Love game {Magcon fanfiction}

So let's play a game. Let's talk, Let's flight.Let's tell each other hello and goodbye. Let's take walks together. Let's give each other nicknames. Let's hang out with each others' friends. Let's go on a dates. Let's hold each other. Let's kiss and hug. Let's have sex. Whoever falls in love first? Loses... Amber Rivera og den kendte viner Camron Dallas er begge var bedste venner. Indtil de kom ud i et kæmpe skænderi og gik fra hinanden. 5 år senere bliver Amber tvunget på Magcon tour med Cameron og alle de andre drenge. Men ham der Nash Grier er han ikke lidt sød? Amber og Cameron hader hinanden for de kan ikke klare hinanden efter skænderiet. Så de indgår en aftale for at få det bedre med hinanden, de laver et spil. Den som først bliver forelsket, taber... (+13) Anstødeligt sprog og scener....

77Likes
118Kommentarer
41779Visninger
AA

67. Nightmare pain *2

Nightmare pain

Jeg var sur så sur på Nash, som jeg alrdig har været på nogle nogensinde før. Sammy vidste jeg ikke hvad jeg nogensinde ville føle for ham igen. Nok med at alle de følelser som drengen havde givet mig var gemt langt væk. Han havde gjort mig fortræd og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan tilgive ham. De ting han havde gjort har smadret alt hvad jeg havde for mig. Følelsen af han, måske bare havde været sammen med mig fordi, han havde dårlig samvittighed. Sammy benægtede det selvfølgelig og blev ved med at sige han elskede mig og han fortrød alt. Men efterhånden blev det bare tomme ord. Nash havde ikke snakkede med mig fordi han var en meget konfliktsky person, så han skulle lige finde moden til at snakke med mig. Jeg kunne ikke se Cam i øjne efter han havde kyssede mig og Matt vidste ikke helt hvor jeg havde. Så var der kun Jack'erne tilbage. Selvom det stadig var akavede efter hvad der var sket, til festen. Jeg sad ude på altanen og havde bare smidt kufferterne, da vi var kommet hjem fra min by. Jack G kom ud og satte sig ved siden af mig. "Hey Amb" sagde han og så udover L.A. "Hey" sagde jeg stille. Han lagde armen omkring mig og jeg lagde mit hoved på hans skulder. "Jeg ved godt det ikke er det bedste tidspunkt ligenu men, mig og Madison er begyndt at ses og hun vil gerne komme over" sagde han og pillede lidt ved sit armbånd. "Hun var med til alt det der vold og hun var sammen med min kæreste, så lade mig spørge dig om noget. Hvad tror du selv?" Spurgte jeg stille. "Hør, Sammy har virkelig gjort alt for at det skulle blive godt igen, han har gjort nogle dumme ting i gennem tiden og han er ikke sådan mere". "Nej det kan godt være, men han knuste mit hjerte, det er det som betyder noget" sagde jeg. Døren gik op og Sammy kom ud på altanen og stillede sig op af væggen. Jack G gik ind igen og lavede et usikkert blik til Sammy. Han gengældte med et kort nik, "jeg ved godt jeg ikke kan gøre med det, end jeg allerede har gjort". "Nej det kan du ikke, der er ikke mere at sige Sam, vi er færdige, for jeg kommer aldrig nogensinde til at tilgive dig for noget. Du har haft et samarbejde med Madison og så er du også lige sammen med hende til den der fest, det er virkelig et tegn på at du har lagt det bag i dig" svarede jeg ironisk. "Jeg prøver alt okay?!" Hvæsede han frustrerede. "Der er ikke mere at prøve, vi er færdige" sagde jeg og mærkede tårerne presse sig på. "Så hvis du elsker mig så meget som du siger, så lade mig komme videre fra dig" sagde jeg og prøvede at synke den tunge klump i halsen. Jeg gik hen mod døren og han hev fat i mit håndled, og så på mig med hans brune øjne.

 

"Amber?" sagde han med tårer løbende ned af kinderne. "Undskyld jeg kan ikke være sammen med en løgner, find en anden pige som du kan lyve overfor" sagde jeg og trak min hånd til mig. Sammy så mig forsvinde ind ad døren, drengene rettede deres blik mod mig. Jeg gik hen mod døren og gik ud af lejligheden. Der var for mange minder til at være der ligenu. Mit hjerte var revet ud af mit bryst og stukket i tusind gange, tårerne var endeløse. Tankerne overtog kroppen og den blev tung. Alt smerten samlede sig et sted og borrede sig ind i brystet. Jeg hørte døren gik op bag mig, der stod Matt. Han så på mig, han blev udvisket, som om vandet var steget i hele min krop. En kvalmende følelser med en snert af længsel. Længsel for ham, og den måde han så på dig. Det blik han gav dig, det blik som fik dit hjerte til at smelte. Men smerten og den kolde sorte følelse tog over. Tanken om livet ikke ville gå videre herfra, den følelse af tomhed som der nu engang var for år siden. Den følelse af intet kan redde dig og, når man tænker tilbage på de minder som der nu engang var tilbage, de minder som nu var udvisket, og erstattet med en form for glemsel og håb på at hvis nu han stod foran dig og havde ikke glemt det som vi var. Husker dengang han så på mig, med hans store brune øjne og kiggede bare. Sagde ikke noget men så på dig med et uendeligt  blik, et blik som man husker for evigt. Men nu er minderne udvisket, de er der stadig men væk fra bevidstheden, væk fra hjertet. Selvom tårerne altid vil have en del af det enkle brud. Men burde vi glemme det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...