
Den ene af de to kutteklædte indtog en hugposition mens den anden smed kappen. Hans mørke dragt gik i et med mørket, i hans bælte hvilte et hylster med en gammelt udseende revolver. Han tog tilløb og kastede sig så ud over bakketoppen, men i stedet for ned gik det op. To enorme ørnelignende vinger spredte sig ud fra hans rygsøjle, og bar ham mod skyerne. Efter få sekunder kunne han se den flotte stjernehimmel, nordlys havde samlet sig omkring et bjerg. De tre måners skær gjorde nattehimlen over skyerne utroligt lyst. Den hvidmaskede mand kiggede søgende mellem skyerne.
”Jeg er i position” Sagde Alice stemme noget skrabende over radioen.
”Okay, der er intet tegn på aktivitet i luften. Giv mig et øjeblik, hvis der er droner heroppe finder jeg dem!”
”Er det ikke irrelevant?” Hendes stemme lød irriteret.
”det er irrelevant hvis vi bare skulle sabotere deres udstyr, men siden vi har fået besked på at dræbe dem ville det være besværligt hvis kuben allerede var tom fordi de så os komme!”
”Okay okay, jeg forstår hvad du siger… Bare skynd dig!”
Hun forstår tydeligvis hvad jeg siger! Han lynede op i lommen på hans vest og tog to kugler frem. Han trykkede dem tæt ind i hånden og smed dem så. Kuglerne stoppede i luften og spredte sig så.
”Okay luften er fri, i har tilladelse til at storme basen!”
”Yihaaa! Hørte du det lets go Mat!
”Endelig!”
Suk, er det virkeligt noget af at fejre? Den her kamp er ikke fair længere! Efter vi myrdede gud, har englene og deres undersåtter været på flugt. Gudinden Nastail fik mobiliseret de fleste, og gik til modangreb. Nastails position er endnu ukendt, men vi har fået et tip om at en engel befinder sig i basen. Det ved dæmonerne naturligvis ikke, de er lige så uvidende som bønderne på et skakbræt. Hvis englen viser sig at være der får dør de, bliver ofret, så jeg ved hvad jeg er oppe imod. Hvis tværtimod Englen ikke er der, overlever de, så de kan blive ofret på et andet tidspunkt.
Men noget var galt, dronerne havde ikke opdateret, på deres position. Er de blevet taget ud? Er englen herude?
”Mat, Alice, status?”
”Ingen modstand endnu, vi er stadig ved indgangen.” sagde Alice.
”Okay, hold mig opdateret, fortsæt med forsigtighed!”
”Modtaget”
Kunne det være baghold, det ligner ellers ikke Englene. Han fløj ind i en sky hvor dronen sidst havde signaleret fra. Ah, is. Hvis lidt vand var nok til at få dronerne til at falde… jeg må huske at klage til forsknings afdeling.. Han dykkede under skyen for at få et overblik over jorden. Dødt, dødt og koldt, ikke en sjæl rørte på sig.
Et sus lød bag ham. Med lynets hast havde han trukket revolveren og vendt sig mod lyden. ingenting. Et nyt sus i vinden lød bag ham. Han dykkede, han kunne ikke risikere at blive angrebet fra sløret af skyerne. Der er ingen tvivl om det, der er ikke en engel, der er to!
”Alice, Mat! Ryk ud!”
”Negativ, hun er min!”
”Hvad? Alice! Nej ryk ud omgående, det er en fælde!”
”Pjat, jeg har hende… brrrrrrr”!
Med et brag, blev natten lyst op. Chokbølgen der fulgte den massive eksplosion hev hans kutte ned og fremviste hans mørklilla hår.
”Helveds ild og dæmonlort!” Banede han
”Alice, Mat! Kom ind!” Den forbandede stædighed de dæmoner har! Han kiggede op, han kunne ikke lade sig blive distraheret af eksplosionen! Den var stadig blot en genial afledningsmanøvre! De dræbte mine bønder, og med alt varmen fra eksplosionen kan jeg ikke bruge infrarød til at se igennem skyerne.. Genialt! Frygtindgydende genialt, måske er det i virkeligheden Nastail jeg har med at gøre. Han slugte en klump. En lysende pil skrabede imod hans maske. Fra jorden? Han drejede sin opmærksom mod jorden lige tidsnok til at se og undvige to yderlige pile. Amazonerne!?

De vil have jeg flyver mod skyerne, så englene kan komme mig i baghold! De prøver at jagte mig ind i en skakmat! Men deres pres er stort, amazonerne er ikke noget problem, men de er ikke alene! Hvis jeg angriber dem, angriber englene mig bare ovenfra, og jeg kan heller ikke blive her for så bliver jeg skudt ned! Der er kun en ting jeg kan gøre!
Han undvig endnu to pile, og dykkede så ind i de tårnhøje flammer fra eksplosionen. Flammerne var ikke behaglige, men de var intet som helvedes ild. Og Det var det eneste sted englene og amazonerne ikke kunne følge ham
”Brrrrrrrss” den elektroniske støj kom fra radioen. Kunne de have overlevet? Umuligt, ikke et direkte slag fra en eksplosion som denne, alligevel.
”Mat, Alice kom ind!” Sagde han
”Brrrr *host* Mat melder… *Host*”
”I røven med din melding, din location hurtigt, du bliver ikke vist på radaren! Er du kampdygtig!?”
”brr… Hah, min maske er i stykker.. brrrr, kan stadig kæmpe… Masken siger at brrrrrrrrr cation B341. gi brrrrrr ning?
B341, det er lige under mig!
Mat eller resterne af ham var bestemt ikke et kønt syn. Hans arm og højre overkrop var blæst væk, Og masken var smadret flere steder.
”Du er i ingen tilstand til at kæmpe, Mat”
”*Host* Jeg ve *Host host* Jeg ved godt jeg skal dø! Men jeg vil dø til gavn for dig!”
Loyalitet fra en dæmon som ikke engang er min egen? Han tog et kig på dæmonen, han kunne knap stå, han må have løbet lige det øjeblik jeg gav ham ordren, ellers ville han ikke være i live nu. Der er ikke mange muligheder, de forventer formentlig at jeg prøver at flygte gennem ruinerne, hvilket vil være det mest logiske. Hvis jeg angriber dem nu i sløret af Mat, kan jeg måske…. Men han vil dø… Han er død uanset hvad.
”løjtnant, jeg ved jeg er tykhovet, men jeg ved hvad jeg skal gøre… bare giv mig ordren, men gør det snart, for ved ikke hvor længe jeg kan holde mig på benene” sagde Mat stønnende.
”Okay, jeg lover dig at dit liv ikke går spildt!” Sagde løjtnanten til Dæmonen og tog hans maske af. Dæmonens blodsprængte øjne kiggede ind i hans.
”Her tag den også!” Mat rakte Løjtnanten en medaljon
”Det er det eneste der vil blive husket af mig og Alice”
”Var i to?”
”*Host* Ikke mere…” Sagde Mat. Løjtnanten vidste ikke om det var en tårer eller svedplet der trillede ned fra dæmonens ansigt.
”Okay, vent 10 sekunder, og angrib dem frontalt. Jeg angriber fra luften, og overasker dem.” Løjtnanten pegede retningen
”Det er min klokken 7 og din klokken 2 ikke?”
”Jo..”
”Held og lykke” Sagde Mat idet løjtnanten fløj op langs flammerne.

Jeg har kun en chance, Hvis jeg misser den her chance er jeg død. Han fattede revolveren i hans højre hånd. Røgen fra flammerne havde lavet usynlig vej op til skyerne. Han fløj igennem undersiden af skyen. Han kunne se landjorden og så han stadig var uset. Så løb mat ud fra ilden. Ikke længe gik før en engel dykkede ned fra skyerne, det var en! Han aktiverede maskens infrarøde funktion. Den anden engel holdt udkig fra skyerne, men havde ikke spottet ham. Han sigtede revolveren og skød. Det blå-Lilla lysskær skar lige igennem hjertet på englen, der øjeblikkeligt begyndte at falde uden en lyd. Med en hurtig bevægelse dykkede Løjtnanten, mod den anden engel. Den uvidende engel anede ikke hvad der ramte ham, før begge hans vinger var skudt væk. Mat var faldet, amazonerne havde skudt ham ned.
Skrigende kunne høres fra flere kilometers afstand, da løjtnanten slagtede dem en efter en. Han gjorde sig sikker i at der ikke var flere, og landede da ved siden af den halvdøde engel.
”Du brugte din køter som afledningsmanøvre, mens du angreb os bagfra. Ofrede ham som om han var ingenting! Hvor typisk af en djævel som dig!
Løjtnanten kiggede englen i øjnene, og rettede så revolveren mod ham
”Hans navn… var Mat!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...